26. Februar
137km fra Kalabaka til Lamia
Dagen startede lidt spøjst med at jeg lagde mærke til at klokken var en time senere end jeg troede, har slet ikke tænkt over at Grækenland er en time øst for Danmark. Til morgenmaden får jeg snakket lidt med et dansk par, igen, lille verden.
En time senere end min krop følte kom jeg afsted i skønt vejr ud på dagens første 110 fuldkommen flade kilometer.

Sådan nogle flade kilometer dem spiser man efterhånden uden at tænke over det efter alle de bjerge jeg allerede har passeret. Meget sjovt desuden at snige sig ind på et endnu uåbnet motorvejsspor og køre 20km helt fri for trafik.

Herefter gik det atter opad, op i 750 meters højde. På stigningen begyndte det så småt at dryppe, efter et hurtigt kig på mine udslætsramte hænder besluttede jeg at lege den (nyopfundnde men allerede-) klassiske gætteleg ‘vanddråbe eller vabel’ der for mine hænders vedkommende er overraskende svær.
Da jeg nåede toppen væltede det ned.  Den sidste nedkørsel var enhver cykelrytters.drøm, 17km lang, ikke stejl nok til at man behøvede at bremse og med massevis af kæmpestore bløde sving, bare ærgerligt at man kører og hader det hele når det vælter ned og man fryser.

Denne gang måtte selv regnjakken give op. Alt blev gennemblødt. Mine desperate forsøg på at tørre mit tøj får desuden diverse græske hotelværelser til at få den meget særegene lugt af støvlerummet i en skiudlejning.

Athen om snart.

25. Februar
130km fra Argos Orestiko til Kalabaka
For første gang på denne tur vågnede jeg med det der minder om tømmermænd. Aftenen igår endte på det lokale Pizzeria (eneste åbne sted), hvor min deutsche freunde, en masse ældre græske mænd og jeg fik smagt alle lokale alkoholiske specialiteter. Det hele sluttede med at en skaldet tyk herre på græsk (hans fagter afslørede dog betydningen) fortalte min tyske ven hvor langt op han ville ******* Angela Merkel samtidig med at han tilbød os piger til 20 euro, tid til at komme hjem.

Det regnede tungt fra morgenstunden og Felix valgte, så priviligeret han er, at blive en dag mere. Jeg tog afsted kl otte og var helt gennemblødt allerede en time efter. Jeg fik lidt solskin omkring middag (billedet foroven) og blev helt tør inden det virkelig gik amok med modvind og hagl og massere af vand. Valgte i afmagt selv at gå lidt amok, skruede helt op for musikken, så jeg ikke kunne høre regnen, og dansede og sang så højlydt det var muligt på cyklen (det har sikkert set sjovt ud).

Er nu ankommet til Kalabaka hvor de berømte Meteora klostre ligger. Hverken vejret eller mit humørs reaktion på samme er helt fair over for stedet her som er helt unikt og noget jeg havde glædet mig meget til at se, blandt andet på grund af en kærlighed til James Bond filmene (legendarisk scene i ‘For your eyes only’).
Jeg kan desværre næsten ikke se dem i regnen, og derfor heller ikke tage billeder, men råder folk til lige at Google dem da de skulle være et fantastisk syn.
For at det ikke skal lyde for let har jeg for et par dage siden fået mig mig noget tarveligt udslæt på hænderne(grundet at jeg cyklede med våde handsker på den lange regnvejrsdag), hvorfor jeg har måttet fryse på fingrene idag. Det skal dog siges at jeg er ved meget højt humør, der er kun 350km til Athen og skal først flyve den 4. så kan få et par dages pause der.

24. Februar
144km fra Ohrid til Argos Orestiko
Så er vi ankommet til det 13ende og sidste land i Europa, eurokrise, feta og cyrilliske bogstaver.

