31. Marts
170km fra Gondar til Bahir Dar
Det er lidt underligt at vågne op i en ‘rigtig’ bygning. Siden Khartoum har der nogen gange været vægge, nogen gange tag, men aldrig vinduer og heller ikke gulv der ikke er jorden. Det føles helt som at vågne op i en europæisk drøm. Man ved jo godt fem kilometer uden for Gondars centrum er alt tilbage på fuld Afrika, alligevel er det meget lækkert lige at nyde at der er et badeværelse, et toilet, elektricitet, rent, maling på væggene og ja, vinduer.

Efter en modbydelig sten, klippe og grusvej ud af byen var jeg på vej sydpå igen. Da jeg efterhånden har vænnet mig til at vinke, hilse, gøgle, kaste håndtegn og high-five’e til de tusindvis af mennesker langs vejene har jeg et par gange taget mig selv i at gøre nogle af de samme ting til en ko hvis den står og kigger på mig på vejen (vil jo nødig have at de skal begynde at kaste med sten også).
Dagen var igen meget kørsel op og ned, og bød på to 500m stigninger, for filan de tærer på kræfterne de jauertusser.

På vej op af dagens sidste bjerg, blev jeg overhalet af en meget langsom lastbil, tænkte at jeg ville tage kampen op og overhalede så den, det syntes chaufføren var ret cool så han kastede en pose tørrede frø ud til mig. Lastbilchauffører i Europa hader cyklister som pesten, hernede er de mine venner. På en fuldkommen flad vej røg der endnu en eger i baghjulet (hvad sker der?!?!)

På vejen de sidste kilometer mod Bahir stoppede en lille bus fuld af hvide (røde) mennesker fra Tyskland og Schweiz der stod af og tog billeder af mig og syntes min tur var meget interessant. Så skulle de dog også ind til deres aircondition igen, man kan jo ikke være udenfor i Afrika i mere end fem hele minutter, man kunne jo risikere at smelte eller endnu værre, se en neger.

Så er jeg kommet til byen Bahir Dar der ligger hvor den blå Nil har sin kilde på Tanasøens bredder. Vi slutter hvor vi starter, byen her er moderne, bygningerne er af beton, mursten og glas. Selvom jeg idag bor på et ‘billigt’ hotel, ligner det stadig hvad man i Europa ville forbinde med en bygning, flere etager, gulve, rindende vand, elektricitet. Som jeg ligger her på sengen og har wifi føles det som om jeg imorges vågnede, cyklede ind i en dokumentarfilm om fattigdom og u-lande, cyklede ud igen og skyndte mig ind på Facebook for at fortælle vennerne om hvilken dyb og medrivende dokumentar jeg har set mens jeg dejligt mæt, slet ikke tørstig heller, finder det yderst interessant at læse om Dunkin’ doughnuts åbning i København på EB.dk

30. Marts 
112km fra landsby til Gonder
Sagde farvel til hotelfolkene, trådte op på cyklen og så gik vejen bare lige op i himlen. Sådan for alvor. Efter et par hundrede højdemeter gik det ned igen før det tog rigtig fat og jeg svært lidende kæmpede mig op i 2400 meters højde. Stoppede og spiste pasta med chilisovs og overlevede(Yes). Herfra gik det op og ned resten dagen inden jeg nåede storbyen Gonder. Har i alt kørt 2500 højdemeter, hvis ikke begrebet siger dig noget så betyder det at jeg har kørt rigtig rigtig meget op ad. Har valgt et smadderdyrt hotel og købt en smaddeedyr pizza, det havde jeg bare brug for, det dyre hotel betyder også at jeg for første gang siden Egypten har set et spejl, for pokker jeg ser anderledes ud med langt hår og skæg.

Dagen idag har igen budt på tusindvis af børn, idag er “you you you you” blevet suppleret med “money money money” i en svært forvirrende blanding. Alt efter overskud så er det letteste at stoppe og tage lidt pis på de små børn helst få dem til at grine og så køre væk i fred. Hvis man ignorere dem længe nok stopper de med at løbe efter én og begynder at kaste sten, så selv når man er presset prøver jeg altid at få sagt et eller andet sjovt, omend amherisk er et utroligt svært sprog.

