15. Maj
194km fra Harare til Mvuma
Afsted ud af hovedstaden på en gendfødt Victoria, jeg havde helt glemt hvordan det føles at cykle på en cykel der spiller. Vi bragede derudaf, det var skønt. Vinden blæser stadig fra øst så havde medvind de sidste 50km.

Landskabet har hele dagen været kedeligt, flad savanne, intet at kigge på og trafikken på den smalle highway er ret ubehagelig. Man vænner sig aldrig til at blive overhalet på højre side af en kæmpe lastbil med hornet i bund der passerer 30cm fra en. Er helt vild med Zimbabwe, det er på grund af dollaren et meget dyrt land, men det er bare fascinerende. Det er desuden super interessant hvad der sker når den gode hr. Mugabe efterhånden må stille træskoene. De lokale er meget bange for at snakke med mig om det, omend politik er et af mine favoritemner her i Afrika vil folk altid bare høre om hvor fantastisk, rigt, lykkeligt, godt, sjovt, let og skønt Europa er, de afviser komplet en hver negativ kommentar.

Jeg kom her til den relativt store by en halv time før solnedgang, ude ved hovedvejen lå der et Lodge, 50 dollar pr nat. Pudsigt nok er overnatningsmulighederne ikke eksisterende her i landet, ingen gæstehuse, sovesale intet. To unge gutter gik virkelig gennem ild og vand for at finde mig et sted at overnatte, de ville ikke lade mig slå teltet op uden for byen – alt for farligt. Jeg har fået lov at slå teltet op inde i en lille have bag byens slagter hvor han kokkerer og sælger Sadza med en sovs til af helt friske okseben.

Jeg aner ikke virkelig ikke hvordan jeg skal leve uden det, spiser det helst to gange dagligt det gode stads. Den gode slagter har gennemgået processen med mig og lært mig hvad det hedder på Zulu så jeg også kan få det i Sydafrika, men er det ligesom resten af Afrika syd for Kenya har de ikke andet. Slagteren gav mig desuden turens hidtil største kompliment da han efter at have set mig spise sagde “eehh you are one of us” og gav mig en portion til gratis. Planen er endnu en gang ændret, da hjulet er i orden nu behøver jeg ikke at tage til Johannesburg og jeg fortsætter derfor vest på til Botswana (der skulle være visumfrit) da de to veje er næsten lige lange, og jeg helst vil undgå Sydafrika længst muligt.

14. Maj
102km fra Murehwa til Harare
Startede ud i en for min afrikavante krop forfærdelig kulde, noget jeg hellere må vende mig til. Cykelturens (negative) højdepunkt var at det kun 120km gamle forhjul allerede var begyndt på en benhård selvdestruktionsproces. Udover at give det nævnte ryk i overkroppen, begyndte det også bare at ekse mere og mere.

Jeg må indrømme at turen blot handlede om at nå frem idag, jeg vidste allerede tidligt at jeg ville være nødt til at købe et nyt nyt forhjul i Harare. Jeg nød dog Zimbabwes sjove helt bare bjerge, de ligner ikke noget jeg har set i hele Afrika. Da jeg nærmede mig millionbyen så jeg desuden for første gang i Afrika orange appelsiner, de er grønne i normalt, et tegn på at jeg er på vej væk fra solen.

Da jeg endelig nærmede mig Harare virkede internettet på telefonen pludselig, Telecell Zimbabwe har været komplet håbløst ligesom MTN Sudan var det, og jeg kunne Google cykleforretninger i byen (og uploade de seneste dages blogindlæg, internettet viste sig kun at virke i forstæderne dog). Det viser sig at der i et hvidemandskvarter i Harare er en rigtig cykelhandler, her byggede de et rigtigt forhjul på det rigtige nav og gav mig lidt værktøj for 50 dollar hvilket var helt uventet og fantastisk. Cykelhandleren vidste godt at han måske var afrikas nordligste.
Jeg bor på et backpackersted hvor der bor en masse sjove mennesker der alle drog ud i nattelivet. Turister var de dog allesammen og nætter uden toilet og seng havde de ikke haft. Jeg fik dog en øl og fik snakket med dem til senere end min sengetid.
(forhjulet tog så lang tid at jeg ikke fik taget billder i Harare før det blev mørkt)

