25. April
108km
Først bliver jeg lige nødt til, for de kilometermæssigt skuffede, at nævne at jeg siden det sydlige Etiopien helt forventeligt har haft modvind hver dag. Sydøst passaten der hæmmer mig nu er til at stole på i lige så høj grad som dens nordøstlige fætter var det oppe i ørkenen. Forhåbentlig er jeg dog meget snart ude af vindbæltet.

Kom meget tidligt afsted fra det hotel/diskotek/bordel jeg boede på (der lå en fulderik og sov på gulvet i receptionen da jeg gik og fik ikke meget søvn for dårlig amerikansk popmusik live-performet af en ikke engelsktalende tanzanianer) for at nå at se Kilimanjaro inden skyerne kommer.
Når man som jeg  tænder helt sindsygt på synet af bjerge, bliver man bare lykkelig af at kigge på den enorme sneklædte krabat.
Klokken 9:30 er det dog slut, bjerget indhylles i skyer og forsvinder helt.

Det var som om at både mine ben og mit humør var afhængige af Kilimanjaro og jeg var helt flad stort set resten af dagens knapt så lange cykeltur. Jeg ved ikke om det skyldes at jeg mangler vitaminer, modvind eller om det er pausedagene der har gjort mere skade end gavn, men jeg har aldrig været så øm i benene som efter dagens blot 108km. Det store højdepunkt på dagen var dog da jeg for første gang på turen så zebraer, en hel masse der stod og græssede.
Idag var desuden dagen hvor jeg rundede turens hidtil største milepæl, 100 Bananer.

Den korte tur og tidlige ankomst betød at jeg havde tid til at hæve penge og købe et simkort, for 25000 tanzanianske skilling (85kr.) får man ubegrænset data i en måned, det er sgu billigt. Jeg bor med en vældig flink dansk herres (der desværre er i Nairobi her i weekenden) roommates i et hus her i Tanzanias tredjestørste by ved foden af Kilimanjaros væsentligt stejlere lillebror Mt. Meru.

24. April
139km fra Athi River til Namanga
Jeg kom imorges lidt sent afsted da nogle drenge lige skulle køre lidt på Victoria her til morgen og fordi at det var smadder hyggeligt.

Efter at have sagt farvel var det afsted med en underlig skyldfølelse i maven. Kan kun sige: respekt.

Nå trillede med de pausevante ben sydpå klokken 11. Dagens første lange stræk var forholdsvis begivenhedsløst, hvilket efterlader plads til at komme med en opfordring. Helt fra Sudan har jeg lagt mærke til hvordan drenge i alle lande går og holder i hånd, i alle landende er homoseksualitet ulovligt og det er derfor ikke årsagen. Det er som en Sudanesisk mand forklarede mig bare et tegn på at man stoler på hinanden og er gode venner, hvorfor holder vi ikke i hånd i Danmark, det ser altså hyggeligt ud?

Det meste af dagen har jeg kunne se foden af det sky dækkede smukke bjerg jeg længe har ventet på at se. Sidst på eftermiddagen klarede det dog op og en af verdens lettest genkendelige bjergtoppe dukkede op i horisonten.

Det kunne holde mig i højt humør at køre og kigge på den enorme kolods hele vejen til den tanzanianske grænse. Efter en uforklarligt lang kø på begge sider, fik jeg med samme lethed som ved den kenyanske grænse forladt Kenya og købt et visum til Tanzania. Helt stolt over at have ramt mængden af penge til Kenya perfekt, trådte jeg kontantløs ind i det nye land i mørket. Fandt dog ud af at byens hæveautomat var i stykker og jeg måtte bruge nogle af mine meget dyrebare visum-dollars på at købe mig noget valuta.
Imorgen kommer jeg endnu tættere på Kilimanjaro, yiha.

23. April
35km fra Nairobi til Athi River

Min anden ‘day-off’ i Nairobi, lagde ud med at jeg efter lidt indkøb cyklede 30km ned gennem Nairobis stillestående morgentrafik til byen Athi-River syd for Nairobi. Efter lidt forvirring omkring adressen fandt jeg endelig frem til Jia Courage Children’s Center.
Den 28 årige svenske Julia driver i fælleskab med den kinesiske Grace, der stiftede stedet (og nu er rejst hjem), 100% et lille hjem for gadedrenge.

Hvis nogen finder min tur inspirerende så har de ikke hørt om folk som Julia. Ved hjælp af donationer fra Sverige står hun alene for leje af hus, indkøb og madlavning, opdragelse, at være mor, rengøring og lektiehjælp til de 24 drenge i alderen 11 til 20 år der bor i huset. Ingen anden motivation end ønsket om at hjælpe.
Vi havde en smadder hyggelig navnerunde hvor hobbyerne “eating and football” især gik igen blandt drengene.

