24. Marts
189km fra Khartoum til Wad Madani
Dagen i dag har i høj grad været præget af at jeg har cyklet på hovedvejen mellem Khartoum og Sudans tredjestørste by (hvis ikke man regner Khartoums forstæder som selvstændige byer). Der har været mange biler, lastbiler, busser, trehjulede banditter og æselvogne hele dagen. Allerede efter små 30  kilometer var jeg vidne til, og på sin vis involveret i, et trafikuheld.
Cykler så langt ude i siden af den ret smalle vej jeg kan da jeg hører et enormt brag efterfulgt af to endnu højere brag. Lastbilen bag mig var begyndt at bremse for at undgå at køre ind i mig (hvilket jeg jo er taknemmelig for) lastbilen bag den, var så kørt ind i den. I den proces gav hele forreste ophæng på lastbilen op, første brag, og begge hjul eksploderede, de to følgende.

Følte mig som et kæmpe røvhul da jeg tog billedet, den tydeligvis desperate chauffør havde lige mistet sit indtægtsgrundlag.
Trillede stille og roligt videre sydpå, vejen var hver 20km bare en kæmpe markedsplads hvor alt fra bildele til Coca cola blev solgt ivrigt. Det er altid lidt svært når jeg stopper for at købe noget i siden af vejen da jeg helt klart er ret upassende grundet min påklædning (forhåbentlig (eller det håber jeg jo ikke) morer de gode nubiere sig dog lidt over størrelsen på bulen i cykelbukserne).

Det er svært at undgå at føle sig som ham narren der træder ind i baren og er venner med alle når man kører og bliver hilst på, budt velkommen, vinket til og inviteret på te af alle i siden af vejen. Jeg vinker ivrigt tilbage og svarer “hello, thank you, aleikum Salam, Ingmar what is your name? to -destinationen for dagen-, I’m fine thanks how are you?”, men hvor ville jeg dog hade mig selv hvis jeg kiggede på.

Må ærligt indrømme at det ikke var den mest spændende cykling idag og grundet trafikken turde jeg ikke køre med musik i ørene, så yndede at lege min yndlings leg på cyklen: at huske alle stederne jeg har sovet siden starten af denne tur, 39 forskellige på 47 dage hvis man tæller min egen seng med, sheisse.