13. Maj
87 km fra landsby til Murehwa
Ja vi går direkte til sagen for to dage siden fandt jeg ud af at jeg har smidt mit multi-tool væk jeg tror jeg har glemt det hos skønne danskere i Malawi. Efter hullet i Malawi er baghjulet begyndt at ekse mere og mere. Små fyrre kilometer efter start kom jeg til en større by, Mutoko. Jeg stoppede ved den første gademekaniker, der ikke andet, og spurgte om jeg måtte låne lidt værktøj. Retter hjulet op, cykelmekanikeren ‘Rasta’ (pga. hat og hår) siger “i make it perfect” Jeg siger nej tak, det er ok og går over i byens super lækre supermarked. Jeg kommer tilbage og ‘Rasta’ sidder med mit baghjul og et skyldigt blik i øjnene.

Han havde i forsøget på at imponere og på at få mere end de småpenge jeg gav for lån af værkøj forsøgt at rette hjulet yderligere og havde strammet så hårdt at fælgen knækkede (til hans forsvar skal en fælg være tæt på cykelhimmelen for at det kan ske). Han begyndte straks desperat at lede efter en løsning, først fandt han en fælg i bunken af smadrede cykler der udgør reservedele, det gik desværre op for ham at den havde 36 huller i stedet for mit hjul på 32. Herefter trækker han mig over til en fyr der vil svejse fælgen, jeg fortæller at den er aluminium, ‘Rasta’ insisterer. Så brændte de et hul i fælgen, nå. Jeg var sikker på at turen var slut, vidste ikke om jeg skulle eksplodere og slå ud efter mekanikeren eller sætte mig ned og græde. Det han manglede i evner havde han dog i vilje.

Han foreslog at vi pillede det perfekt kørende forhjul fra hinanden og byggede baghjulet med den fælg og bygge den elendige smadrede kinafælg han havde fundet til et nyt forhjul. Jeg insisterede på at jeg ville bygge baghjulet (på trods af at jeg aldrig har prøvet det før) så kunne han bygge forhjulet. Den arme mand havde ikke råd til delene til forhjulet så jeg købte for syv dollar det værste nav jeg i mit liv har set, samt 36 eger (nej de passer ikke på mine ‘rigtige hjul’). Jeg var egentlig fint tilfreds med resultatet omend forhjulet knapt kan rulle rundt og endnu værre er mere ovalt end cirkulært så man får et ordentligt ryk i hele kroppen for hver omdrejning. Victoria er nu en krydsning mellem en smuk prinsesse og en tøs fra Ishøj uden tænder (No offense Ishøj). Hun er samtidig tvunget til at bære rundt på sit eget amputerede nav med eger.

Forhåbentlig holder forhjulet hele vejen til Johannesburg hvor jeg forhåbentlig kan få fat i en ny fælg. Alt er heller ikke så skidt at det ikke er godt for noget,  den fælg ville kollapse på et eller andet tidspunkt, hvis ikke nu så om en uge. Var jeg blevet i Mozambique havde der været rigtig langt til nærmeste gode cykelhandler i Durban, nu er der ikke så forfærdeligt langt. Samtidig betød de fire timers forsinkelse også at slet ikke nåede til Harare hvilket var planen, nu bør jeg til gengæld komme der tidligt nok til at jeg kan nå at se byen lidt.

12. Maj
156km fra Mazoe til navneløs landsby 172km fra Harare
Kørte fra morgenstunden mod Zimbabwe i stedet for sydpå, straks fløj jeg afsted med østenvinden, havde helt glemt hvordan medvind føles. Købte Mandazier for mine sidste Metaicas, én Metaica stykket, til sammenligning koster en halv liter cola 25.