Efter en turen ned langs Ohridsøen var jeg tilbage i Albanien, hvor eventyreren i mig igen trak mig ud på småvejene, der virkelig viste sig at være småveje. pludselig stod jeg i en mudderpøl omringet af får, og en fårehyrde der viste mig hvor vejen gik (man kunne ikke se den). Tilbage på hoved(jord)vejen fik jeg for første gang fanget en klassisk Albansk scene på foto (hvor jeg samtidig viste lidt respekt for folkene på det) en hestevogn passerer en Mercedes på en alt for smal vej, mens en mand går tur med sit æsel, Albanien i en nøddeskal.

Herefter kørte jeg mange flade kilometer mod den Græske grænse, havde ikke nogle Lek (albanske moneyer) og havde håbet at jeg kunne klare turen fra (åh nej) den tidligere jugoslaviske republik Makedonien til Grækenland uden mad. Jeg gik så kold som kun cykelryttere ved man kan, 500m fra grænsen besluttede jeg bare at jeg ville stikke den lille kiosk nogle euro og håbe på det bedste. Her så jeg tilfældigvis en turcykel stå ude foran, Felix, iklædt et Albansk flag, var igang med at bruge sine sidste Lek inden han krydsede ind i Grækenland og bød mig derfor på mad, fantastisk! Vi blev enige om at følges ind i Grækenland.

Virkelig cool fætter, cyklede fra Tyskland for tre måneder siden og rejser på en helt anden måde end jeg. Ingen mål eller tidsplan eller kilometer-skam (noget jeg lider svært af når jeg ikke får kørt langt nok), han bliver gerne flere uger et sted hvis der er spændende nok. Vi er nu ankommet til en lille græsk by hvor vi fik forhandlet prisen på hotellet fem euro ned og samtidig vidst skal drikke vodka med ejeren om lidt, åh nej. Felix vil gerne til Thessaloniki, og vores idé om hvor langt (og hurtigt) man skal køre er vidt forskellige så vi skilles imorgen tidligt. Håber at min mavse kan tåle vodka.

23. Februar
147km fra Tirane til Ohrid
Nej jeg har ikke tænkt mig at forkorte det fantastiske navn landet her bærer. Det var først igår aftes at jeg til min skræk opdagede at dagen idag ville blive modbydelig. Google-maps’ terræn funktion afslørede nemlig at jeg idag ville skulle køre flere højdemeter, og længere stigninger end nogen af dagene i Alperne. Hostelpersonalet havde glemt at stå op, så morgenmaden (og dermed også mig) blev 45 minutter forsinket.

Efter at have overlevet morgentrafikken ud af Tirane stod den på dagens første 800m høje stigning der viste sig at være overraskende let at komme op ad. Ned igen og til storbyen Elbasan.

Herfra gik det opad resten af dagen, op i 1000m (hvor der igen ligger sne), jeg nød stadig synet af den albanske hverdag og de mange folk der hilser på gaden, men av det gjorde ondt i benene og moralen da solen gik ned og jeg stadig klatrede langsomt opad.

Op til grænsen til den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, hvor jeg blev taget meget godt i mod allerede ved grænsen. Jeg har gennem min fars utroligt hjælpsomme kollega fået kontakt til nogle fantastiske og meget gæstfrie makedonske mennesker, der har givet mig en gratis lejlighed at sove i i nat, samt købt mad ind til mig og hjulpet mig godt frem her til Ohrid (har aldrig mødt dem før) ved den fantastisk smukke Ohridsø. De sidste 40km under stjernerne var slet ikke så slemme når man var sikker på at have et varmt sted at sove.

22 februar
140km fra Bar til Tirane
Så skete det endelig, jeg kom out there. Albanien, landet hvor vejen deles ligeligt mellem super dyre nye tyske biler, Fiat uno’er fra 1980, muldyrtrukkede vogne, forvirrede høns, køer og en enkelt cyklist fra Nordeuropa. Alt er anderledes her.
Vejrudsigten har hele ugen lovet at idag ville byde på et ordentligt skyl, den holdt hvad den lovede.

