20. April
147km fra Isiolo til Karatina
Mens jeg idag sad og spiste morgenmad, udnyttede jeg Kenyas enormt hurtige telefonnet (ikke ironisk det er imponerende, Isiolo har med garanti bedre dækning end Herning) til at læse nyheder, jeg var tæt på at begynde at græde da jeg læste om de 700 omkomne i Middelhavet, det samme skete da jeg læste om tragedien i Garissa og flystyrtet i alperne, jeg ved ikke hvad der sker, finder det selv ret fesent. Nå nok om de tyndslidte dele af min psyke. Det har været en af de underligste dage på hele turen. Dagens enorme antiklimaks var at vi missede ækvator, nogen havde fjernet skiltet, æv.

Fra første meter gik det opad, fra Isiolo 1000m vidste jeg at den ville gå yderligere 1500m op af det ikoniske bjerg, Mt. Kenya.
Hvor jeg har været helt og aldeles, virkelig, alene på vejen siden jeg nåede det sydlige Etiopien, har der fra imorges bare været meget trafik, det lader til at Isiolo er det nordligste ‘civiliserede’ Kenya.
Efter ca ti kilometers klatring blev jeg stoppet af en frisk ung tysk fyr på motorcykel. Efter at have stået og snakket lidt besluttede han at køre med mig for idag (koloniseringens mestre det tyske folk, de eneste jeg møder på min rejse).

Jonathan har efter det meste af et år på rejse i hele verden købt en motorcykel i Dar es Salaam og kørt rundt i Tanzania og Kenya, han viste sig desuden at være en ivrig mountainbiker i Tyskland. Han kørte tålmodigt med de 8-10 i timen jeg kunne holde op ad Mt. Kenya ved siden af mig, fantastisk fyr.
Vi stoppede for kaffe og vand-køb i byen Nanyuki. Byen havde et gigantisk supermarked, i vestlig stil, noget jeg slet ikke har set på kontinetet endnu, hvad der var endnu mere forunderligt var andelen af hvide mennesker derinde. At sidde med en tysker foran et bilka-style supermarked og drikke kaffe mens store biler med hvide tykke mennesker kører forbi var virkelig en absurd følelse. Det viser sig at byen er hjemsted for en engelsk militærbase.

Vi cyklede frem til en lille by, hotellet var for dyrt. Herfra blev der virkelig mærkeligt, fire bygninger med påmalet “Hotel” på væggen havde ansatte der hårnakket påstod de ikke var det inden i. Vi endte med at køre til efter solnedgang på den super trafikerede hovedvej til Nairobi.
Imorgen skilles vores veje da han skal nordpå igen og derefter ned til Tanzania og sælge motorcyklen igen.
Dagen har føltes som en ferie fra den øvrige tur.