12. Maj
156km fra Mazoe til navneløs landsby 172km fra Harare
Kørte fra morgenstunden mod Zimbabwe i stedet for sydpå, straks fløj jeg afsted med østenvinden, havde helt glemt hvordan medvind føles. Købte Mandazier for mine sidste Metaicas, én Metaica stykket, til sammenligning koster en halv liter cola 25.

Jeg nåede grænsen forholdsvist tidligt hvor jeg nemt fik købt et visa til Zimbabwe for 30 dollar, mens Robert Mugabe kiggede venligt ned fra et billede på væggen. Zimbabwe, afrikas klart rigeste land og en af de rigtige lokomotiver i afrikansk økonomi inden økonomien i begyndelsen af det nye årtusinde bare faldt totalt sammen. Inden man opgav valutaen ‘Zimbabwe Dollar’ havde den undergået den største inflation i verdenshistorien, glem D-marken. Jeg købte selv en ‘100 trillion dollar’ seddel på ebay. Herefter indførte man den amerikanske dollar, men da man ikke har nogle mønter og nok ikke får lov at købe nogle af USA bruger man den Sydafrikanske Rand til alle køb under en dollar, et let forvirrende system. At økonomien er ramt kan man tydeligt se, især sammenlignet med Mozambique.

Der er absolut ingen trafik på vejene, heller ikke cykler eller fodgængere, her er øde som i det nordlige Kenya. Her er, jeg ved jeg sikkert siger det ofte, dog helt urimeligt smukt.

Med solen på vej ned ville jeg gerne finde et sted at sove. Der er som sagt meget øde og stoppede i første landsby. I steder for at fortælle mig at der ikke var et gæstehus, fik jeg lidt forvirrende “vent lidt”-svar fra folk jeg spurgte. Da solen var gået helt ned kunne jeg ikke fortsætte. Fik serveret en god Ugali/Nsima/(og her i Zimbabwe hedder det) sadza for en dollar tilberedt af en kvinde der bare sad i sandet med et bål foran sig. En mand tilbød mig at sove direkte på jorden i et skur med hans to sønner. Tænkte først at ville være en oplevelse, men efter at have set det bakkede jeg ud og slog under store uforstående protester mit telt op bag huset. Byen består af en kiosk og en masse fulde folk.