Mine små lårbasser er meget meget ømme, jeg håber virkelig at vejen de næste par dage er nogenlunde flad. Samtidig må jeg tilføje at Etiopien er det smukkeste sted jeg nogensinde har set, her er helt vildt, temperaturene er helt humane og behagelige, der er skiftende sol og skyer (mest sol dog), der er grønt, der er langt flere køer på vejen end der er biler og selvom den endeløse strøm af børn og mennesker kan være lidt trættende, må jeg bare tage hatten af og konstatere at menneskerne her er de flotteste jeg nogensinde har set. Både kvinder og mænd, børn og gamle de ser alle vildt godt ud.

29. Marts
87km fra Metema til landsby
stadig småsyg og uden mad i et døgn tog jeg afsted fra Metema. Efter allerede 20km kunne min appetitforladte krop godt mærke at den manglede kalorier. Stoppede ved en vejsiderestaurant og bad om noget mad der ikke var ‘injera’ (nationalretten, der gjorde mig syg og stort set eneste tilgængelige mad i landet), fik serveret pasta med noget chilisovs. Efter under halvdelen af retten var jeg millimeter fra at kaste op igen, jeg kan simpelthen ikke tåle maden her, endte med ikke at spise op, men måtte låne en seng for ikke at besvime, lå der i en time og følte mig lige så syg som igår.

Der er børn over alt i landet, tusindvis der bare står langs vejene og alle råber efter en “you you you you you” eller “farenji farenji”. Vildest er det i byerne hvor grupper på 30-40 børn løber efter en og råber ovenstående i kor, samtidig råber byens resterende par hundrede børn fra alle sider. Der skal ikke ret mange byer til før man bliver træt af det og begynder flabet at råbe “you you you you” tilbage.
Kort efter mit lange madstop mødte jeg på vejen en tysk cyklist der har turneret det meste af Afrika (igen i eget tempo) og vi sad et par timer (de var tiltrængt) under et træ og snakkede og udvekslede erfaringer. Herefter var det som altid farvel da han skulle nordpå og jeg syd. Altid en bizar oplevelse at mødeet  hvidt menneske og så endda på cykel, det var sgu underligt. Endnu mere bizart var det et par kilometer senere da det begynder at være helt behagelige temperaturer og pludselig også regner, det var endnu mere fantastisk.
Landskabet er så fantastisk flot her, grønt og bjergrigt, landskabet minder mig ret meget om Toscana, eneste forskel er at landsbyerne er af blik, ler og strå.

Nå efter 87km kom jeg til byen her, hverken maven eller benene kunne mere, og hovedet var egentlig ret stolt af præstationen min tilstand taget i betragtning, så valgte at stoppe for idag, byens hotel er overraskende god kvalitet, og jeg fik trukket helt friskt vand op af brønden til mit spandbad, ja tak!

Den flinke hotelmand, spurgte om jeg ville have en kop kaffe. For filan det er en oplevelse, smart barista med slikhår på baresso gå hjem, først ristes friske bønner over åben ild, herefter mordes de grundigt med et stykke armeringsjern før kaffebønnerne filtreres ned i små kopper, det smager utroligt. Jeg sidder herefter med byens engelsklærer (de får altid at vide når der er en ‘farenji’ i byen) og snakker lidt, hunredevis af små nysgerrige børn råber som altid “you you you you you you” efter mig, da hotelejeren et par gange har råbt at de skal gå uden held, begynder han at tyre sten efter dem. Stenkast ligger bare i kulturen.

28. Marts
Efter at være humpet i seng igår, vågnede jeg tre gange i løbet af natten og kastede op. Om det skyldes maden, vandet, såret eller noget helt tredje vidste jeg ikke. Så uden at turde drikke vand og uden appetit så fik jeg det bare endnu dårligere. Havde lovet at tage hen på immigration office, hvor jeg lagde mig til at sove på jorden, kan ikke gå mere end ti meter uden at jeg er ved at falde om. Den gode mand fra igår har ironisk nok arbejdet natten over på at fikse mit problem og har givet mig et midlertidigt etiopisk identitetskort mens mit pas bliver sendt til Addis Ababa, hvor jeg får stemplet. Kunne teknisk set være kørt idag, øv.
Alle mennesker er enten “My friend” -hustlers eller yderst fjendtlige. Gik ud for at købe noget vand her og var ved at falde om, så valgte at sætte mig i siden af vejen. Mens man sidder og ser decideret ynkelig ud og desuden er ved at fælde en tåre af selvmedlidenhed får man ikke meget andet end hånlige “ferenji” tilråb fra forbipasserende. Har dog mødt en venlig enøjet mand der forsøger at hjælpe mig så godt han kan og desuden højlydt taler grimt om de lokale som han kalder “stupid farmerpeople”, han er selv fra hovedstaden Addis Ababa. Samtidig frygter jeg de kommende dage, ikke nok med at jeg skal klatre en hulens masse kilometer op i bjergene, så har jeg hørt mange skrækhistorier om stenkastende børn.

