11. Marts
112km fra Edfu til Aswan
Så fik vi kørt de sidste kilometer i den arabiske verden, når jeg om et par dage (forhåbentlig kun én)  forlader Aswan kører vi ind i den Nubiske. Sneg mig imorges forbi første checkpoint ved at køre på en sidevej, og holdt mig herefter på den lille vej på den stort set ubefolkede vestbred, politifri hele dagen (og dermed resten af turen).

Herfra havde jeg nogle skønne kilometer ind og ud af ørkenen her hvor vegetationen langs Nilen efterhånden har givet helt op.

Det var også idag at jeg første gang oplevede problemer med at være dansker (noget jeg egentlig havde regnet med tidligere), til nu har alle venligt fortalt mig at “you are welcome in Egypt” når jeg nævnte min nationalitet. En kioskejer ville ikke sælge mig noget – “Denemarkh bad people” Forsøgte mig med den klassiske at jeg kun er mig selv og ikke kan stå inde for alle danskere, hvilket han var ligeglad med. Var heldigvis velforberedt og lægger desuden ikke den helt store stolthed i nationalitet, fik udredet problemet med mit italienske identitetskort, bor jo blot i Danmark er ikke “People of Danemarkh” forsikrede jeg ham, straks var der mad på bordet.

Nu er jeg i den ikoniske by Aswan der reelt er den sidste by i Egypten, kommer desværre til at skulle tilbringe et par dage her, alt efter hvor hurtigt jeg kan få mig et sudanensisk visum.
Har dog mødt en masse flinke rejsende på et hotel tæt på mit, de er alle kommet med bus eller motorcykel fra Sudan, og har rustet mig med yderligere råd.

10. Marts
90Km (derudover 20km i politibil) fra Luxor til Edfu
En ellers god dag fik en irriterende afslutning.
På hotellet i Luxor mødte jeg et britisk cyklistpar på vej mod England, jeg fik nogle gode råd og erfaringer fra de veje jeg skal køre sydpå! Politifri på vej ud af Luxor stopper jeg for at snuppe lidt flere sukkerrør (er svært afhængig) fra en parkeret lastbil. En mand sidder i skrædderstilling på jorden ved siden af, ser mit besvær og hjælper mig med trække et par rør ud. Bliver inviteret til at sætte mig, vi sad og tyggede sukkerrør i tavshed. Viste sig at han var chaufføren af lastbilen (han hjalp mig med at stjæle hans egne varer).

Det nærmede sig hastigt de 42 grader Vejrudsigten har lovet som maxtemperatur. Egentlig ikke så galt så længe man drikker vand og bliver på sadlen, her er så tørt at ens sved fordamper med det samme. Det er også næsten ved at være slut med vegetation langs Nilen, nu står den snart på ørken. Nå, får eskorte igen fra dagens fjerde checkpoint, de holder sig i en meget behagelig afstand, men jeg ved at de er der. Modvinden har været meget strid hele dagen.

Ved sidste checkpoint 20km fra Edfu bliver jeg af øverstkommanderende, en rigtig arabisk ‘bigman’ type med et ego, forbudt at fortsætte på cykel. Jeg ved at det skyldes at mine babysittere fra sidste checkpoint har fortalt ham hvor langsomt jeg kørte (omkring 10 i timen i vinden). Bigman, den klart højestrangerende jeg til nu har set (3 stjerner og en ørn på skuldrene), forklarer at det skyldes sten på vejen, bullshit, vi kommer op at diskutere lidt heftigt indtil han meget højt midt i diskussionen råber “NO!!”, stak ham hånden uden et ord og satte mig ind i bilen. Har været sur siden. Hverken jer derhjemme eller politiet hernede forstår det, men for mig er det vigtigt at jeg får lov at cykle.
Ankommet til Edfu, når man er frustreret som jeg, har man nogen gange brug for at være trodsig. Der er ingen jeg kan skælde ud eller være vred på, men har valgt ikke at se templet her i byen selvom det ser imponerende ud fra afstand, må være trodsig over for mig selv.

Dog skal det tilføjes at Almadina Hotel her i byen er helt fantastisk, ikke for sarte sjæle (gulvet er af jord, pudsige pletter på lagnerne, alt er beskidt osv. osv. men den gode hr Ata der styrer stedet er helt utrolig, han fulgte med mig ud at spise for at sørge for at jeg ikke betalte for meget, ligesom at han tvang mig til at læse i gæstebogen, fuld af cyklister. Kan desværre ikke kommunikere med Ata, kan bare mærke at han er en god mand.

