18. April
96km fra Marsabit til Laisamis
Ja, del 1 kom jo desværre bare aldrig i ‘trykken’.
Heldigvis regnede det ikke, så jeg drog afsted i tågen på den fugtige jordvej. Uden for byen lå et militær checkpoint hvor jeg fik at vide at vejen, der er kendt for banditter og stammeopgør, var sikker. Til gengæld levede jordvejen herfra op til tilnavnet, for satan. Uforskammet over for alverdens veje at kalde dette for vej. Fuldkommen ujævn og rillet jord, tilsat klippestykker og sten. Både jeg og Victoria bliver rystet som var der jordskælv. Det er dog i frustrationen over vejen at jeg skal minde mig selv om at vejen lå her længe før jeg valgte at cykle på den, så hvis nogen er skyld i et ømt mellemkød er det mig selv og ikke den.

Udover den blandede skare af kenyanere og kinesere der bygger den nye vej, bor der kun ‘ægte’ stammefolk langs vejen. De bor i små hytter der ligner igluer af halm, nogen gange med plastiksække til at beskytte mod regnen. De er fantastiske at se som de går rundt med spøjs hoved, hals, øre og øvrig beklædning, mændende samtidig med enten deres spyd, machete eller AK47 i hånden.

Det er som at cykle i tropezoo, ekstremt fugtigt og varmt (lugten rammer også meget godt), man kan næsten drikke luften. Både medicinen, min sygdom og vejens tilstand (der var dog ca. 30km asfalt midt på dagen) gør at at det ikke går helt så hurtigt som ønsket, men jeg må være glad for at jeg egentlig har det ret godt. De to problemer i mave og tarm skulle gerne være fikset med en enkelt enorm dose antibiotika jeg tog igår, tyfus har jeg fået en uges piller imod, omend jeg fra alle sider hører at man skal tage piller i to uger, ikke videre betryggende.

Måtte desværre konstatere at der er gået hul i limen til mit sudanesiske lappegrej der opholder sig i en plastikpose i den taske min ‘hurtige’ mad befinder sig, brød, kiks og bananer smager alt sammen af lim, øv.
Nu er jeg i den lille hyggelige by Laisamis, bor på byens bedste hotel, stadig som de andre steder med et fælles hul. Derudover stormer hotellets geder rundt og larmer, det er meget sjovt. Samtidig består byen af lige dele folk der går klædt som jeg selv og stammefolk i bare maver med kæmpe huller i ørene og spøjse halsting.