19. April
161km fra Laisamis til Isiolo
Dagens første 30km var også turens sidste på elendige Road From Hell, jeg har ikke brugt nok linjer på at beskrive dens helvede, men det behøves vel ikke, den er forfærdelig, er dog fri af den og er ikke blevet overfaldet af bevæbnede banditter så alt er godt.
Oplevede idag for anden gang på turen, første gang var i Etiopien, at en mand med en AK47 i hånden tigger vand af mig, det er sgu pudsigt, han truede på ingen måde med våbenet, bare underligt alligevel, lod som om at jeg ikke forstod.
Har for snart nogle uger siden glemt at nævne at jeg passeret selveste solen, og har den altså i ryggen, hvilket medfører en meget meget rød nakke, er til gengæld fri for at få sol i øjnene.
Landet her er fantastisk smukt, et helt fladt savannehav af buske med grønklædte bjerge der stikker op over det hele. Samtidig har jeg cyklet langs nationalparker hele dagen og set et elefanter på vejbanen skilt, uden dog at se nogle elefanter, eller andre vilde dyr for den sags skyld. Benene til gengæld de gider ikke meget, det har været mange benmæssige kriser hele dagen. Det smitter kraftigt af på hovedet og viljen, dagen har været så ufatteligt øde, jeg savner sådan min musik. Jeg må ærligt indrømme at jeg flere gange idag tænkte ‘jeg gider det virkelig ikke’ om hele turen, hvilket er synd der er meget at nyde her i Kenya.
Det er dog hyggeligt når man, skete kun tre gange i løbet af hele dagen, kører igennem en lille by, byerne ligner kulisser fra westernfilm, høje flot malede facader med helt ramponerede små bygninger bagved.
Da jeg havde der værst og bagte i solen, åbende himlen sig på fantastisk maner og det vildeste regnvejr jeg til dato har oplevet blev kastet ned i hovedet på mig.
Nu er jeg så nået til den relativt store by Isiolo der ligger ved foden af mt. Kenya, som jeg desværre på grund af regn of skyer ikke kunne se. Imorgen går turen op af siden på det enorme bjerg og byder desuden på endnu et af turens store højdepunkter, jeg skal over en streg.
København til Capetown 
Hold nu op, hvor ser der smukt ud ❤
LikeLike
Ps. Held og lykke med krydsningen af ækvator ❤
LikeLike
Hey- jeg har været i Isiolo sidste år. Bor du på et af deres Butcher-hotels? Lidt mærkelig kombi af erhverv.. Hm
Håber du får det bedre- og får en fantastisk tur gennem Kenya. Så smukt land!
LikeLike
Kære Ingmar. Det er en fantastisk blog, du lader os(mange) få del i. Vi bekymrer os, når du ikke skriver eller ikke har det godt og glæder os hver dag til din rapport og billeder. Jeg delte kontor med Tom på Falko. Venlig hilsen Inge
LikeLike
Hey Ingmar.
Da jeg var på Caminoen kæmpede jeg også med ubehagelige maveproblemer og andet lort (bogstaveligt talt) i 9/23 dage. Det var så slemt at jeg overvejede at give op og tage hjem, og kom egentlig også frem til den konklusion at jeg ville gøre det, men morgenen efter da jeg skulle gå ned for at finde bussen for jeg vild og tænkte “fuck det, så må jeg vel fortsætte”.
Pointen er, at jeg tror, at det er helt naturligt at være ved at give op undervejs, specielt når man udsætter sig selv eller bliver udsat for en masse pinsler. Og det er også helt fint at snakke om at give op – bare så længe du ikke gør det.
Klø på, massere af tanker herfra, jeg synes det er interessant at følge en lidt parallel rejse til min egen herhjemme under trygge rammer. Jeg syntes ikke, at jeg var specielt sej da jeg var nede og vandre, men jeg synes til gengæld nu, at du er modbydeligt sej. Så husk på det – og jeg vil også meget gerne skype og dele oplevelser fra begge sider af hvis du har lyst eller brug for det en dag.
Bedste hilsner
Nicolai
LikeLike
Hey Ingmar.
Du kender mig ikke, men jeg faldt over din blog og synes det er så spændende at følge din rejse!
Har selv lige været i Kenya i 3 måneder, og det er et åndsvagt smukt land med så mange spændende dyr og (for det meste) rigtig rare mennesker! så jeg håber du nyder det, selv i de hårde perioder 😉
Held og lykke fremover! 🙂
LikeLike
Tak for alle de flinke og opmuntrende kommentarer, som det nu engang er med mennesker, så skal hovedet på trods af de måske mest fantastiske omgivelser so far en gang imellem være lidt nede. 15000km lykkerus er vidst urealistisk. Der er altid kilometer der skal køres, hver kilometer former hovedet, nogen gange op nogen gange ned.
LikeLike