24. Februar
144km fra Ohrid til Argos Orestiko
Så er vi ankommet til det 13ende og sidste land i Europa, eurokrise, feta og cyrilliske bogstaver.

Efter en turen ned langs Ohridsøen var jeg tilbage i Albanien, hvor eventyreren i mig igen trak mig ud på småvejene, der virkelig viste sig at være småveje. pludselig stod jeg i en mudderpøl omringet af får, og en fårehyrde der viste mig hvor vejen gik (man kunne ikke se den). Tilbage på hoved(jord)vejen fik jeg for første gang fanget en klassisk Albansk scene på foto (hvor jeg samtidig viste lidt respekt for folkene på det) en hestevogn passerer en Mercedes på en alt for smal vej, mens en mand går tur med sit æsel, Albanien i en nøddeskal.

Herefter kørte jeg mange flade kilometer mod den Græske grænse, havde ikke nogle Lek (albanske moneyer) og havde håbet at jeg kunne klare turen fra (åh nej) den tidligere jugoslaviske republik Makedonien til Grækenland uden mad. Jeg gik så kold som kun cykelryttere ved man kan, 500m fra grænsen besluttede jeg bare at jeg ville stikke den lille kiosk nogle euro og håbe på det bedste. Her så jeg tilfældigvis en turcykel stå ude foran, Felix, iklædt et Albansk flag, var igang med at bruge sine sidste Lek inden han krydsede ind i Grækenland og bød mig derfor på mad, fantastisk! Vi blev enige om at følges ind i Grækenland.

Virkelig cool fætter, cyklede fra Tyskland for tre måneder siden og rejser på en helt anden måde end jeg. Ingen mål eller tidsplan eller kilometer-skam (noget jeg lider svært af når jeg ikke får kørt langt nok), han bliver gerne flere uger et sted hvis der er spændende nok. Vi er nu ankommet til en lille græsk by hvor vi fik forhandlet prisen på hotellet fem euro ned og samtidig vidst skal drikke vodka med ejeren om lidt, åh nej. Felix vil gerne til Thessaloniki, og vores idé om hvor langt (og hurtigt) man skal køre er vidt forskellige så vi skilles imorgen tidligt. Håber at min mavse kan tåle vodka.