9. Marts
125km fra Nag Hammadi til Luxor
Dagen lagde ud med at jeg fik rystet min eskorte af mig… Sandheden er at de blev væk fra mig i en trafikprop og jeg samtidig blev væk fra vejen i en landsby, men jeg kan bedre lide udtrykket ‘ryste af’. De skønne frie kilometer hvor jeg fik krydset Nilen tilbage til østbredden varede kun 6 km, næste checkpoint.
Af fremmede årsager er politiet langt mere professionelt og langt nemmere at have med at gøre på østbredden.
Kunne idag simpelthen ikke dy mig, så da jeg blev overhalet af en langsomtkørende lastbil hapsede jeg lige et sukkerrør.

Politibilen stoppede mig sekundet efter, åh nej, så er der skæld ud tænkte jeg. De flinke mænd så dog blot mit besvær med at indtage sukkeret, så politimanden skrællede det øverste med tænderne og stak mig røret. Det er det bedste slik jeg nogensinde har smagt, så saftigt, sødt og med den bedste konsistens i verden. Kræver lidt stærke tænder at skrælle dem og efter at have gumlet mig gennem det meste af et meterlangt rør var der sukkersaft overalt på hænder og cykel, meget klistret.
De sidste 40 kilometer til Luxor var politiet noget mere ‘loose’ da sikkerheden her er i top (bullshit, det er den alle steder, men her er der  kampvogne som uden for Kairo).
Lagde mig på hjul af en tom sukkerrørsvogn og bragede mod Luxor med 35-45 i timen!

Nå nu er jeg i Luxor, kunne ikke finde det udvalgte Hostel og havde brugt det sidste internet på mit egyptiske simkort på at se highlights fra FCK-Brøndby (er jo blot en mand), så måtte købe for 5 pund mere taletid, ups.

Luxor er en forfærdelig by, ligesom Cairo, alting koster 20-30 gange mere end hvad de er værd, følger den australske hotelejers råd ‘live on air till you leave’.
Undskyld mor, men jeg tror desværre ikke at jeg får set Karnak templet, de lukker tidligt, og imorgen skal jeg afsted, så det bliver en anden gang, vi må rejse herned sammen.

(kan se at sidste note også gælder min tidligere historielærer Tom, sorry, men attraktionerne er de oplevelser der siger mig mindst er her for menneskerne, landskaberne, stemningerne… Og målet)

8. Marts
184km fra Asyut til Nag Hammadi
Politibilen kom for sent imorges og hotelejeren (den stikker) ville ikke lade mig køre før de kom. Afsted, politieskorte hele dagen, hver eneste politibil vil gerne have mig ind i bilen for at spare dem tiden de skal bruge på at følge mig. Føler mig i høj grad som et af de mange æsler jeg set trække tonstunge læs rundt. Jeg har skyklapper på, kigger kun på vejen en meter foran, skal køre så stærkt jeg kan. Det kunne være en enkelstart i sommerdanmark, giv mig noget egyptisk te, lidt fladbrød og lyden af en diesel 4×4 der kører bag mig og jeg ville køre verdensstjernerne midt over i den nu hedengangne 100km på tid disciplin.

Bliver mange steder indbudt på te af folk på gaden eller ude fra markerne, men må bare vinke og smile som om jeg ikke forstår det relativt simple ord “chai/shai” (en arabisktalende må lige træde til). Det skal dog siges at nogle politimænd er venligere end andre, en herre sagde inden jeg tog afsted fra hans checkpoint at “just drive slow, that’s OK”.

Ved dagens næstsidste checkpoint var min sidste babysitter der skulle overtage ikke kommet, og jeg måtte sidde utålmodigt og vente i en time på at de kom. Forsøgte at suge noget af den egyptiske stemning til mig når nu jeg havde tid. Bilerne bliver ved checkpoints sænket ned til næsten standsning, her løber børnene efter de kæmpe lastbiler pakket med sukkerrør og griber fat i dem trækker så mange de kan ud så de kan skrælle dem og tykke på de søde rør. Hvis ikke jeg var omkringet af politi der tager hele missionen om at få mig sikkert til Aswan meget seriøst ville jeg sgu springe på cyklen og fange et sukkerrør, er lidt nysgerrig efter hvordan de smager.

