27. Marts
105km fra landsby til Metema
Efter desperat at have banket et par hundrede sesamspisende smådyr væk fra mit tørrehængende tøj og mit telt, og drukket den obligatoriske te med min vært kørte jeg ud på 105 af de mest nervepirrende kilometer på turen. Hvad der skulle ske ved grænsen, hvis komme bjergene i horisonten vidnede om, anede jeg ikke.
På vejen blev jeg stoppet af tre unge gutter fra Sudans overklasse der kom kørende i en ny lækker bil og ville have et billede med mig, gad vide hvad de mon laver 500km fra deres hjem i Khartoum faretruende tæt på et land hvor alkohol er lovligt?

Turen idag var den geografisk og også reelt varmeste jeg bør komme ud for, et godt tegn på dette er når telefonen (der også er mit kamera på turen her) bare siger “temperaturen i enheden stiger, alle programmer lukkes omgående”, nånå.
Hernede i det sydligste Sudan er det også tydeligt at de af de “rigtige” lokale er ægte Stammefolk man ser mange stå under deres stråhalvtag og arbejde med stenredskaber.

Efterhånden som jeg kom lidt op i højden blev det en smule køligere og jeg så for første gang siden Aswan skyer,  det var helt fantastisk.
Nå ankommer til grænsen og blev udsat for noget jeg har oplevet en del gange i Sudan nemlig racisme mod sorte mennesker, som hvid fik jeg lov at springe en 40 mennesker lang kø over, kvinden der var igang med at blive behandlet blev sågar tilsidesat. Security, customs og immigration senere havde jeg fået mit sudanensiske exit-stempel, så vidt så godt.
Gik herefter over broen der udgør grænsen mellem de to lande, blev straks dybt forarget og blufærdig da jeg til min skræk ser unge piger uden slør og med stramme bluser der afslører alle kroppens former, hvad siger jeres forældre dog ikke? tænkte jeg. Slut med islams trygge rammer. Om man kan lide religionen eller ej, så må man konstatere at den sætter nogle faste rammer for hvordan man behandler gæster og en rettroende vil derfor uden at tøve give dig sit brød om det så er hans eneste eje hvis han ser dig sulten.

Nå på den spændende side af grænsen lægger man ud med et ebolacheck (helt ude i hampen vi er 2000km fra Sierra Leone).
Jeg havde som en familiefar på casino givet mig selv et maks på 50 dollar for at hjælpe grænsefolkene til at “læse” 27. marts og ikke 01. april.
Til at starte med troede jeg sgu at den ville gå uden problemer, sad selvsikkert mens mit pas blev inspiceret. “you have visa-mistake” sagde herren i skuret der udgjorde det for paskontrollen, pispis. Spurgte om der var noget som helst jeg kunne gøre for at rette fejlen og sneg min pung frem, men blev med iskold professionalisme ignoreret, respekt. Nå de kan ikke hjælpe mig før deres indenrigsministeriet åbner mandag. Det gode ved at jeg havde sikret mig mit exit-stempel er at de ikke kan sende mig tilbage til Sudan, de beholder derfor mit pas og har bedt mig blive på hotellet her i byen. Etiopien ser straks mere fattigt ud end Sudan, mere blik, mindre ler og stort set ikke strøm nogen steder.

For at gøre en besværlig dag rigtig besværlig så kom bagdelen af min fod i klemme mellem hotelværelsets blikdørs skarpe kant og jorden og skar en kæmpe bid af huden på min akilleshæl af. Det blødte en masse og jeg var fornuftig at gå til et apotek. Her blev det dog lidt for Afrika selv til min smag: sidder på jordgulvet med foden hvilende på en spand, mens en mand med lommelygten under armen sidder og skærer den store hudflap af med et barberblad, nå men han sprøjtende noget desinficerende stads på. For at det ikke skal blive for makabert slutter jeg med noget morsomt, mens jeg skriver dette sidder jeg og bløder i hotellets reception, spørger om de har noget at tørre op med, men det er åbenbart myrernes opgave.

Etiopien…