Grænsekrydsningen gik gnidningsfrit, omend de vidst aldrig havde set en cyklist før. Straks efter grænsen var vejkvaliteten fem hak dårligere, huller overalt og der var pludselig husdyr af alle arter på vejen.
Kort efter kom jeg dog ud på hovedvejen mod Tirane og kan nu uden at blinke eller generalisere (næsten i hvert fald) sige at albanere altid kører som var de på vej til hospitalet og sønnikes hoved allerede er poppet ud af deres gravide udkårne (jeg er ikke chauvinist, min metafor gælder også i femininum, her gælder det blot at kvinden selv kører bilen).

Forsøgte forgæves at få noget frokost en masse steder, de tager ikke kort, og banker er der ingen af.
Besluttede at køre ud på sidevejene hvor jeg ikke ville være i konstant fare for at blive ramt af en bil med 150 i timen. Det var her jeg mødte det ‘rigtige’ (hvem er jeg til at vurdere hvad der er rigtigt og forkert!) Albanien. Her kan man se et land der har sine ar efter krigen. Stoppede ved en af mange vejsidegrønthandlere og spurgte om jeg kunne få lov at købe en banan med mine (absolut sidste) 50cent, han gav mig to og sagde “no buy” han tog ikke imod mine penge. Der er skrald overalt, hundredvis af børn vinker og siger “ello” til den spandex-iklædte fremmede og folk er utroligt venlige.

Tilbage på hovedvejen de sidste 20km til Tirane var slemme, trafikken blev heftig da jeg nærmede mig byen og osen fra dårligt forbrændende biler sveg i næsen, samtidig føler man sig lidt lille i siden af en femsporet vej som cyklist. Tirane er ikke den vildeste by jeg har set, det er dog sjovt at være kommet til en storby, og her er meget billigt. Min værelseskammerat på byens Hostel er en pensioneret dansk journalist, lille verden.

21. Februar
129 km fra Dubrovnik til Bar
Så kom jeg til Montenegro, landet hvor en motorcyklist hedder en ‘bajker’, men de øvrige ord i sætningen “All bajkers welcome” er på engelsk og landet der ikke er med i EU men alligevel uden nogen tilladelse fra EU bruger euro. Kunne allerede fra første tråd mærke at det ville blive en hård dag, vejen ud (op!) af Dubrovnik trak virkelig tænder ud før morgenmaden, omend et blik ned på byens gamle centrum var flot.

Efter et lidt for langt stop i både Lidl og det lokale Konzum krydsede jeg grænsen til Montenegro, hvor grænsevagten ikke gad at se på mig, endsige svare på mit “hi” mens han besigtigede mit pas.

Dagens helt store højdepunkt kom kort efter grænsen hvor jeg i modsat retning så en cyklist komme kørende. Det var en stor fornøjelse at møde og snakke med Yu-ji der for otte måneder siden opsagde sit job i Tokyo for at cykle til Portugal. Hvor jeg i turcyklingens verden må være at betragte som en letvægter, er Yu-jis 55kg tunge oppakning i den tunge ende (han havde endda en to meter kæp til at skubbe vilde hunde væk med). Efter at have udvekslet erfaringer om vores respektive ruter var det et farvel for denne gang.

Med helt fornyet energi og livsmod fortsatte jeg sydpå, mens jeg tænkte på at min japanske ligesindede betragtede sig selv som en “fast cyclist” med et dagssnit på 80km mens jeg synes at det går for langsomt med mine 135 stykker.
Der skulle dog ikke mere end 20km til før jeg var helt flad igen, hverken ben, knæ eller mit hoved orkede dagens tur. Det har taget mig over to timer mere at tilbagelægge dagens 129km end gårsdagens 155 tog, avav. Byens hostel viste sig ikke at findes andre steder end på kortet og jeg kan godt mærke at jeg er blevet hustlet lidt af hotellet her (man vil gøre alt efter mørkets frembrud) og 20 euro er ikke alverden. Alt imens nærmer min næse sig næsten britiske turist-dimensioner af rødhed.