Jeg nåede grænsen forholdsvist tidligt hvor jeg nemt fik købt et visa til Zimbabwe for 30 dollar, mens Robert Mugabe kiggede venligt ned fra et billede på væggen. Zimbabwe, afrikas klart rigeste land og en af de rigtige lokomotiver i afrikansk økonomi inden økonomien i begyndelsen af det nye årtusinde bare faldt totalt sammen. Inden man opgav valutaen ‘Zimbabwe Dollar’ havde den undergået den største inflation i verdenshistorien, glem D-marken. Jeg købte selv en ‘100 trillion dollar’ seddel på ebay. Herefter indførte man den amerikanske dollar, men da man ikke har nogle mønter og nok ikke får lov at købe nogle af USA bruger man den Sydafrikanske Rand til alle køb under en dollar, et let forvirrende system. At økonomien er ramt kan man tydeligt se, især sammenlignet med Mozambique.

Der er absolut ingen trafik på vejene, heller ikke cykler eller fodgængere, her er øde som i det nordlige Kenya. Her er, jeg ved jeg sikkert siger det ofte, dog helt urimeligt smukt.

Med solen på vej ned ville jeg gerne finde et sted at sove. Der er som sagt meget øde og stoppede i første landsby. I steder for at fortælle mig at der ikke var et gæstehus, fik jeg lidt forvirrende “vent lidt”-svar fra folk jeg spurgte. Da solen var gået helt ned kunne jeg ikke fortsætte. Fik serveret en god Ugali/Nsima/(og her i Zimbabwe hedder det) sadza for en dollar tilberedt af en kvinde der bare sad i sandet med et bål foran sig. En mand tilbød mig at sove direkte på jorden i et skur med hans to sønner. Tænkte først at ville være en oplevelse, men efter at have set det bakkede jeg ud og slog under store uforstående protester mit telt op bag huset. Byen består af en kiosk og en masse fulde folk.

11. Maj
177km fra Zobué til Mazoe
Kom behageligvis tidligt afsted, tidligt nok til at ingen så at jeg missede hullet og ikke kunne finde vand nok til at skylle den deri.
Jeg havde en rigtig svær formiddag, på trods af at jeg fløj afsted. Hele turen virkede pludselig så meningsløs, jeg følte at jeg bare cykler som pokker hver dag uden selv at vide hvorfor. Kom også til at tænke den lidt sørgelige tanke at jeg ikke har fået et kram i næsten 70 dage. Heldigvis fik jeg mig selv til at grine ved overhovedet at tænke så klichéagtige og sørgelige tanker, så var krisen ovre for nu, tristesse hører ikke hjemme på dette kontinent.

Langs med vejen var der en tankstation, ikke bare fem unge fyre med nogle plastikflasker med diesel, en tankstation, jeg tænkte at jeg ville købe en cola i kiosken og da jeg åbner døren går det op for mig at der er aircondition. Hånden på hjertet, det har jeg slet ikke oplevet siden jeg forlod Egypten, det var helt underligt. Generelt virker Mozambique, i byerne vel at mærke, lysår foran Tanzania og Malawi, jeg kunne sågår betale med visa i et supermarked (der desuden lignede et supermarked), noget jeg ikke har gjort siden Nairobi.
Klokken 13 var jeg allerede fremme ved dagens mål, storbyen Tete (hvor føromtalte supermarked lå), sådan går det når man pludselig ikke har modvind. Jeg kørte derfor videre sydpå til en lille landsby hvor jeg straks føler mig mere hjemme, her på landet ligner Afrika sig selv, jeg er slet ikke klar til det ‘vestlige’ og ‘moderne’ endnu.

Da jeg kommer viser det sig at jeg ikke havde nok metaicas til at sove og spise på gæstehuset, jeg har ikke noget problem med det da jeg nu med sikkerhed er fri af regntiden og sagtens kan campere. Kvinden der arbejder her vurderede straks at mad var vigtigst og tilberedte en god ugali (Nsima hedder det her) mens hun insisterede på at det var farligt at sove i telt her. Herefter havde vi en god snak om Zimbabwe (hvor hun var fra og grunden til at hun var stedets eneste engelsktalende) og om min tur indtil ejeren, ægte bigboss type i egen bil, kom og følte sig nådig og lod mig slippe med det jeg havde for et rum, jeg kunne ikke tillade mig at sige nej omend jeg hellere ville have haft penge til frokost imorgen.