27. Marts
105km fra landsby til Metema
Efter desperat at have banket et par hundrede sesamspisende smådyr væk fra mit tørrehængende tøj og mit telt, og drukket den obligatoriske te med min vært kørte jeg ud på 105 af de mest nervepirrende kilometer på turen. Hvad der skulle ske ved grænsen, hvis komme bjergene i horisonten vidnede om, anede jeg ikke.
På vejen blev jeg stoppet af tre unge gutter fra Sudans overklasse der kom kørende i en ny lækker bil og ville have et billede med mig, gad vide hvad de mon laver 500km fra deres hjem i Khartoum faretruende tæt på et land hvor alkohol er lovligt?

Turen idag var den geografisk og også reelt varmeste jeg bør komme ud for, et godt tegn på dette er når telefonen (der også er mit kamera på turen her) bare siger “temperaturen i enheden stiger, alle programmer lukkes omgående”, nånå.
Hernede i det sydligste Sudan er det også tydeligt at de af de “rigtige” lokale er ægte Stammefolk man ser mange stå under deres stråhalvtag og arbejde med stenredskaber.

Efterhånden som jeg kom lidt op i højden blev det en smule køligere og jeg så for første gang siden Aswan skyer,  det var helt fantastisk.
Nå ankommer til grænsen og blev udsat for noget jeg har oplevet en del gange i Sudan nemlig racisme mod sorte mennesker, som hvid fik jeg lov at springe en 40 mennesker lang kø over, kvinden der var igang med at blive behandlet blev sågar tilsidesat. Security, customs og immigration senere havde jeg fået mit sudanensiske exit-stempel, så vidt så godt.
Gik herefter over broen der udgør grænsen mellem de to lande, blev straks dybt forarget og blufærdig da jeg til min skræk ser unge piger uden slør og med stramme bluser der afslører alle kroppens former, hvad siger jeres forældre dog ikke? tænkte jeg. Slut med islams trygge rammer. Om man kan lide religionen eller ej, så må man konstatere at den sætter nogle faste rammer for hvordan man behandler gæster og en rettroende vil derfor uden at tøve give dig sit brød om det så er hans eneste eje hvis han ser dig sulten.

Nå på den spændende side af grænsen lægger man ud med et ebolacheck (helt ude i hampen vi er 2000km fra Sierra Leone).
Jeg havde som en familiefar på casino givet mig selv et maks på 50 dollar for at hjælpe grænsefolkene til at “læse” 27. marts og ikke 01. april.
Til at starte med troede jeg sgu at den ville gå uden problemer, sad selvsikkert mens mit pas blev inspiceret. “you have visa-mistake” sagde herren i skuret der udgjorde det for paskontrollen, pispis. Spurgte om der var noget som helst jeg kunne gøre for at rette fejlen og sneg min pung frem, men blev med iskold professionalisme ignoreret, respekt. Nå de kan ikke hjælpe mig før deres indenrigsministeriet åbner mandag. Det gode ved at jeg havde sikret mig mit exit-stempel er at de ikke kan sende mig tilbage til Sudan, de beholder derfor mit pas og har bedt mig blive på hotellet her i byen. Etiopien ser straks mere fattigt ud end Sudan, mere blik, mindre ler og stort set ikke strøm nogen steder.

For at gøre en besværlig dag rigtig besværlig så kom bagdelen af min fod i klemme mellem hotelværelsets blikdørs skarpe kant og jorden og skar en kæmpe bid af huden på min akilleshæl af. Det blødte en masse og jeg var fornuftig at gå til et apotek. Her blev det dog lidt for Afrika selv til min smag: sidder på jordgulvet med foden hvilende på en spand, mens en mand med lommelygten under armen sidder og skærer den store hudflap af med et barberblad, nå men han sprøjtende noget desinficerende stads på. For at det ikke skal blive for makabert slutter jeg med noget morsomt, mens jeg skriver dette sidder jeg og bløder i hotellets reception, spørger om de har noget at tørre op med, men det er åbenbart myrernes opgave.

