Moz

11. Maj
177km fra Zobué til Mazoe
Kom behageligvis tidligt afsted, tidligt nok til at ingen så at jeg missede hullet og ikke kunne finde vand nok til at skylle den deri.
Jeg havde en rigtig svær formiddag, på trods af at jeg fløj afsted. Hele turen virkede pludselig så meningsløs, jeg følte at jeg bare cykler som pokker hver dag uden selv at vide hvorfor. Kom også til at tænke den lidt sørgelige tanke at jeg ikke har fået et kram i næsten 70 dage. Heldigvis fik jeg mig selv til at grine ved overhovedet at tænke så klichéagtige og sørgelige tanker, så var krisen ovre for nu, tristesse hører ikke hjemme på dette kontinent.

image
Mosekonen har sat ild i køkkenet igen

Langs med vejen var der en tankstation, ikke bare fem unge fyre med nogle plastikflasker med diesel, en tankstation, jeg tænkte at jeg ville købe en cola i kiosken og da jeg åbner døren går det op for mig at der er aircondition. Hånden på hjertet, det har jeg slet ikke oplevet siden jeg forlod Egypten, det var helt underligt. Generelt virker Mozambique, i byerne vel at mærke, lysår foran Tanzania og Malawi, jeg kunne sågår betale med visa i et supermarked (der desuden lignede et supermarked), noget jeg ikke har gjort siden Nairobi.
Klokken 13 var jeg allerede fremme ved dagens mål, storbyen Tete (hvor føromtalte supermarked lå), sådan går det når man pludselig ikke har modvind. Jeg kørte derfor videre sydpå til en lille landsby hvor jeg straks føler mig mere hjemme, her på landet ligner Afrika sig selv, jeg er slet ikke klar til det ‘vestlige’ og ‘moderne’ endnu.

image
Victoria og den mægtige (sådan er den beskrevet alle steder, mægtig) Zambezi flod

Da jeg kommer viser det sig at jeg ikke havde nok metaicas til at sove og spise på gæstehuset, jeg har ikke noget problem med det da jeg nu med sikkerhed er fri af regntiden og sagtens kan campere. Kvinden der arbejder her vurderede straks at mad var vigtigst og tilberedte en god ugali (Nsima hedder det her) mens hun insisterede på at det var farligt at sove i telt her. Herefter havde vi en god snak om Zimbabwe (hvor hun var fra og grunden til at hun var stedets eneste engelsktalende) og om min tur indtil ejeren, ægte bigboss type i egen bil, kom og følte sig nådig og lod mig slippe med det jeg havde for et rum, jeg kunne ikke tillade mig at sige nej omend jeg hellere ville have haft penge til frokost imorgen.

image
Der er bare lidt mere smæk på solopgang og nedgang her i Afrika

Angående planerne for den fortsatte tur kunne jeg sikkert sagtens tage chancen og blive i Mozambique og satse på at myndighederne ikke lægger mærke til noget når jeg skal ud igen, men jeg er ved at være for slidt både fysisk og mentalt til at kunne overskue de rigtig lange seje træk. Tanken om at der kun er et par dage til Harare, derfra 4-5 til grænsen og derfra igen 4-5 dage til Pretoria/Johannesburg giver bare nogle overskuelige mål. Bliver jeg her i landet er der ca. 1000km til kysten, varme hårde kilometer. Samtidig er Zimbabwe også stort set frit for myggesygdommen med det flotte navn.

2 kommentarer til “Moz

  1. Du kan tro jeg også har savnet at kramme dig, og du forstår ikke hvor mange gange jeg har drømt om det tidspunkt hvor du kommer gående ud i ankomsthallen i Københavns lufthavn, hvor jeg kan løbe over til dig og give dig et kæmpe stort kram 🙂

    Like

  2. Og husk Ingmar din tur giver MENING, det er det du har villet i over et halvt år, selvom alle (i hvert fald din familie) har prøvet at tale dig fra det. Så prøv at nyd det sidste af din tur, selvom livet er surt en gang imellem ❤

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s