20. Februar
155 km fra Makarska til Dubrovnik
Så fik vi idag krydset endnu to grænser. Igen Idag bød middelhavssolen sig frem på skønneste manér. Efter dagens første ca 60 km kom jeg ned i floddeltaet ved byen Ploče, her bliver der dyrket appelsiner og mandariner på den store klinge, og så sidder der ældre kvinder og sælger dagens høst i træskure langs hovedvejen. Jeg stoppede ved et af disse og spurgte om jeg kunne købe en enkelt mandarin (de blev solgt i net) kvinden stak mig to i hånden og sagde “nono” da jeg tog min pung frem. Virkelig fantastisk, og har sjældent smagt bedre frugt.

Kort efter kom jeg til den Bosniske grænse. Et levn fra Titos statsinddeling af Jugoslavien er at landet Bosnien idag har den lille kystby Neum samt små 20 km kyst, dermed er det sydlige Kroatien afskåret fra det øvrige af landet (sproget i Neum er kroatisk). Ved grænsen blev jeg ikke blot bedt om mit pas, men blev også spurgt om jeg havde “drugs” og svarede ærligt, hvilket jeg fortryder,at jeg havde malarone og antibiotika. Det skulle så tjekkes igennem, pudsigt.

Herefter kom jeg hurtigt de sidste, stadig umenneskeligt smukke, kilometer til Dubrovnik, der viser sig at være mere et bjerg end en by. Op, ned, trappe, forkert vej og hårnålesving senere finder jeg endeligt byens Hostel. Receptionen er dog kun åben fra kl. 18, fint, tager ud og spiser, tilbage kl. 18 er der stadig ikke nogen, bliver lukket ind af en venlig amerikansk gæst og sover her i nat, må tjekke ind og ud imorgen.

Jeg har desuden nu rundet de 2000km!

19. februar
124 km fra Sibenik til Makarska

Efter en lille (men benhård) stigning op i 400 meters højde og ned igen nærmede jeg mig storbyen Split. Den vidst nok meget flotte by bød for mit vedkommende ikke på andet end voldsomt trafikalt kaos og indkøb i et storcenter, hvor jeg dog fik snakket kroatisk politik (igen på Fransk) med en ældre herre mens jeg nød min frokost i solen.

Herefter blev der skruet op for varmen mens jeg cyklede langs den fantastiske og vindfri del af den kroatiske kyst. Det er dog tydeligt at stedet her er et charter-helvede om sommeren, alle, uden undtagelser, bygninger skilter med “sobe, rooms, camere, zimmer”. Alle er desuden mindst 4 stjernede, uanset hvordan de tager sig ud (tror vidst stjernerne er nogle man uddeler til sig selv på disse kanter).

Det er helt fantastisk at cykle hernede i 18-20  grader (i solen vel at mærke) med azurblåt hav og strande omkring sig når man de foregående mange dage har cyklet i sne. Kontrasten er enorm, og kom meget pludseligt.

Nu er jeg efter en meget meget let (og kort) cykeldag kommet til byen Makarska der vidst nok er det kroatiske svar på Sunny beach, lidt af en Partyby. Jeg blev straks efter at have fået en seng på byens Hostel budt på hjemmebrændt whisky, takkede selvfølgelig ikke nej, så et kæmpe glas af noget kradsbørstigt stads blev hældt i mig. Senere fik jeg så likør på et pizzeria (uden at bede om det). Jeg skal desværre ikke ud at ryste min efterhånden mørbankede, stadig vældig flotte, bagdel på et af byens mange diskoteker i aften da jeg imorgen gerne skal nå ned til Dubrovnik.

18. Februar
183 km fra Jablanac til Sibenik
Efter gårsdagens udfordringer, gik jeg i seng kl. 20:30 (man falder i søvn når man vil på sådan en her tur). Vågnede helt af mig selv kl. 04:45 og kom hurtigst muligt afsted for at nå længst muligt inden vinden tog for hårdt til. Planen gik umiddelbart super, og solopgangen var en fantastisk oplevelse (som billeder desværre ikke gør den store ære).