Etiopien…

26. Marts
137km fra primitiv landsby til ligeledes primitiv landsby 105 km nord for grænsen til Etiopien
Cyklede dagens første ti kilometer væk fra landsbyen og 50 meter ned af en lille jordvej hvor jeg tænkte at jeg passende kunne gå på toilettet. Sætter mig så og begynder at gøre min ting da en voldsomt langsomtkørende traktor med en slemt blufærdig landmand ombord midt i akten tøffer forbi, det tog ham tre stride minutter at passere den hvide mand der sad og sked, en traktor for helvede, ti kilometer fra nærmeste tegn på mennesker i Sudan.

Kørte dagens første 90km mod nordvest og havde derfor modvind igen. Brugte alle kræfter og cykelrytter-evner på at jagte og komme på hjul af diverse lastbiler hvilket betød at jeg efter to timer var kommet de 90km til byen Al Qadarif der egentlig var målet for dagen. Stoppede og fik lidt frokost og kørte videre sydpå. Problemet er blot at når man har holdt en lille pause midt på dagen og vil tilbage på cyklen, så får man ristet både sin manddom og sine fingre, eneste mulighed er at køle styr og saddel med lidt vand, ellers må man stå op (ja det er så galt). Eger nummer to gav op i baghjulet idag, håber ikke at det bliver ved, så løber jeg hurtigt tør for reservedele.

Er nu ankommet til en landsby bestående af små runde huse i ler og strå, hvor jeg har fået lov at slå telt op hos soldaten der beskytter byens høstede sesam. Ved spisetid kom både soldatens far, bror og brorens børn forbi. Så sad vi allesammen på et bedetæppe ude på jorden, med en stor skål Fuul (eneste ret man kan få i Sudan, er ved at være lidt træt af stadset, udkogte moste favabønner serveret med brød) i midten og spiste. De morede sig meget da jeg tabte en pæn håndfuld Fuul udover mig selv, men forestil jer at skulle spise en tynd risengrød med fingrene, det er vældig svært.

Har besluttet at ofre privatliv for temperatur så sover kun i myggenet-delen af teltet, fantastisk at kunne kigge lige op i stjernerne (og de millioner af små dyr der kravler rundt på ydersiden, soldaten har forsikret mig om at de kun er her for sesamfrøene, men altså det ligner bogstaveligt talt at jorden bevæger sig).

Slutter med endnu en lille sjov historie om gæstfrihed: hernede sydpå er vand slet ikke tilgængeligt i de samme mængder som ved Nilen, og da jeg nu er her, er der ikke nok drikkevand til alle. Børnene må derfor kun drikke det dårlige vand så længe jeg er her så der er nok af det rene til mig, for satan man får dårlig samvittighed, og pis jeg er tørstig.

25. Marts
144km fra Wad Madani til primitiv beboelse 144km fra Wad Madani
Afsted imorges med små syv liter væske ombord på jernhesten. Idag forlod jeg den Blå Nil og møder den først ved dens kilde, Lake Tana i Ethiopien, igen. Dagens første 30 kilometer føltes som igår trafik på smal vej. Hverken ben, eller resten af kroppen for den sags skyld, orkede noget som helst. Som altid når tingene er lidt svære kommer der på magisk vis hjælp udefra. Idag i form af en tungt lastet tankvogn. Jagten på den var en cykelrytter værdig, men herefter gled det dejlig let med 40km i timen på hjul af den.

Desværre blev chaufføren stoppet ved en politicheckpoint, øv. Videre alene. Landskabet begynder at ændre sig, til alle sider er der uendelige udtørrede marker der venter på regntiden komme, samtidig begynder de første bjerge at dukke op og vidner om Ethiopiens snarlige udfordringer. Varmen begynder at være ekstrem,  jeg drikker så meget som oppakningen tillader, men jeg har det alligevel som om at jeg kunne falde om af hedeslag og dehydrering til en hver tid.

Da det var værst  stoppede jeg ved et lille sted (ved ikke hvilket ord der kan betegne det bedre) langs vejen. Drak straks en liter af deres vand uden at kigge på det først, det skal siges at jeg siden Khartoum er stoppet med at filtrere vandet, orker det ikke. Fyldte en ny liter op og så at vandet lignede havregrød mere end vand, nå. Fik på arabisk forklaret at der var 40km til næste vandpost (sådan forstod jeg det i hvert fald) og besluttede derfor at blive her for natten. Fik lov af slå teltet op inde i en café der sælger te til lastbilchaufførerne. En lille knægt der sad og drak te sagde uprovokeret: “you, very very dirty”, hentede en spand af noget endnu mere beskidt vand og pegede på byens badeværelse, en halvanden meter høj indhegning i strå, materialet alt på stedet her er lavet af. Gik derind og begyndte at kaste lidt af det grå vand på mig selv, mens jeg fik besøg af kyllinger der kravlede rundt om mig.