Det var dybt imponerende at møde Julia og en kæmpe fornøjelse at tilbringe dagen sammen med de unge knægte. De får på grund af folk der faktisk hjælper, og ikke bare cykler og observerer, en uendeligt gang større chance for at få noget ud af deres tilværelse end hvis de stadig boede på gaden med fristeleser som lim og alcohol.
Deres dansen, fodboldspillen og generelle glæde kunne vi sgu lære meget af i det kolde nord.

22. April
Når et land efterhånden bliver udviklet og begynder at ligne vesten som Kenya i meget høj grad gør det, så tager det også nogle af de forfærdeligheder det medfører med sig. Kriminalitet. Hvor Sudan og Etiopien er nogle af de sikreste lande i verden at befinde sig i, er det noget andet her i Kenya. I Addis Ababa kunne jeg stille Victoria ulåst fra mig i flere timer, komme tilbage og se hende stå urørt (hun ventede otte timer foran immigration office). I Sudan det samme. Her i Nairobi kan jeg derfor desværre ikke komme rundt på cykel, hvilket gør mig meget umobil (imobil, er det overhovedet et ord?).
Mine fantastisk flinke danske værter droppede mig af ved The Nairobi Hospital, et rigtig lækkert hospital, hvor jeg efter at have betalt en pæn portion penge blev testet for de samme sygdomme som i det lidt mindre professionelt udseende laboratorium i Marsabit. Jeg er rask når jeg er færdig med min antibiotikakur.

Tog to minibusser, en kunst jeg har store evner udi, ind til byen. Det kræver sin mand, minibusserne har ikke noget ruteskilt eller stoppested, men kører typisk altid ligeud, og stopper hvor nogen vil på eller af, kan man nogenlunde regne ud hvor man vil hen, så er det bare at hoppe på en minibus i den retning så går det nok. Købte idet store shoppingcenter en ny cykelkæde, mens butikkens indiske ejer i store vendinger fyrede sin chauffør. Spiste mig mæt 3 gange ved diverse gadekøkkener, inden jeg endelig fik besøgr en frisør. Blev dog i sidste øjeblik forælsket i mit skæg og bad ham om kun at trimme det i stedet for at barbere mig.

Tog herefter i bedste sightseeing stil op på toppen af en af byens højeste bygninger, heldigvis er det her Afrika, man må selv finde toppen ad diverse små vindeltrapper og deroppe er man ikke fanget indenfor eller i et metalbur, kravler man udover det lave hegn, jamen så er man sgu for dum.

21. April
125km fra Karatina til Nairobi
Glemte igår at nævne at min nye tyske ven gav mig et USB stik med en hulens masse musik, samt en lille adapter til at stoppe det i min telefon, hans rejse var næsten slut som han sagde, så han skulle ikke bruge det mere. Det var fandme venligt, jeg kan forhåbentlig nåt jeg har kopieret al musikken over, hjælpe en rejsende i nød på et senere tidspunkt.
Det regnede hele morgenen i Kenyas i forvejen grønneste og fugtigste område, ren regnskov.

Det har igen idag været en lidt underlig dag, har på det sidste følt mig meget fraværende, og idag var hjernen slukket totalt. Måske skyldtes det den fuldkommen vanvittige trafik på den smalle hovedvej, lå så langt ude til venstre jeg kunne og det føltes som om jeg skulle køres ned af hver eneste lastbil.
Det var en kæmpe befrielse da vejen endelig skiftede fra en til to baner (den var seks da jeg nåede Nairobi) og blev til motorvej, farten og kørestilen er den samme, men nu var der mere plads, nogen gange sågar et nødspor.

Endelig kom jeg efter en helt mentalt tom dag til millionbyen. Nåede dog ikke ind i centrum, men kørte gennem ambassadekvarteret, der kunne være Hellerup, og bor hos en dejlig, gæstfri dansk familie der arbejder i FN. Efter min hidtidige kenyanske sygdomstur var det virkelig skønt.

Så får jeg forhåbentlig ordnet alt der skal ordnes imorgen.

