20. Februar
155 km fra Makarska til Dubrovnik
Så fik vi idag krydset endnu to grænser. Igen Idag bød middelhavssolen sig frem på skønneste manér. Efter dagens første ca 60 km kom jeg ned i floddeltaet ved byen Ploče, her bliver der dyrket appelsiner og mandariner på den store klinge, og så sidder der ældre kvinder og sælger dagens høst i træskure langs hovedvejen. Jeg stoppede ved et af disse og spurgte om jeg kunne købe en enkelt mandarin (de blev solgt i net) kvinden stak mig to i hånden og sagde “nono” da jeg tog min pung frem. Virkelig fantastisk, og har sjældent smagt bedre frugt.

Kort efter kom jeg til den Bosniske grænse. Et levn fra Titos statsinddeling af Jugoslavien er at landet Bosnien idag har den lille kystby Neum samt små 20 km kyst, dermed er det sydlige Kroatien afskåret fra det øvrige af landet (sproget i Neum er kroatisk). Ved grænsen blev jeg ikke blot bedt om mit pas, men blev også spurgt om jeg havde “drugs” og svarede ærligt, hvilket jeg fortryder,at jeg havde malarone og antibiotika. Det skulle så tjekkes igennem, pudsigt.

Herefter kom jeg hurtigt de sidste, stadig umenneskeligt smukke, kilometer til Dubrovnik, der viser sig at være mere et bjerg end en by. Op, ned, trappe, forkert vej og hårnålesving senere finder jeg endeligt byens Hostel. Receptionen er dog kun åben fra kl. 18, fint, tager ud og spiser, tilbage kl. 18 er der stadig ikke nogen, bliver lukket ind af en venlig amerikansk gæst og sover her i nat, må tjekke ind og ud imorgen.

Jeg har desuden nu rundet de 2000km!