Angående planerne for den fortsatte tur kunne jeg sikkert sagtens tage chancen og blive i Mozambique og satse på at myndighederne ikke lægger mærke til noget når jeg skal ud igen, men jeg er ved at være for slidt både fysisk og mentalt til at kunne overskue de rigtig lange seje træk. Tanken om at der kun er et par dage til Harare, derfra 4-5 til grænsen og derfra igen 4-5 dage til Pretoria/Johannesburg giver bare nogle overskuelige mål. Bliver jeg her i landet er der ca. 1000km til kysten, varme hårde kilometer. Samtidig er Zimbabwe også stort set frit for myggesygdommen med det flotte navn.

10. Maj
120km fra Chingeni til Zobué
Underlig nat, vågnede klokken tre fordi at et eller andet dyr pippede inde på værelset. Kunne ikke falde i søvn igen og stod op, spiste morgenmad. Klokken fem ville jeg tage afsted, men blev pludselig træt og faldt i søvn. Kom afsted klokken lidt i syv.

Kan mærke at jeg kom til at være lidt hår ved de lokale herinde den anden dag, men ens humør er i høj grad præget af dagens forløb. Malawierne (er der et officielt denonym?) er nogle skønne mennesker, jeg har kun fået positive tilråb og hilsner fra stort set alle ude på vejen oh børnene står fint i vejsiden og vinker og råber “ello ello” eller “bye bye bye” og de dygtige “aw a’ ju”.
Tidligt på dagen kom jeg til et sted hvor folk solgte vandmeloner over det hele, jeg tænkte straks at jeg måttr have sådan en, købte den billigste jeg kunne finde. Var helt stolt som jeg cyklede rundt med min vandmelon, desværre var den pænt umoden, men stadig meget hyggeligt at spise.

Herfra gik det lige op i himlen, en modbydeligt stejl stigning op til byen Mwansa hvor jeg hævede penge, købte ind og spiste frokost, selvfølgelig ugali. Af en uforklarlig årsag ligger de to grænser fem kilometer fra hinanden, så man kører rundt i ingenmandsland. Ingenmandsland viste sig at være noget af det smukkeste land jeg har været i indtil videre.

Mit møde med den Mozambiqueanske grænse var skidt dødsdømt fra starten. Grænsemanden smed mig ud af lokalet med et “go out, put on pants” (selv i det religiøst konservative Sudan fik jeg ikke den besked noget sted). Tilbage med bukser på får jeg at vide at man kun kan få visum ved en ambassade. Jeg spørger om jeg kan få lavet et transitvisum, han ringer til nogle mennesker og fortæller mig at det koster 86 dollar og at de ikke kan give penge tilbage. Efter at have forsøgt at forhandle må jeg jo betale. Efter at have betalt og udfyldt formularer kan jeg se at det visum jeg har fået klistret i passet er et normalt 30 dages turistvisum (hvilket forklarer prisen). Spørger ham om han ikke bare har lavet mig et normalt visum, men får at vide at jeg kun kan forlade landet ved grænseovergangen til Zimbabwe. Dumt? Jeg kunne sagtens tage chancen, men ved helt ærligt ikke om jeg gider det her land…. Spørgsmålet er om Zimbabwe er bedre – kolerafrit er det dog, modsat stedet her.

9. Maj
148km fra Salima til Chingeni
Jeg skulle på toilettet imorges men droppede det alligvel, hullet var næsten fyldt op, én ting er stanken, noget andet er amoniakken man kan næsten ikke trække vejret. De var dog i færd med at grave er nyt et par meter der fra. Heldigvis var problemerne igår vidst blot akut afrikamave ikke noget stort.
Vinden var den samme som igår, måske lidt mindre voldsom, men stadig en pestilens og med til krafrigt at reducere farten.