20. April
147km fra Isiolo til Karatina
Mens jeg idag sad og spiste morgenmad, udnyttede jeg Kenyas enormt hurtige telefonnet (ikke ironisk det er imponerende, Isiolo har med garanti bedre dækning end Herning) til at læse nyheder, jeg var tæt på at begynde at græde da jeg læste om de 700 omkomne i Middelhavet, det samme skete da jeg læste om tragedien i Garissa og flystyrtet i alperne, jeg ved ikke hvad der sker, finder det selv ret fesent. Nå nok om de tyndslidte dele af min psyke. Det har været en af de underligste dage på hele turen. Dagens enorme antiklimaks var at vi missede ækvator, nogen havde fjernet skiltet, æv.

Fra første meter gik det opad, fra Isiolo 1000m vidste jeg at den ville gå yderligere 1500m op af det ikoniske bjerg, Mt. Kenya.
Hvor jeg har været helt og aldeles, virkelig, alene på vejen siden jeg nåede det sydlige Etiopien, har der fra imorges bare været meget trafik, det lader til at Isiolo er det nordligste ‘civiliserede’ Kenya.
Efter ca ti kilometers klatring blev jeg stoppet af en frisk ung tysk fyr på motorcykel. Efter at have stået og snakket lidt besluttede han at køre med mig for idag (koloniseringens mestre det tyske folk, de eneste jeg møder på min rejse).

Jonathan har efter det meste af et år på rejse i hele verden købt en motorcykel i Dar es Salaam og kørt rundt i Tanzania og Kenya, han viste sig desuden at være en ivrig mountainbiker i Tyskland. Han kørte tålmodigt med de 8-10 i timen jeg kunne holde op ad Mt. Kenya ved siden af mig, fantastisk fyr.
Vi stoppede for kaffe og vand-køb i byen Nanyuki. Byen havde et gigantisk supermarked, i vestlig stil, noget jeg slet ikke har set på kontinetet endnu, hvad der var endnu mere forunderligt var andelen af hvide mennesker derinde. At sidde med en tysker foran et bilka-style supermarked og drikke kaffe mens store biler med hvide tykke mennesker kører forbi var virkelig en absurd følelse. Det viser sig at byen er hjemsted for en engelsk militærbase.

Vi cyklede frem til en lille by, hotellet var for dyrt. Herfra blev der virkelig mærkeligt, fire bygninger med påmalet “Hotel” på væggen havde ansatte der hårnakket påstod de ikke var det inden i. Vi endte med at køre til efter solnedgang på den super trafikerede hovedvej til Nairobi.
Imorgen skilles vores veje da han skal nordpå igen og derefter ned til Tanzania og sælge motorcyklen igen.
Dagen har føltes som en ferie fra den øvrige tur.

19. April
161km fra Laisamis til Isiolo
Dagens første 30km var også turens sidste på elendige Road From Hell, jeg har ikke brugt nok linjer på at beskrive dens helvede, men det behøves vel ikke, den er forfærdelig, er dog fri af den og er ikke blevet overfaldet af bevæbnede banditter så alt er godt.

Oplevede idag for anden gang på turen, første gang var i Etiopien, at en mand med en AK47 i hånden tigger vand af mig, det er sgu pudsigt, han truede på ingen måde med våbenet, bare underligt alligevel, lod som om at jeg ikke forstod.
Har for snart nogle uger siden glemt at nævne at jeg passeret selveste solen, og har den altså i ryggen, hvilket medfører en meget meget rød nakke, er til gengæld fri for at få sol i øjnene.

Landet her er fantastisk smukt, et helt fladt savannehav af buske med grønklædte bjerge der stikker op over det hele. Samtidig har jeg cyklet langs nationalparker hele dagen og set et elefanter på vejbanen skilt, uden dog at se nogle elefanter, eller andre vilde dyr for den sags skyld. Benene til gengæld de gider ikke meget, det har været mange benmæssige kriser hele dagen. Det smitter kraftigt af på hovedet og viljen, dagen har været så ufatteligt øde, jeg savner sådan min musik. Jeg må ærligt indrømme at jeg flere gange idag tænkte ‘jeg gider det virkelig ikke’ om hele turen, hvilket er synd der er meget at nyde her i Kenya.
Det er dog hyggeligt når man, skete kun tre gange i løbet af hele dagen, kører igennem en lille by, byerne ligner kulisser fra westernfilm, høje flot malede facader med helt ramponerede små bygninger bagved.

Da jeg havde der værst og bagte i solen, åbende himlen sig på fantastisk maner og det vildeste regnvejr jeg til dato har oplevet blev kastet ned i hovedet på mig.

Nu er jeg så nået til den relativt store by Isiolo der ligger ved foden af mt. Kenya, som jeg desværre på grund af regn of skyer ikke kunne se. Imorgen går turen op af siden på det enorme bjerg og byder desuden på endnu et af turens store højdepunkter, jeg skal over en streg.