Fik sågar lov at kokkerere mit pasta på caféens kul og sparede dermed det dyrebare brændstof. Kan dog stadig her to timer efter solnedgang ikke være i teltet da der er alt for varmt, det må vi løse senere.

24. Marts
189km fra Khartoum til Wad Madani
Dagen i dag har i høj grad været præget af at jeg har cyklet på hovedvejen mellem Khartoum og Sudans tredjestørste by (hvis ikke man regner Khartoums forstæder som selvstændige byer). Der har været mange biler, lastbiler, busser, trehjulede banditter og æselvogne hele dagen. Allerede efter små 30  kilometer var jeg vidne til, og på sin vis involveret i, et trafikuheld.
Cykler så langt ude i siden af den ret smalle vej jeg kan da jeg hører et enormt brag efterfulgt af to endnu højere brag. Lastbilen bag mig var begyndt at bremse for at undgå at køre ind i mig (hvilket jeg jo er taknemmelig for) lastbilen bag den, var så kørt ind i den. I den proces gav hele forreste ophæng på lastbilen op, første brag, og begge hjul eksploderede, de to følgende.

Følte mig som et kæmpe røvhul da jeg tog billedet, den tydeligvis desperate chauffør havde lige mistet sit indtægtsgrundlag.
Trillede stille og roligt videre sydpå, vejen var hver 20km bare en kæmpe markedsplads hvor alt fra bildele til Coca cola blev solgt ivrigt. Det er altid lidt svært når jeg stopper for at købe noget i siden af vejen da jeg helt klart er ret upassende grundet min påklædning (forhåbentlig (eller det håber jeg jo ikke) morer de gode nubiere sig dog lidt over størrelsen på bulen i cykelbukserne).

Det er svært at undgå at føle sig som ham narren der træder ind i baren og er venner med alle når man kører og bliver hilst på, budt velkommen, vinket til og inviteret på te af alle i siden af vejen. Jeg vinker ivrigt tilbage og svarer “hello, thank you, aleikum Salam, Ingmar what is your name? to -destinationen for dagen-, I’m fine thanks how are you?”, men hvor ville jeg dog hade mig selv hvis jeg kiggede på.

Må ærligt indrømme at det ikke var den mest spændende cykling idag og grundet trafikken turde jeg ikke køre med musik i ørene, så yndede at lege min yndlings leg på cyklen: at huske alle stederne jeg har sovet siden starten af denne tur, 39 forskellige på 47 dage hvis man tæller min egen seng med, sheisse.

23. Marts
Hvor dagene i sadlen minder meget om hinanden og på en eller anden måde også om dagene i Europa, man står op, man cykler, man tænker konstant på at spise nok og på at man har ondt bagi. Dagene i byerne har til gengæld deres eget liv.
Kunne hverken af Google eller nogen lokale få at vide hvor der skulle være en cykelhandler så besluttede at starte med den etiopiske ambassade (Afrikas måske flotteste og reneste bygning) som jeg kunne finde på kortet. Fik bare et fermt nej, min visum kan ikke fremrykkes, så det starter først 1. April, øv. På vejen ud møder jeg en russisk fyr (hvide mennesker kan spottes på to kilometers afstand her) der rejser ved at lade sig samle op af lokale bilister og kommer rundt på den måde, han har på 54 dage i Sudan brugt mindre end 10kr, imponerende. Vi mødes med en der har kørt ham rundt, og drikker te hos direktøren for et Sudanensisk flyselskab, her får jeg skrevet cykelbutik på arabisk på et papir. Ud på gaden hvor jeg efter at have spurgt om vej et dusin gange finder et helt cykel-marked, hundredvis af udendørs cykelforretninger. Ingen af dem tør røre ved mit bagagebærer, men jeg får da købt lapper for mine sidste penge.
Tænker at jeg nemmest finder pengefolk i lufthavnen så cykler derud. Spørger en mand der sidder i skyggen om han ved hvor man kan veksle penge, selvfølgelig: 8,5 pund pr dollar, nej tak. Spørger en anden mand der siger “two seconds” i mellemtiden kommer den første mand tilbage; “nine pounds okay?” super. Vi begynder lyssky at veksle penge, mens en irriterende mand hele tiden kigger på. Sekundet efter vekslingen viser tilskueren mig et politiskilt (sjiiiit!!!),  men afslører straks sin intention ved at bede mig om 50 pund for at lade mig være i fred. Jeg takker pænt nej og begynder lidt nervøs at gå væk, men han holder fast i cyklen. Han beder om 20 pund, takker igen pænt nej. Ti, igen nej. Han siger herefter “okay we go to the station” og begynder at trække mig hen mod en politibil, gav ham otte og cyklede med hjertet oppe i halsen hurtigt væk. Aner ikke om hans skilt var falskt eller om han faktisk var politimand, uanset hvad er jeg glad for at det er slut med at veksle penge på det sorte marked.

