16. og 17. April
Denne opdatering bliver ikke helt kronologisk, jeg kan starte med at sige at jeg fortsat er i Marsabit. Imorges gjorde jeg det jeg nok bør have gjort igår, nemlig at besøge byens laboratorium, en af de få bygninger i Marsabit (sammen med hoteller her) der ikke er i blik. To blodprøver og en på få sekunder leveret prøve af min afføring (toilet var der godt nok ikke, så det var endnu en gang på hullet) senere viste det sig at to af tre prøver var positive. Jeg har Tyfus (jo jeg er vaccineret), derudover en infektion i maven samt parasitter i tarmsystemet. På mange måder gør det mig glad at vide hvad jeg fejler, da det på en måde i mit underlige hoved berettiger de to dage jeg ikke har cyklet, desuden imponerende at jeg formåede at køre 75 den anden dag.

Asfalten der i 200km erstattede Road From Hell slutter fem km uden for byen og RFH består af ren jord her, da det har regnet ufatteligt meget er hele byen blevet til et stort mudderhelvede. På mange måder er det som at rende rundt på Roskilde festival på en dansk sommerdag at være i byen, man skvatter rundt. Hvis ikke vejen tører inden imorgen hvor jeg tager afsted bliver det en krig at køre i.
Tiden uden telefon eller andet at tage mig til et gået med at læse to afrikanske bøger og at besøge byens skiltemaler (intet er print i Afrika, på mange måder charmerende) der har malet lidt på Victoria som cyklen i regnen i Etiopien, inspireret af luftballonen i den lydbog jeg nu ikke længere kan høre, blev døbt for fem dage siden.

Jeg gav en mand fra hotellet 38000 kenyanske skilling som han med den kenyanske pengetransferservise m-pesa (alle butikker tilbyder det: sko og m-pesa, slagter og m-pesa, busbilletter og m-pesa) sendte til en kontakt i Nairobi der købte en lidt ældre udgave af min tidligere telefon og sendte den hertil med bus. Var lidt nervøs for om jeg skulle stole på to helt fremmede med så mange af mine penge, men det var ikke noget problem.
Jeg må tilføje at det kulturelt er hundrede gange lettere at være i Kenya end Etiopien. Hvor jeg ikke kunne kommunikere med nogen i Etiopien snakker alle Engelsk i Kenya og mange godt. Hvor folk efter at have svaret på et spørgsmål i Etiopien ville have penge for deres tjeneste, kommer komplet fremmede hen til mig og spørger om jeg har fået det bedre her i Kenya (hvorfra de ved at jeg er syg aner jeg ikke) og om de kan hjælpe med noget og følger mig hvorhen jeg har behov for. Eneste problem er at jeg er ved at blive kørt ned konstant, det er umuligt at vænne sig til venstrekørsel.

Igår morges tog jeg på politistationen for at melde min telefon stjålet, men fik det pudsige svar at jeg var “mzungu så jeg kunne bare få dollars sendt hjemmefra og købe en ny, så hvad var problemet?”. Et eller andet sted har de jo ret, det er ikke jordens økonomiske undergang for mig (næsten), men det virkede nu uprofessionelt alligevel. Endte med at få et stykke afrevet papir der var bevis for anmeldelsen.
Foruden telefonkøb har det været nogle ufatteligt dyre dage her i Marsabit, jeg har boet dyrt og jeg har ikke spist andre steder end hotellets dyre restaurant da jeg føler mig sikker på dens hygiejniske kvalitet. De næste par dage vil jeg fortsat stræbe efter hoteller med toilet, da min mave skal være på toppen før jeg kan gå tilbage til den helt primitive og billige livsstil jeg ellers har praktiseret.

Det er efter de seneste dage tid til at erkende at jeg hverken rejser for at tage billeder, skrive hjemmeside, være på Facebook eller tjekke nyheder, men for at cykle til Cape Town for min egen skyld. Jeg er kommet videre. Omend det er ærgerligt at miste seks års musiksamling, hvad jeg skal tage mig til når jeg kører de øde kilometer nu, må jeg finde ud af.