18. April
96km fra Marsabit til Laisamis
Ja, del 1 kom jo desværre bare aldrig i ‘trykken’.
Heldigvis regnede det ikke, så jeg drog afsted i tågen på den fugtige jordvej. Uden for byen lå et militær checkpoint hvor jeg fik at vide at vejen, der er kendt for banditter og stammeopgør, var sikker. Til gengæld levede jordvejen herfra op til tilnavnet, for satan. Uforskammet over for alverdens veje at kalde dette for vej. Fuldkommen ujævn og rillet jord, tilsat klippestykker og sten. Både jeg og Victoria bliver rystet som var der jordskælv. Det er dog i frustrationen over vejen at jeg skal minde mig selv om at vejen lå her længe før jeg valgte at cykle på den, så hvis nogen er skyld i et ømt mellemkød er det mig selv og ikke den.

Udover den blandede skare af kenyanere og kinesere der bygger den nye vej, bor der kun ‘ægte’ stammefolk langs vejen. De bor i små hytter der ligner igluer af halm, nogen gange med plastiksække til at beskytte mod regnen. De er fantastiske at se som de går rundt med spøjs hoved, hals, øre og øvrig beklædning, mændende samtidig med enten deres spyd, machete eller AK47 i hånden.

Det er som at cykle i tropezoo, ekstremt fugtigt og varmt (lugten rammer også meget godt), man kan næsten drikke luften. Både medicinen, min sygdom og vejens tilstand (der var dog ca. 30km asfalt midt på dagen) gør at at det ikke går helt så hurtigt som ønsket, men jeg må være glad for at jeg egentlig har det ret godt. De to problemer i mave og tarm skulle gerne være fikset med en enkelt enorm dose antibiotika jeg tog igår, tyfus har jeg fået en uges piller imod, omend jeg fra alle sider hører at man skal tage piller i to uger, ikke videre betryggende.

Måtte desværre konstatere at der er gået hul i limen til mit sudanesiske lappegrej der opholder sig i en plastikpose i den taske min ‘hurtige’ mad befinder sig, brød, kiks og bananer smager alt sammen af lim, øv.
Nu er jeg i den lille hyggelige by Laisamis, bor på byens bedste hotel, stadig som de andre steder med et fælles hul. Derudover stormer hotellets geder rundt og larmer, det er meget sjovt. Samtidig består byen af lige dele folk der går klædt som jeg selv og stammefolk i bare maver med kæmpe huller i ørene og spøjse halsting.

16. og 17. April
Denne opdatering bliver ikke helt kronologisk, jeg kan starte med at sige at jeg fortsat er i Marsabit. Imorges gjorde jeg det jeg nok bør have gjort igår, nemlig at besøge byens laboratorium, en af de få bygninger i Marsabit (sammen med hoteller her) der ikke er i blik. To blodprøver og en på få sekunder leveret prøve af min afføring (toilet var der godt nok ikke, så det var endnu en gang på hullet) senere viste det sig at to af tre prøver var positive. Jeg har Tyfus (jo jeg er vaccineret), derudover en infektion i maven samt parasitter i tarmsystemet. På mange måder gør det mig glad at vide hvad jeg fejler, da det på en måde i mit underlige hoved berettiger de to dage jeg ikke har cyklet, desuden imponerende at jeg formåede at køre 75 den anden dag.

Asfalten der i 200km erstattede Road From Hell slutter fem km uden for byen og RFH består af ren jord her, da det har regnet ufatteligt meget er hele byen blevet til et stort mudderhelvede. På mange måder er det som at rende rundt på Roskilde festival på en dansk sommerdag at være i byen, man skvatter rundt. Hvis ikke vejen tører inden imorgen hvor jeg tager afsted bliver det en krig at køre i.
Tiden uden telefon eller andet at tage mig til et gået med at læse to afrikanske bøger og at besøge byens skiltemaler (intet er print i Afrika, på mange måder charmerende) der har malet lidt på Victoria som cyklen i regnen i Etiopien, inspireret af luftballonen i den lydbog jeg nu ikke længere kan høre, blev døbt for fem dage siden.