Er helt forelsket i byen her, omend varmen er ekstrem når man ikke cykler, to sekunders ståen i solen og man bager. Byen har en fed blanding af afrikansk, arabisk og lidt europæisk stemning. Skal samtidig huske at nyde skylletoiletet, første i lang tid!
Bør næsten nævne at jeg har drukket te med en venlig mand flankeret af hans to koner, “my young wife and my old wife” som han sagde, polygami har bare sin charme (så kom med de kommentarer).
Nå har gjort cowboy-løsningen lidt mere permanent, indtil videre. Derudover tror optimisten i mig (der er ikke nogen pessimist herinde) at jeg godt kan snige mig ind i Ethiopien før mit visums startdato, skal bare se selvsikker ud ved grænsen.

22. Marts
156km fra ørkenlandsby til Khartoum

Vågnede til solopgangen fra teltet og skulle til at hoppe i mine sko og stå op. Jeg kan tåle alverdens kilometer, de langsommeste myndighedsfolk, bagende hede, alverdens fluer der kravler rundt på mig når jeg sidder stille eller danser lykkeligt omkring min bagdel når jeg laver lort, men nogle af de insekter der bor her i ørkenen er sgu ikke lige mig.

Den her enorme satan sad på mine sko. Den fik jeg jaget væk med en vanddunk, tættere gad jeg ikke at komme.
Det tog selvfølgelig lidt lang tid at komme afsted da jeg ikke måtte gå før at jeg havde drukket te med halvdelen af landsbyen. Meget sigende for Sudan var det at da jeg begyndte at pakke teltet sammen stod der på ingen tid tre mennesker og hjalp mig, så det gik ret pludselig tjept.
Kørte meget af dagen i side-modvind, ved ikke om det havde den naturvidenskabelige definition på sandstorm, men for filan det gør nas når man bliver bombarderet med sandkorn.

Helt fantastisk var det dog da en lastbilchauffør, der igår var stoppet for at tjekke om den vanvittige spandex-iklædte hvide mand nu var okay, tilfældigvis kørte forbi igen, stoppede og gav mig et moralsk boost i form af et “only sserty-five kilo to Khartoum”.
Ankommer til Khartoumforstaden (der godt nok har vokset sig større end byen selv) Omdurman (eller Um Durman), der er en fortsættelse af ørkenen bare også lidt lodret, alt er i fifty shades of beige (ja lidt med i Hollywood følger man da) klokken 15. Efter en times cykling gennem den enorme forstad (på Google maps’ satellitbilleder ser det imponerende ud) kom jeg til broen over Den Blå Nil der fører over til Khartoum.

Khartoum er helt fantastisk, grøn, åben, forholdsvis ren og føles af magiske årsager køligere end ørkenen. Er det lidt underligt at lufthavnen ligger midt i centrum, ja, men efter at have tilbragt reelt otte dage i Sahara var det en sand fornøjelse at køre ind i en rigtig by med mennesker over alt, afrikanske businessmen med solbriller og smarte sko, taxachauffører der dytter og folk der forsøger at hoppe på en allerede overfyldt minibus’ tag.
Selvom det måske lyder lidt fesent allerede holder jeg en dags pause her i Khartoum, udover at cyklen skal fikses og jeg skal forsøge at få mit ethiopiske visum til at starte et par dage tidligere, er jeg også lidt træt, har cyklet over 900 kilometer på fem dage.

Ingmar 4, Sahara 3