Heldigvis blev jeg overhalet af en tung lastbil jeg kunne komme på hjul af og fik på den måde lagt lidt kilometer bag mig, desværre ramte Victoria og jeg ned i et hul i vejen og jeg måtte lige stoppe og tjekke om hun var ok, nu knirker hun.
Efter at have kigget på kortet kunne jeg konstatere at det er slut med søen, øv det skulle jeg have vidst tidligere.

En sjov ting ved Malawi jeg vidst ikke har fået nævnt er at landets klart største bryggeri er Carlsberg, så alle barer er malet grønne med det hvide Carlsberg logo påmalet over alt, så langt hjemmefra er jeg slet ikke.
Nå da jeg nåede til stedet her, der viste sig ikke at være andet end en meget lille landsby langs hovedvejen blev jeg stoppet af en politibetjent for at cykle forbi et politicheckpoint og han mente at de kostede en bøde. Jeg mente det modsatte og bad om en kvittering på en eventuel bøde, hvorefter han hurtigt skiftede tone og sagde at det selvfølgelig var en joke, hmm. Byens gæstehus er billigt men der er ikke myggenet så jeg har gennemsprayet mig med ‘insect repellent’. Samtidig er jeg ved at komme i samme situation som i Tanzania, jeg er tæt på at løbe tør for penge.

Her til sidst vil jeg lige indvie folk i planerne for de næste dage. Imorgen når jeg efter planen til Mozambiques grænse, jeg har hørt vidt forskellige ting om muligheden for at købe visum til Mozambique. Internettet aner det ikke da det nu engang er Afrika. Nogle har fortalt mig at de ligesom Kenya og Tanzania bare lagde 70 dollar og fik det med det samme, andre har fået et bestandigt nej og nogle fik en så unfair pris at de ikke gad at købe det. Det lader altså til at være mere afhængigt af hvem der er på arbejde ved grænsen og disses humør end nogen officiel politik. Får jeg ikke et visum vil jeg søge et transitvisum, så får man typisk 1-3 dage i landet til at komme ud igen. Jeg vil i så fald cykle de 260km til grænsen til Zimbabwe hvor man bør kunne få et visum.

Altid nervøs når jeg nærmer mig en grænse.

8. Maj
126km fra Nkhotakota til Salima
Stod allerede op klokken fem og sad over en time på toilettet, havde dårlig mave, plus at jeg lige ville nyde en toiletkumme inden det igen var ud i verden, beklager.
Efter at have sagt ordentligt farvel til mine fantastisk flinke danske værter der venligt havde lyttet på alle mine historier trillede jeg kort i den modbydelige vind ned på en klinik og fik taget en quick-malariatest, negativ super.

Nå nu første årsag til at jeg har haft en dårlig dag. Jeg havde vældigt ondt i maven det meste af dagen, sammenholdt med vinden betød det at det bare gik langsomt. Jeg måtte i alt stoppe tre gange og skide i en busk. Ved den sidste af disse buskskiderier kørte jeg på en vej med mennesker alle vegne, jeg ved at den hvide mand er så spændende at folk følger efter mig hvis jeg stopper og bevæger mig, hvilket jeg helst ville undgå. Jeg var desperat og så mit snit til at stoppe og løbe ud i buskadset ubemærket. Da jeg havde tørret mig og vendte mig om op lagde jeg mærke til fem drenge der alligvel var fulgt efter mig og bare havde stået få meter fra mig og stirret. Jeg håber ikke at følgende lyder politisk ukorrekt. Jeg ved godt at jeg er spændende, at de nok aldrig har set en hvid person før og sikkert har hørt mange historier, men hvor dumme er nogle af de her mennesker, når de ser mig trække bukserne ned og sætte mig, så bør nysgerrigheden sgu stoppe, den hvide mand har jo ikke en radikalt anderledes anatomi, juicemaskine der hvor andre skider.

