4. Juni
125km fra Caledon til Cape Town
(jeg har ikke kunnet finde en passende overskrift)

13940km
120 Dage
100 cykeldage
22 lande
8 kg kropsvægt
1 potentielt dødelig sygdom
2 Punkteringer
4 eger
1 fælg
1 forhjul
2 par underbukser
3 par sokker
1 mobiltelefon
5 headset
8 teleselskaber
3 tandbørster
142 Bananer

image

Første billede taget lidt syd for København, turens første dag

Jeg kunne slet slet ikke sove i nat, sidste nat i den fuldstændigt skøre hverdag der har været min virkelighed de sidste fire måneder.
Jeg kom afsted i en skøn medvind omend det lovede solskin til at starte med var et regnvejr.

image

Herefter blev vejret og turen dog gradvist bedre. Efter et par stigninger, nåede jeg hele turens sidste bjerg, Sir Lowrys Pass, hvorfra det gik nedad i solskin og medvind hele vejen til Cape Town. Pludselig var det meget varmt med mine fødder i plastikposer i cykelsko, forstod ikke hvor dråberne kom fra, det regnede jo ikke, til at jeg måtte indse at det var mine svedige indelukkede fødder der skreg på luft.

image

Jeg har af virkelig mange folk (allesammen hvide selvfølgelig) fået at vide at jeg under ingen omstændigheder måtte cykle ind til Cape Town af N2 motorvejen, da den går gennem alle de uformelle bebyggelser (townships). De ville ikke engang køre ad vejen i bil. Overfald, kidnapninger, røverier og vold generelt skulle foregå på denne lovløse vej hvor ikke engang militæret tør søge hen. I turens ånd var det selvfølgelig den vej jeg helst ville af. Udover at det lignede at jeg cyklede gennem et fængsel, med høje hegn og 30 meters ingenting mellem vejen og bebyggelserne var der ikke andet end flinke vinkende folk langs motorvejen. Det klart farligste var det faktum at det var en svært trafikeret motorvej med mange fra og tilkørsler, og jeg var en lille cyklist i siden.

image

Efterhånden nærmede jeg mig storbyen, alt i mit hoved føltes som en helt normal dag, jeg skulle frem til målet, finde et sted at sove, finde noget at spise, nå at få slappet af.

image

Jeg nåede helt uberørt Kaapstad klokken 15:33, vidste ikke helt hvad turens mål var, men gik efter at ramme havnen. Cyklede lidt forvirret rundt i storbyen der ikke ligner noget jeg har set i Afrika før, det er langt mere europæisk. Efter lidt trafikale problemer nåede jeg ned i havnen.

image

Så stod jeg lidt der og nød  udsigten uden helt at vide hvad jeg skulle føle. Jeg ved ikke helt hvorfor at jeg et eller andet sted forventede at der ville være fyrværkeri eller noget. Jeg stod bare, med travle businessmen, tiggere, turister og måger der passerede og tænkte, det var jo det. Måske var målet ikke målet, turen var målet.

image

Nu har jeg sammet med mine skønne værtsfamilie som jeg gennem en god veninde i Danmark er kommet i kontakt med, spist og drukket en, efter min spinkle og hårdt slidte krop, del alcohol (seks genstande, hvis nogen spørger så 25) det hele føles så uvirkeligt, nu vil jeg forsøge at nyde byen, og se det der skal ses inden jeg flyver til det grå og triste Europa. Jeg kan ikke love at jeg ikke skriver noget herinde igen, men i udgangspunktet er bloggen færdiggjort. Cyklerne til drengene i Kenya bliver købt når drengene får skoleferie, så har de tid til at cykle på dem, ligesom at cyklerne ikke tager fokus fra skolearbejdet, der vil blive sendt billeder rundt af både cykler og knægte.

