26. Februar
137km fra Kalabaka til Lamia
Dagen startede lidt spøjst med at jeg lagde mærke til at klokken var en time senere end jeg troede, har slet ikke tænkt over at Grækenland er en time øst for Danmark. Til morgenmaden får jeg snakket lidt med et dansk par, igen, lille verden.
En time senere end min krop følte kom jeg afsted i skønt vejr ud på dagens første 110 fuldkommen flade kilometer.

Sådan nogle flade kilometer dem spiser man efterhånden uden at tænke over det efter alle de bjerge jeg allerede har passeret. Meget sjovt desuden at snige sig ind på et endnu uåbnet motorvejsspor og køre 20km helt fri for trafik.

Herefter gik det atter opad, op i 750 meters højde. På stigningen begyndte det så småt at dryppe, efter et hurtigt kig på mine udslætsramte hænder besluttede jeg at lege den (nyopfundnde men allerede-) klassiske gætteleg ‘vanddråbe eller vabel’ der for mine hænders vedkommende er overraskende svær.
Da jeg nåede toppen væltede det ned.  Den sidste nedkørsel var enhver cykelrytters.drøm, 17km lang, ikke stejl nok til at man behøvede at bremse og med massevis af kæmpestore bløde sving, bare ærgerligt at man kører og hader det hele når det vælter ned og man fryser.

Denne gang måtte selv regnjakken give op. Alt blev gennemblødt. Mine desperate forsøg på at tørre mit tøj får desuden diverse græske hotelværelser til at få den meget særegene lugt af støvlerummet i en skiudlejning.

Athen om snart.