22. Marts
156km fra ørkenlandsby til Khartoum
Vågnede til solopgangen fra teltet og skulle til at hoppe i mine sko og stå op. Jeg kan tåle alverdens kilometer, de langsommeste myndighedsfolk, bagende hede, alverdens fluer der kravler rundt på mig når jeg sidder stille eller danser lykkeligt omkring min bagdel når jeg laver lort, men nogle af de insekter der bor her i ørkenen er sgu ikke lige mig.
Den her enorme satan sad på mine sko. Den fik jeg jaget væk med en vanddunk, tættere gad jeg ikke at komme.
Det tog selvfølgelig lidt lang tid at komme afsted da jeg ikke måtte gå før at jeg havde drukket te med halvdelen af landsbyen. Meget sigende for Sudan var det at da jeg begyndte at pakke teltet sammen stod der på ingen tid tre mennesker og hjalp mig, så det gik ret pludselig tjept.
Kørte meget af dagen i side-modvind, ved ikke om det havde den naturvidenskabelige definition på sandstorm, men for filan det gør nas når man bliver bombarderet med sandkorn.
Helt fantastisk var det dog da en lastbilchauffør, der igår var stoppet for at tjekke om den vanvittige spandex-iklædte hvide mand nu var okay, tilfældigvis kørte forbi igen, stoppede og gav mig et moralsk boost i form af et “only sserty-five kilo to Khartoum”.
Ankommer til Khartoumforstaden (der godt nok har vokset sig større end byen selv) Omdurman (eller Um Durman), der er en fortsættelse af ørkenen bare også lidt lodret, alt er i fifty shades of beige (ja lidt med i Hollywood følger man da) klokken 15. Efter en times cykling gennem den enorme forstad (på Google maps’ satellitbilleder ser det imponerende ud) kom jeg til broen over Den Blå Nil der fører over til Khartoum.
Khartoum er helt fantastisk, grøn, åben, forholdsvis ren og føles af magiske årsager køligere end ørkenen. Er det lidt underligt at lufthavnen ligger midt i centrum, ja, men efter at have tilbragt reelt otte dage i Sahara var det en sand fornøjelse at køre ind i en rigtig by med mennesker over alt, afrikanske businessmen med solbriller og smarte sko, taxachauffører der dytter og folk der forsøger at hoppe på en allerede overfyldt minibus’ tag.
Selvom det måske lyder lidt fesent allerede holder jeg en dags pause her i Khartoum, udover at cyklen skal fikses og jeg skal forsøge at få mit ethiopiske visum til at starte et par dage tidligere, er jeg også lidt træt, har cyklet over 900 kilometer på fem dage.
Ingmar 4, Sahara 3
København til Capetown 
Du er simpelthen så sej (og morsom), Ingmar. Godt gået !!
Vi nyder dine opdatringer, også her fra Indien 🙂
Kh Dorte (din mors kollega)
LikeLike
Bravo amore. Spero che riesci a farti aggiustare la bici e a farti cambiare il visto – sei superveloce. L’insetto nella foto sembra una supercavalletta – chi sa che non sia una delicatezza
Baci mamma
LikeLike
Hej Sønnike
Jeg synes nu mere det er 10-3 til dig i kampen mod Sahara. Puhha den var uhyggelig den i går/forgårs da du kørte vær fra Nilen. Fy for pokker, den havde jeg ikke overlevet – det er dog god service med de der vandkrukker hver 50 km. Hvem er det der drifter dem – kommer der sådan en vandmand fra kommunen forbi og fylder op eller hvordan er det organiseret ?
Jeg synes, det er imponerende at det stadig kun er 184 sekunder – altså godt og vel 3 minutter på de 1½ måned, du har været afsted, at du har fortrudt – og at ikke en gang de 330 km i ørken uden anden udsigt end til sand og dromedarer med defekter på cykel og lækkende vanddunke har gjort dig urolig.
Du er fantastisk Ingmar – jeg elsker dig virkelig – nu har du nået over 1/3 af turen og jeg synes helt generelt det går hurtigt. Det er sådan lidt stof til eftertanke, at man rent faktisk bare skal bruge 1½ måned til at komme helt ned midt i Afrika. Og jeg er så glad fordi jeg bliver klogere – Du aner ikke hvor meget man lærer om Afrika ved at sidde og kigge på Goggle Maps og Earth – så min geografiske fornemmelse/lærdom om kontinentet er blevet meget større.
Og super Ingmar det er så rart at du er så fri for fordomme – og at du bare giver den gas – og tager åbent mod Afrika i stedet for bare at sætte barrierer op.
Knus Far
LikeLike
Vand er ikke sådan en ressource man tager ejerskab over hernede. Har man en brønd stiller man vandet frem til dem der måtte have brug for det. Ude i ørkenen er det så dem der bor tættest på der kører det derud så rejsende og især nomadefolk har noget at drikke.
LikeLike