image

Når jeg sluttede gårsdagens indlæg med et lidt hårde ord er idag selvfølgelig en glædens dag i mit lille hoved. På trods af at ingen har kunnet træde i pedalerne for mig eller har løbet ved siden af mig med en paraply (det havde været fedt) så skylder jeg en masse mennesker et kæmpe tak for hjælpen på turen her: de første er en stor gruppe af mennesker der aldrig ser dette, de er off-the-grid og har hverken strøm eller internet, men har venligt lukket mig ind i deres hjem, kastet mig en appelsin, eller givet mig flinke, sjove og opløftende råb fra vejen. Jeg skylder selvfølgelig et lige så stort tak til de flinke folk der gennem venner, bekendte og internettet har inviteret mig hjem til dem, givet mig gode måltider, varme bade, lange snakke ved middagsbordet og noget at se frem til ude på landevejen. Tak til alle de etiopiske børn der ikke tyrede sten efter mig, til alle vanddråber uden tyfus, myg uden malaria osv. Tak til min cykelhandler, Rolsted på Frederiksberg og især mekaniker Peter, for at have taget mig seriøst da jeg fortalte om mine planer. Stort tak til min Sponsor Backyardfootwear.com for at have bidraget med tøj og midler til min tur og til drengene i Kenya. Tak til alle der har støttet drengene i Kenya.
Til sidst tak alle der har kigget med herinde, alle 53000 klik (skulle lige blære mig) har varmet mere end i tror. Jeg har læst hver og en kommentar flere gange og nydt et hvert input.

Nå nu er jeg færdig med at være selvglad og takke som en eller anden Oscarvinder.

image
En Ingmar i problemer i Tanzania

Som i livet på turen her kan man ikke altid have medvind og jeg håber at folk kan forstå at hver gang jeg har lydt negativ har det været et udtryk for en aktuel mental tilstand, ofte mere mig der var negativ, end kontinentet der behandlede mig skidt. Selvom det lyder som en forfærdelig kliché, så føles medvinden bare lige det federe når man har cyklet fem dage i træk i modvind.

Kontinentets sidste skud (de får mig aldrig ned)

3. Juni
105km fra Struisbaai til Caledon
Intet var selvfølgelig blevet tørt over natten, sko, sokker, tasker, jakke, trøje. Desuden underligt hvor lidt plastikposer i skoene hjalp.
Nye plastikposer og afsted ud i småregnen der dog kort efter blev erstattet af solskin og ingen vind, perfekte forhold.

image

På trods af forholdene gik det stadig meget langsomt, min krop duer stort set ikke længere, min venstre skulder nærmer sig, grundet et minimalt skævt styr tror jeg, gigtlignende tilstande og har gjort ondt ad helvede til de sidste uger, venstre hånd har været ubrugelig siden jeg kom til Afrika, den er for svag til noget som helst arbejde, da jeg skriver med venstre hånd har det skabt mig den del problemer. Vigtigst dog, så kan jeg næsten ikke holde cyklen igang længere, siden Nairobi, Kenya, har jeg cyklet næsten 6000km med i alt to dages pause, mine ben vil bare ikke.

image

Med 30km igen, var jeg helt munter over næsten at være der, inden Afrika for forhåbentlig sidste gang ville have mig til at give op. Kvalmen og ubehaget fra den anden dag kom tilbage og vejret skiftede på få minutter, temperaturen faldt voldsomt, det begyndte at regne helt sindsygt og vestenvinden gik amok. 67km/t eller små 20m/s lige i ansigtet, med absurde mængder vand samtidig. Alt var selvfølgelig, efter lige at være blevet tørt, vådt på få minutter. Regnen gjorde bogstavelig talt ondt i ansigtet så hårdt ramte den. Jeg kunne heller ikke styre cyklen og blev flere gang blæst midt ud på vejbanen (hvor man må køre 120). De sidste 20km blev tilbagelagt med præcis fem kilometer i timen i snit.
Det var virkelig ikke sjovt, en bil stoppede “that, that is just stupid” fortalte ejeren mig. Begge halvfyldte vandflasker blæste af cyklen og ned af en skrænt, (efterladt affald koster punkteringer i fremtiden) men havde på ingen måde overskud til at fange dem.