Dog førte solopgangen også vinden med sig og klokken 7 var vinden som igår. Havde lyst til bare at sætte mig i vejkanten og skrige. Delvist cyklede, delvist gik til byen Karlobag hvor jeg spurgte købmanden om der ville fortsættemed at være vind sydpå, hvortil jeg (på Fransk?) fik svaret; at jeg under ingen omstændigheder måtte fortsætte da det var livsfarligt at køre ad vejen, og at det kun ville blive værre.
Købmandens vareleverandør (der lige kom forbi!) var dog lidt af en cykel-aficionado og tilbød mig et lift op til byen Gospic. Efter et hurtigt kig på kortet kunne jeg konstatere at det faktisk ville gøre turen længere (4 km bekræfter google-maps) så Turkomiteen (jeg selv) vurderede at det ikke ville være at snyde, alt for at komme væk fra den helvedes kyst.

30 minutters fuld Balkanmusik, ingen seler og 45 km senere var vi oppe på det plateau hvor Gospic ligger. Her var helt fladt, men de 500 højdemeter gjorde at der lå en meter sne overalt. Et meget pudsigt gensyn med et landskab der mindede utroligt meget om det jeg har kørt i på turens første mange dage. Over et bjergpas nede i varmen ved kysten igen befinder jeg mig nu. I byen Sibernik, fantastisk flot by med udsigt over vandet, 183km cyklet siden igår.

Håber ikke at cykelguderne straffer mig for at have snydt vinden.

17. Februar
109km fra Rijeka til Jablanac
Lortedagen idag startede allerede i går aftes da jeg finder ud af at jeg har glemt min oplader på hotellet i Italien. På trods af at jeg står op kl. 6:45 blev jeg nødt til at blive i byen og vente til at butikkerne åbede kl. 8:30 og købe en oplader, kom først afsted lidt efter ni.

Herfra går alt galt, halvanden time efter planen bevæger jeg mig sydpå af kystvejen målet var byen Starigrad 184 km sydpå (skulle vise sig at være umuligt). Hvad de danske vejrudsigter ikke havde fortalt mig, var at lokale klimaforhold gør at der er vindstød af orkanstyrke meget af vinteren her, efter allerede 25 km sidder jeg fuldstændig demotiveret og bander af alt, kører med 3-6 km/t og vinden er helt håbløs. Blæser flere gange ind i autoværnet i siden af vejen. Havde jeg haft en god undskyldning havde jeg ringet til en taxa, kørt direkte til nærmeste lufthavn, fløjet hurtigst muligt hjem og lagt mig på min seng og grædt.

Det blev dog værre endnu, efter ca. 85 km af dagen skete det uundgåelige, et af 10000 vindstød der har banket mig ud i autoværnet kaster mig ud af vejen og ned ad en skrænt (heldigvis kun ca. 1,5 meter ned).

Der skete mig heldigvis næsten intet, udover hudafskrabninger, lidt blod fra knæet og hullede cykelbukser. Forhjulet på cyklen lyder ikke helt godt heller. Vinden tog til, solen var på vej ned og mit unge sind begyndte at panikke lidt, området langs Kroatiens vestkyst er fuldstændigt øde. Jeg turde ikke længere at cykle, så gik i stedet, hvilket ikke forhindrede mig i at vælte endnu en gang. Gik mod det første skilt og er endt i byen Jablanac. Byen var helt tom da jeg kom, stødte dog ind i en kvinde der huggede brænde og fik med mine bedste fagter fortalt at jeg manglede et sted at sove. Hun har vist mig til sin veninde, der har taget 200 kuna (ca det samme i danske) for det måske mest ulækre værelse jeg nogensinde har set (det skal jeg nu alligevel lære). Internet har byen ikke, så kan ikke tjekke om der er vind imorgen. Vindens heftige susen forhindrer alle drømme om søvn. Håber at alt er bedre imorgen.