Jeg gav en mand fra hotellet 38000 kenyanske skilling som han med den kenyanske pengetransferservise m-pesa (alle butikker tilbyder det: sko og m-pesa, slagter og m-pesa, busbilletter og m-pesa) sendte til en kontakt i Nairobi der købte en lidt ældre udgave af min tidligere telefon og sendte den hertil med bus. Var lidt nervøs for om jeg skulle stole på to helt fremmede med så mange af mine penge, men det var ikke noget problem.
Jeg må tilføje at det kulturelt er hundrede gange lettere at være i Kenya end Etiopien. Hvor jeg ikke kunne kommunikere med nogen i Etiopien snakker alle Engelsk i Kenya og mange godt. Hvor folk efter at have svaret på et spørgsmål i Etiopien ville have penge for deres tjeneste, kommer komplet fremmede hen til mig og spørger om jeg har fået det bedre her i Kenya (hvorfra de ved at jeg er syg aner jeg ikke) og om de kan hjælpe med noget og følger mig hvorhen jeg har behov for. Eneste problem er at jeg er ved at blive kørt ned konstant, det er umuligt at vænne sig til venstrekørsel.

Igår morges tog jeg på politistationen for at melde min telefon stjålet, men fik det pudsige svar at jeg var “mzungu så jeg kunne bare få dollars sendt hjemmefra og købe en ny, så hvad var problemet?”. Et eller andet sted har de jo ret, det er ikke jordens økonomiske undergang for mig (næsten), men det virkede nu uprofessionelt alligevel. Endte med at få et stykke afrevet papir der var bevis for anmeldelsen.
Foruden telefonkøb har det været nogle ufatteligt dyre dage her i Marsabit, jeg har boet dyrt og jeg har ikke spist andre steder end hotellets dyre restaurant da jeg føler mig sikker på dens hygiejniske kvalitet. De næste par dage vil jeg fortsat stræbe efter hoteller med toilet, da min mave skal være på toppen før jeg kan gå tilbage til den helt primitive og billige livsstil jeg ellers har praktiseret.

Det er efter de seneste dage tid til at erkende at jeg hverken rejser for at tage billeder, skrive hjemmeside, være på Facebook eller tjekke nyheder, men for at cykle til Cape Town for min egen skyld. Jeg er kommet videre. Omend det er ærgerligt at miste seks års musiksamling, hvad jeg skal tage mig til når jeg kører de øde kilometer nu, må jeg finde ud af.

Fra sidste update til Marsabit Kenya

Havde nogle helt vilde dage frem til graensen, hvor jeg bl.a. sov i mit telt i en lille by blandt aesler og hoens med saa mange mennesker der stod og kiggede at det var helt skoert. Og dagen efter hvor jeg paa grund af larmen fra paaskefejringerne tog afsted allerede klokken 04 om morgenen og foerst var fremme ved graensen klokken 20:30 efter 239km, de sidste tredive kilometer betalte jeg en fyr paa motorcykel for at koere ved siden af mig for at agere lys da min egen lygte var gaet ud.

Efter graensen begyndte den saakalte road from hell, kendt for sin daarlige belaegning, hvor jeg havde min foerste punktering og et styrt. Samme aften spiste jeg noget aabenbart daarligt koed og fik voldsom diarre. Tilbragte 36 timer i byen Turbi, en by selvfoelgelig uden toiletter eller rindende vand. Sked konstant uden at kunne styre det, alle mine underbukser blev fuldstaendigt oedelagt inden jeg begyndte bare at gaa noegen rundt. Det nyttede ikke meget at tage spandbade da jeg ikke naede laengere end to meter, ud af skuret hvor disse tages, foer at jeg havde min egen affoering rendende ned af benene igen. Baede nat og dag var forfaerdelige og kan med sikkerhed sige at det var det vaerste doegn i mit liv, kunne hverken drikke eller spise noget. Ingen biler ville tage mig med til byen Marsabit (naeste stoerre by) da jeg havde min egen gennemsigtige, blodige og flydende affoering over det hele. Imorges havde jeg det bedre og valgte at tage afsted paa cykel, efter 65km og syv diarre-stop kunne jeg ikke mere. Lod mig samle op af en Jeep, der var helt fyldt paa indersiden saa maatte haenge paa ydersiden af bilen. Da jeg bliver sat af 10 kilometer uden for byen (de gad ikke have mig gennem politi checkpointet, for meget besvaer, sagde de) finder jeg ud af at min telefon ikke laengere er i cykeltasken, bilen var koert og jeg kunne ikke holde oeje med min cykel mens jeg var ombord da jeg hang paa ydersiden. Med telefonen roeg ogsaa alle billeder og videoer jeg har fra hele turen og det goer virkelig ondt at den er vaek. Min mave ter sig fortsat underligt mens jeg sidder og har faet lov at laane hotellets computer til at udfaerdige dette. Imorgen maa jeg vurdere om jeg har det godt nok til at fortsaette eller om jeg skal blive her en dag mere. Vil dog starte med at tage en bil tilbage og se om min telefon paa magisk vis skulle ligge langs vejen.