image
Omend de ligner det, er det ikke gråd, men et forsøg på ikke at få dråber hamret ind i øjnene. Har været meget ærlig med hvornår jeg har grædt, nu er jeg for tæt på til at være trist

Det var virkelig bare ikke sjovt, måske meget passende måde at slutte af på, gerne at ville være færdig.
Imorgen skulle jeg gerne få “tak for kampen”-vejr fra Afrika på de sidste 117 ind til Cape Town.

Et sidste surt opstød. Der var mange folk der kaldte mig lidt tarvelige ting inden jeg tog afsted, jeg håber at det at jeg er nået hertil -ikke skudt, røvet, spist, voldtaget, død, får banket lidt vindermentalitet ind samt lidt fordomme ud i nogle af dem der uden et glimt i øjet kaldte mig sindsyg. Jeg skylder jer et tak, jeg har tænkt meget på jer når hænderne gjorde allermest ondt af kulde, benene skreg af smerte, bagdelen ligeså, og cyklet endnu mere til. Jeg bryder mig virkelig ikke om at folk på forhånd skal vurdere hvad jeg evner at gøre, er der noget jeg ikke dur til vil jeg helst finde ud af det selv.

AGULHAS! den halve målstreg

2. Juni
119km fra Swellendam til Cape Agulhas (L’Agulhas) tilbage til Struisbaai
Imorges var et klassisk tilfælde af “men du lovede jo!!!” vejrudsigten løj, desværre, det væltede ned. Ventede en time men det ændrede sig ikke, plastikposer i skoene, pandebåndet (som ikke har været brugt siden Europa) på og så vandmæssig kamikaze ud i regnen.

image

Heldigvis var det ikke så koldt, og vinden var ok, men det regnede fuldstændig vanvittigt hele dagen. Det blev nærmest helt komisk på et tidspunkt, alt tøj var alligevel gennemblødt, regnjakke og flecetrøje føltes som at gå med en ringbrynje (uden egentlig at vide hvordan det føles).

image
Nej det er ikke lyngbyvejen

Klokken 15:35 nåede jeg så turens geografiske mål, stedet hvor vejen slutter, “die mees suidelike punkt van Afrika”. Helt gennemblødt. Samtidig også første gang jeg ser det Indiske Ocean.

image

Efter at have tilbragt lidt tid nede i regnen og vinden cyklede jeg de små ni kilometer tilbage til byen Struisbaai, første gang jeg på hele turen har vendt om.

image
Det havde jo ikke været mig, hvis ikke mine balder kom online på et eller andet tidspunkt

Jeg ved slet ikke hvordan jeg bør have det, jeg er selvfølgelig vildt glad, men det føles meget uvirkeligt.
Jeg har været vildt meget i live, jeg har været vildt syg, jeg har været virkelig fattig, jeg har virkelig rig, jeg har haft det hårdt, jeg har haft det skønt, jeg har haft forfærdeligt ondt i bagdelen, jeg -well, der er vidst ikke nogen modsætning der- … Det jeg allermest har været, lykkelig, kan jeg forhåbentlig tage med mig op nordpå når jeg om ikke så længe flyver hjem.
Eventyret nærmer sig sin slutning, vejret er forhåbentlig med os de sidste dage op til Cape Town.