Kom igen først frem efter solnedgang, ville gerne have sovet i mit telt ved sidste Checkpoint, men måtte ikke for politiet der fulgte mig til byens hotel, (det har mindst to stjerner mindre end mit telt, men har sjovt nok vænnet mig til kvaliteten af tingene i Afrika nu). Politimesteren tilbød at betale for det, da han på min iver efter friluftssovning kunne regne ud at jeg ikke er den rigeste mand på kontinentet, takkede selvfølgelig nej.

7. Marts
234km. (derudover 27km i politibil) fra Beni Suef til Asyut
Dagens begivenheder kommer i massevis, de bliver derfor remset op i punktform. Først sættes stemningen lige, Nilen Egypten, høj sol, 26 grader, grønne marker, glade vinkende mennesker i de uendeligt mange sprudlende små byer der råber “welcome to Egypt” eller “whatisyourname” efter den hvide (snart helt røde) cyklist, hver halve time passerer et tog direkte ud af ‘slumdog millionaire’ med mennesker hængende ud af døre og vinduer, bag de høje marker er de de hvid-gule bjerge der omkranser Nildalen synlige.

Kl. 06:40 afgang fra hotel
Km 0,5: bliver kørt ned af en bil der ikke havde set mig (eller noget andet) fra en sidegade , skete ikke noget andet end flere hudafskrabninger på min allerede hudafskrabne krop.

Km 8: møder en egyptisk landaholdscykelrytter og kører lidt med ham

Km 13: en måge flyver ind i mit forhjul og overlever men mister en masse fjer (sandt Nok)

Km 20: stopper hos en vejsidegrønthandler for Bananer ender med at spise (gratis selvfølgelig) mad med ham.

Km 28: stopper for at købe Falafel for min sidste pund, får den gratis med et “welcome to Egypt”. Falafelmanden følger efter mig på motorcykel og rækker fem pund ud til mig, da jeg kun havde en pund (omvendt Kairo) takker selvfølgelig nej, har visa.

Km 30: første checkpoint er en joke, soldaterne prøver at udtale mit navn, men det var vidst det eneste de ville med mit pas.

Km 40: andet checkpoint bliver stoppet og må ikke fortsætte, bliver trods protester tvunget ind i en politibil. Er det tætteste jeg på turen har været på at dø, politimanden kører, taler i mobil og skriver i sin kalender samtidig. To soldater på laddet vogter over cyklen med maskinpistoler.

Km 67: bliver sat af bilen, men må ikke fortsætte. Politimanden vil prøve min cykel. Som at se sin kone være utro med en voldsomt udelikat elsker.

Km 67: ny politibil ankommer, får på mit bedste arabisk forhandlet mig til at blive på cyklen, bilen følger i røven på mig – super stressende.

Km 80: checkpoint 3, ny bil overtager og er ultra diktatorisk må ikke stoppe for at spise eller drikke vand. De lukker en hel vej da jeg i en bilkø kører forbi bilerne uden at de kan følge efter.

Km 120: er ved at gå helt kold, har politibil 4 efter mig nu, må ikke stoppe for at købe mad, har spist alt fra tasken, passerer madbod efter madbod, køber noget brød fra en kørende hestevogn på siden af mig.

Km 170: går kold igen, får lov at stoppe og købe en Cola og vand. Politibil 6 i røven på mig.

Km 190: giver op, går kold og ved at solen snart går ned, siger til mine følgesvende at jeg vil finde et sted og sove i næste by, får et nej, må kun køre til Asyut.

Km 205: solen går ned

Km 230: helt mørkt da næstsidste, syvende, checkpoint skal passeres, siger at jeg bliver nødt til at købe mad da jeg er ved at dø. 50 mennesker står og kigger og tager billeder mens jeg køber noget mad der viser sig at være kage.

Km 240: politibilen er ved at være godt utålmodig og råber “go go” og “yalla yalla” i en megafon af mig.

Km 261: ankommer med sirener for at fjerne trafikken til hotel i Asyut, får at vide at politimænende henter mig på hotellet kl. otte imorgen, øv, ingen frihed på mit ellers så fri transportmiddel.

