21. Februar
129 km fra Dubrovnik til Bar
Så kom jeg til Montenegro, landet hvor en motorcyklist hedder en ‘bajker’, men de øvrige ord i sætningen “All bajkers welcome” er på engelsk og landet der ikke er med i EU men alligevel uden nogen tilladelse fra EU bruger euro. Kunne allerede fra første tråd mærke at det ville blive en hård dag, vejen ud (op!) af Dubrovnik trak virkelig tænder ud før morgenmaden, omend et blik ned på byens gamle centrum var flot.

Efter et lidt for langt stop i både Lidl og det lokale Konzum krydsede jeg grænsen til Montenegro, hvor grænsevagten ikke gad at se på mig, endsige svare på mit “hi” mens han besigtigede mit pas.

Dagens helt store højdepunkt kom kort efter grænsen hvor jeg i modsat retning så en cyklist komme kørende. Det var en stor fornøjelse at møde og snakke med Yu-ji der for otte måneder siden opsagde sit job i Tokyo for at cykle til Portugal. Hvor jeg i turcyklingens verden må være at betragte som en letvægter, er Yu-jis 55kg tunge oppakning i den tunge ende (han havde endda en to meter kæp til at skubbe vilde hunde væk med). Efter at have udvekslet erfaringer om vores respektive ruter var det et farvel for denne gang.

Med helt fornyet energi og livsmod fortsatte jeg sydpå, mens jeg tænkte på at min japanske ligesindede betragtede sig selv som en “fast cyclist” med et dagssnit på 80km mens jeg synes at det går for langsomt med mine 135 stykker.
Der skulle dog ikke mere end 20km til før jeg var helt flad igen, hverken ben, knæ eller mit hoved orkede dagens tur. Det har taget mig over to timer mere at tilbagelægge dagens 129km end gårsdagens 155 tog, avav. Byens hostel viste sig ikke at findes andre steder end på kortet og jeg kan godt mærke at jeg er blevet hustlet lidt af hotellet her (man vil gøre alt efter mørkets frembrud) og 20 euro er ikke alverden. Alt imens nærmer min næse sig næsten britiske turist-dimensioner af rødhed.