Afravejr

1. Juni
49km fra Barrydale til Swellendam
Vågnede og havde det egentlig væsentligt bedre end igår, omend appetitten fortsat er helt fraværende. Idag skulle ifølge vejrudsigterne være koldfrontens værste dag. Jeg havde allerede mistet følelsen i fingrene inden jeg kom afsted da jeg stod i regnen og rettede baghjulet op.

image

Det er fortsat et helt fantastisk flot landskab vi kører igennem, omend toppen af bjergene var skåret væk af skyerne. Men med syv grader og regn som makstemperatur var det ikke ret sjovt med mine cykelshorts og uden handsker.

image

Da jeg efter små halvtreds kilometer stoppede i en tank i byen her for at få varmen i fingrene blev jeg fortalt at der absolut ingenting var de kommende 70km sydpå, helt gennemblødt, kold og afkræftet tog jeg den kedelige beslutning at stoppe her.

image

Byens eneste vinteråbne gæstehus har eget køkken på værelset. Passende har jeg kunnet tømme det kilotunge madlager jeg har kørt rundt med siden Cairo, det er alligevel urealistisk at sidde og fyre op for trangiasættet i regnen de kommende dage. Det blev de måske mest internationale måltider i mit liv. Til frokost, pakistansk producerede hurtignudler købt i Cairo. Til aftensmad, Soyastykker fra Malawi, salt nogle flinke folk gav mig i Sudan, tomatpuré fra Italien købt i Ethiopien og Spaghetti købt i en kiosk for fem minutter siden her i Sydafrika, på forsiden står der Toscana, på bagsiden står der ‘made in Lithuania’.

En kort, kold og bjergrig dag på cyklen, ikke turens korteste, koldeste eller bjergrigeste dog:

Korteste dag: 35km Nairobi til Athi River, Kenya
Længste dag: 239km fra Soroppa til Moyale, Etiopien

Koldeste temperatur: -14 grader, Plockenpass, Østrig/Italien
Varmeste temperatur: 47 grader, sydlige Sudan

Laveste punkt: 0,5m, Gedser og Rostock
Højeste Punkt: 3114m, nord for Finche, Etiopien

Ingen af ovenstående ekstremer bliver formentlig overgået morgen når vi forhåbentlig når turens geografiske mål, Cape Agulhas.

Ikke nu, please

31. Maj
126km fra Calitzdorp til Barrydale
Det må bare ikke gå galt nu. Regnen kulden, bjergene og vinden kom idag som forventet. Min krop er bare gået stykker, den kan ikke mere. Dagen igennem har jeg haft det ad helvedes til, maveproblemer, kvalme og bare været ualmindeligt svag.

image

Dagen lagde ud med en modbydelig stigning og herfra kunne jeg bare ikke mere. Regnen var ikke det værste, men kulden er ikke sjov. Vinden er selvfølgelig forfærdelig. Det gik så skide langsomt jeg var ved at falde om hele dagen.

image

Op og ned, op og ned hele dagen. Kørte i laveste gear, otte kilometer i timen ned ad bakke og kunne ikke træde hårdere. På stigningerne kunne jeg knapt køre stærkt nok til at holde balancen. Det har virkelig været ulideligt.

image

Det blev selvfølgelig igen mørkt inden jeg nåede frem på trods af den korte distance. Med et par kilometer igen passerede en bil mig, to minutter senere kom den tilbage, de flinke kører havde set mig og sagde at sådan kunne jeg ikke fortsætte, jeg ville aldrig nå frem. Overvejde kraftigt deres tilbud om at hoppe ind i deres bil, men det havde jeg fortrudt for evigt.
Victorias baghjul er begyndt at ekse helt vildt igen efter uhelder med sodavandsflasken for et par dage siden.

Folk der har set min statistikside må kunne regne ud hvad malet er, selvom der virker lidt umuligt hvis jeg ikke får det bedre.

in South Africa

31. Maj
160km fra farm til Calitzdorp
b
Inden jeg kørte blev jeg bedt om at skrive en hilsen i familiens gæstebog, det lader til at man lægger lidt ære i at huse folk. På vejen ud, med tasken fuld af tørret vildt-kød fra eksotiske nyskudte dyr, lagde jeg mærke til at der ved indkørslen var et “No fuel” skilt, jeg er angiveligt ikke den første person der er kommet i klemme på den lange øde strækning.
Kørte i sidevinden fra vest hele formiddagen, et tegn på modvind senere. Da jeg nåede enden af den lange snorlige vej ved foden af ‘Swarteberg’ var jeg bange for at jeg skulle køre flere tusinde meter op i luften, bjergene stod som en mur foran mig.