5. Marts
Hel dag i Kairo der skulle tilbringes med at løse diverse praktiske anliggender og få set de dersens trekanter. Startede med at kontakte turistpolitiet for at høre mulighederne for at cykle langs Nilen, fik efter meget lang ventetid det svar at jeg ville blive stoppet ved første checkpoint og sendt tilbage igen hvis ikke jeg havde en rejseagent, øv. Spurgte endnu en politimand som sagde at det ikke var noget problem,hmm. Spurgte tre egyptiske rejsearrangører om de ville kalde sig min agent, nej, men alle tre sagde dog at jeg bare skulle køre. Forvirrende? Ja.

For at undgå at blive hustlet af en taxachauffør tog jeg metro og minibus til Giza, blev til gengæld hustlet på det grummeste af folk i en bygning med “tourist information” skrevet på døren, og endte med at betale en masse penge for at ride på en hest?!? Nå pyramider check.

6. Marts
127 km fra Kairo til Beni Suef
Afsted kl lidt i syv om morgenen for at komme afsted før den fuldstændigt vanvittige trafik (heldigvis er det fredag og derfor fridag for egyptere). Byen blev forladt uden det store problemer andet en lunger der kradser på grund af smog.

Pludselig var jeg ude i den frodige Nildal hvor der er grønne marker og palmer overalt, her er utroligt smukt og en sjov stemning alle steder, folk dytter, vinker, arbejder i markerne og kører hestevogn.

Når vejen en gang i mellem slår et slag væk fra Nilen transformeres landskabet på et øjeblik sig til total ørken, et fantastisk syn.

Dagens første tre militær checkpoints formåede jeg at luske mig forbi ved at køre lige i rumpen på en lastbil, sørgede samtidig for at kigge en soldat i øjnene så jeg ikke gjorde noget ulovligt. Det er et underligt syn, har aldrig set en kampvogn i mit liv, pludselig står der to og blokerer vejen med kanonen der stirrer på en. Nå, det fjerde checkpoint blev jeg stoppet, blev lidt bange for at det så var slut med egyptisk cykling. Gav mit pas og blev budt på en siddeplads mens jeg ventede. Der blev diskuteret ivrigt over en walkie talkie. Fik at vide at jeg gerne måtte passere, men at jeg først skulle drikke te med soldaterne. Det var sgu en sjov oplevelse ingen snakkede engelsk, men det var smadder hyggeligt, de må have stolet blindt på mig, under hele seancen lå der en AK47 15cm fra min hånd på bænken jeg sad på.
Var allerede fremme klokken 13:30 her i byen og ville gerne have fortsat, men tør ikke helt når jeg er usikker på at overnatningsmulighederne.

Det gjorde helt ærligt ret ondt at forlade de venlige rygsæksrejsende mennesker jeg havde delt hjem med de sidste fire dage, på den tid nåede jeg på en underlig måde at blive rigtig glad for dem. Afsted til cykelhandleren for tredje gang under mit atheneiske ophold, cyklen delvist skilt ad og ned i en papkasse.

Kassen kunne ikke være i en taxa, så måtte bestille en minibus, 70 euro!!!!!!???##_-@@@)(,?! For at komme til lufthavnen, mere end jeg i alt har brugt på at bo og leve i Athen. Nå hold humøret oppe Ingmar, kassen med cykel og indhold vejede 30 kg. ved ikke om det var fordi at lufthavnspersonalet aldrig havde set så stor en kuffert, eller om de bare var flinke, men betalte ikke en krone i overvægt (eller overstørrelse for den sags skyld). En time og 20 minutters ren snyd senere er jeg i Kairo!

Smoggen er uhyggelig tæt, her en time før solnedgang er den allerede forsvundet, solen altså. Taxaturen fra lufthavnen til byen blev jeg hustlet på det grummeste og måtte betale 3 gange hvad jeg formoder at det koster. Blev yderligere hustlet et masse i forsøget på at købe mig et simkort. For satan her er billigt, men for satan jeg betaler dyrt.

Athen er gået tyndt, Akropolis er besteget,  gyroen er spist, øllene er drukket med banden af backpackere og selfierne er taget i massevis. Jeg føler bare ikke at jeg passer ind. Jeg er ikke backpacker eller selfiegal amerikaner på besøg i det våbenfri kommunist-kontinent. Det virker på en måde bare forkert at går rundt og være turist. Jeg ved ikke om det er selvfed arrogance eller for at minde mig selv om at jeg ikke skal falde for godt til, men jeg har en konstant lyst til at gå med en T-shirt med påskriften “I got here by bicycle”.