Sidste årsag til at det har været en svær dag er at jeg af mine danske værter fik fortalt at der hernede ligger et naturreservat ‘Kuti wildlife reserve’ hvor man gerne må cykle inde, der bor nemlig kun planteædere. Stedet har sågar et campingområde med badefaciliteter og det skulle være meget billigt. Grundet de svære vilkår nåede jeg ikke derned før porten lukkede for idag hvorfor jeg gik glip af en sikkert fantastisk oplevelse. Øv.

Slutteligt vil jeg lige sige kæmpe tak for al hjælpen i forbindelse med børnehjemmet i Kenya, det er virkelig rørende, både Julia og jeg selv er meget taknemmelige (det bliver drengene helt sikkert også!).

7. Maj
Ja det er måske nok en lidt selvmodsigende overskrift. Har siden mødet med Julia i Kenya ønsket at kunne hjælpe hende med børnehjemmet, især var der et ønske fra drengene om at få nogle cykler, til at komme til skole, samt til at lege rundt på. Min fantastiske sponsor, Backyard Footwear, har doneret pengene en cykel, ligesom jeg selv har bidraget med det jeg kunne. Der er ingen forventning om noget herfra, men jeg vil være glad hvis folk bare læste kort om hjemmet til gadedrengene i Kenya.

Drengene fra Athi River

Victoria og jeg trillede ned til stranden, efter flere timers dukkerter (i vandet som jeg var blevet advaret om krokkodillers tilstedeværelse) og liggen på stranden (lidt underligt at bade og ligge på en sandstrand, følte mig lidt skyldig over pludselig at have det så lækkert) fik jeg selskab af en ældre Malawisk herre. Vi havde en god lang snak om Malawi, livet, Sydafrika og englænderne inden en ung (formodentlig arbedsløs) fyr udfordrede ham i det vestafrikanske ultra Kalaha; Agibra. Min hjerne var tæt på at eksplodere mens jeg forsøgte at følge med i at de to mænd rykkede glaskugler rundt på et træbræt.

En underlig ting jeg har lagt mærke til ved de afrikanske sprog, både Amherisk, Swahili og her i Malawi Chichewa, er at fordi at tal-, meter- og dato-(ikke i Etiopien) systemerne er arvet gennem englænderne, så udtales disse på engelsk. Midt i en totalt uforståelig Swahili sætning hører man tit “four months” eller “23 kilometers”.
Drengen viste mig rundt i den fattige del af byen, hvor jeg fik set indersiden af et jord-blik hjem. Det er alligvel et trin under jord-blik gæstehuse, tøj og mad ligger overalt inden for, husets største rum var reserveret til opbevaring af majskolber.
Det har alt i alt været en skøn lille ferie hos nogle fantastisk flinke mennesker, det var nok meget sundt for mine sproglige egenskaber at overnatte hos en dansk familie.

6. Maj
155km fra Chintheche til Nkhotakota
Lidt dum morgen hvor jeg i et forsøg på at tisse og børste tænder samtidig, tabte min tandbørste ned på gulvet rundt om hullet, slut med den.
Jeg ved ikke hvor det kom fra, men jeg fløj afsted dagens første 100km.

Efter at lidt morgenregn var ovre har det været fantastisk solskin hele dagen. Vinden var heller ikke den store modstander, selvom den dog stadig blæser imod mig, og til tider kan være lidt skrap.

Vand har generelt været svært at skaffe her i Malawi, flaskevand er ej heller ret billigt. Købte derfor tidligt to enormt lange sukkerrør, ca 70 øre stykket en tyvendedel af hvad to liter vand koster, og lod det gøre det ud for væskeindtaget idag.

Idag blev jeg på Facebook kontaktet af en god ven der har en veninde der er i Lilongwe, hendes norske venindes kusine er dansk og bor her i Nkhotakota, de har gavmildt ladet mig låne et gæsteværelse. Kusines vens vens ven, ikke ofte at man laver aftensmad og låner senge ud til så fjerne relationer i hjemme i Danmark, gæstfrihed. Den pludselige luksus (brusebad og skylletoilet!) har sammen med de fantastisk venlige mennesker fået gjort at jeg bliver her to nætter. Cykeltøjet er alligvel ulideligt at lugte til.