image

Vejen der sniger sig ind gennem kløften var noget af det vildeste jeg har oplevet indtil videre. Jeg var ved at vælte af Victoria af ren eufori over at cykle med  kilometerhøje lodrette klippevægge på begge sider af vejen.

image

Da jeg kom ud på den anden side stod den på modvind de sidste 90km, jeg cyklede hele dagen stort set uden at stoppe og imponerende nok uden at forbande vinden højlydt, et af Afrikas sidste desperate forsøg på at stoppe mig og Victoria.

image

Solen nåede selvfølgelig at gå ned inden vi var fremme, det har været en meget meget lang dag. Jeg kunne kkke undgå at blive lidt rørt det sidste af turen, et eller andet sted oppe i den følsomme del af min hjerne er man ved at være bevidst om at vi nærmer os, det skulle fejres med lidt våde øjne.

image

Mens jeg gik fra det lille hostel op til byen for at købe ind, var der et røveri i hostelet. Den eneste ansatte blev forsøgt voldtaget, da jeg kommer tilbage er der politi og ejeren står og forsøger at trøste sin ansatte. Da jeg nu engang var eneste gæst blev jeg tilbudt at få pengene tilbage og finde et nyt sted, men valgte at blive her. Jeg blev mindet om at låse alle døre og ikke åbne for nogen, da den ansatte fik fri, og ejeren tog hjem var jeg nemlig alene på stedet. De havde ikke rørt Victoria. “it happens all the time in South Africa” fortalte ejeren mig.

Vind vind vinter på vej

29. Maj
147km fra Three Sisters til farm midt i ingenting (mellem Beaufort West og Klaarstroom)
Nåede kun hundrede meter af dagens tur inden, min to-liters discountsodavand væltede fra bagagebæreren ned i baghjulet og eksploderede. Det har givet min højre cykelsko et helt nyt shiny liv, omend sodavand overalt på Victoria er mindre lækkert.

image

Havde en modbydelig sidevind de første 70km til byen Beaufort West, sidevinden fra nord talte til “gogo”- genet i mig, da jeg vidste at jeg skulle sydpå. Jeg besluttede derfor dumdristigt at passere Beaufort og begive mig ud i de 130km øde Karoo. Ved 460km til Cape Town skiltet drejede jeg sydpå mod kysten.

image

Nåede ti kilometer ad vejen før jeg virkelig fortrød, klokken var allerede 13:30 jeg havde 120km igen, og på en magisk måde havde jeg pludselig 10 sekundmeter modvind. Kunne knapt få cyklen til at bevæge sig. Modsat tidligere på mit eventyr hvor jeg ville være blevet virkelig nervøs, er det som om jeg også er blevet lidt mæt på farer, jeg orkede ikke forholde mig til det så cyklede langsomt videre. Begyndte at overveje hvordan jeg på den kæmpe slette ville kunne finde et sted med læ for vinden, hvor jeg ville kunne slå teltet op.

image
Måske den vildeste snorlige vej i verden, godt at jeg tilfældigvis kiggede bagud efter en lastbil, ellers havde jeg aldrig set udsigten

Det var lidt af en befrielse da jeg så en farm, cyklede ad de lille grusvej derind og bankede på døren. De havde selvfølgelig et værelse klar til mig. Jeg blev selvfølgelig budt på øl, mens vi grillede helt friskt kød. Tvivler på man sådan kan banke på døren i Danmark, uden dog at have prøvet det. Det lader til at det bliver rigtig vinter her om nogle dage, det skal nok blive koldt og vådt, det lader til at turen skal slutte som den startede.