Stedet føles lidt som et venteværelse, oplevelserne er ikke ægte hvis ikke de opleves fra ryggen af en jernhest. Ærgerligt at jeg har det sådan.

Nå, den stupide filosofering lagt til side. Athen har også budt på nogle sjove oplevelser, besøgte på en apotekers opfordring skadestuen for at få kigget på mine hænder. Træder ind i et fuldkommen kaotisk lokale med 500 ventende mennesker, to minutter senere stod jeg med et papir i hånden og skulle finde dermatologisk afdeling der ligger i “old building, right, left, left, second floor, door 22”. Rendte alene rundt i små 45 minutter og morede mig egentlig meget godt indtil jeg fandt door 22. Ingen kø, det græske sundhedsvæsen er yderst effektivt. En læge kiggede i fem minutter på mine hænder inden jeg fik et papir på græsk med de engelske ord “seven days” i bunden, ikke et ord blev udvekslet mellem os. Papiret var selvfølgelig en recept og putter nu noget creme på mine stakkels pølser.

Min smukke jernhest skulle også til lægen, og den hjælpsomme mekaniker og jeg måtte i fællesskab konstatere at begge hjulnav har tabt kampen til de saltede nordeurpæiske veje og mit kroatiske styrt. Hun røg straks på intensiv og får i skrivende stund skiftet begge nav, en større operation.
Afrika bliver så spændende!

28. Februar
157km fra Amfikleila til Athen
Stod for anden gang på turen her op før solopgang. Afsted klokken 6:30, vejret skulle ikke få lov at nå at vågne før jeg var afsted. Trådte som en besat, stoppede kort for at spise kl. 10 og var allerede over halvvejs. Holdt på trods af stigninger på henholdsvis 600 og 400 meter et snit på 25 km/t, kunne være fortsat tværs over Middelhavet til Egypten på ren vilje idag.

Vejret så det meste af dagen lidt tvivlsomt ud, men de meget få dråber der kom var ingenting. Og efter en sidste gang at være cyklet op i skyerne (selv lidt sne lå der) var der perfekt vejr de sidste 20km til Athen, desuden ved jeg at de næste flere tusinde kilometer er helt flade!
De sidste fem kilometer gennem byen tog lidt over en time trafikken er lidt svær her.

Nu skal de næste dage bruges på at få vasket tøjet (fy for den det lygter ikke vel), få fikset cyklen (den lyder ikke vel), få gjort noget ved mine hænder (de ser ikke vel ud), få købt det grej der mangler, få set Athen og få drukket en øl eller to (de skal nok lande vel).

27. Februar
45km fra Lamia til Amfikleila
Så kom den, dagen hvor det blev for meget. Jeg stod op i morges og kiggede spændt ud af vinduet, regnvejr. Tog det tørre cykeltøj og de våde sko på og begav mig, allerede nu, frustreret ud i regnen. En halv times tid senere var alt vådt, alt. Det er helt vildt frustrerende, jeg forstår slet ikke hvordan at det kan regne så meget.

Efterhånden nærmede jeg mig dagens store stigning der skulle bestiges, 600 meter op i regnen. På vejen op var jeg tæt på at miste forstanden, jeg fik så højt jeg kunne råbt alle de værste gloser det danske sprog rummer til den græske himmel, hvortil den blot svarede med mere regn på den tomme bjergvej. Det var en stor mental sejr at komme op på toppen.

På nedkørselen blegyndte jeg at fryse voldsont, regnen i 650 meters højde er iskold. Og da jeg nåede bunden og regnen bare blev tungere og tungere gav jeg op, ville ikke mere. Selv efter at have givet op fik jeg ikke lov at slippe, der var nemlig ingenting 15km til nærmeste by, ingen tankstation, restaurant, supermarked intet sted jeg kunne få lov at gå ind og få varmen, få lov at give op. Efter at have bandet/grædt mig frem tog nogle meget venlige mennesker imod mig på hotellet her i byen og gav mig straks noget varm kakao uden beregning.
Nu sidder jeg på hotellet og leder desperat efter en vejrudsigt der ikke lover regn imorgen.
… 154 km til Athen.