Athen er gået tyndt, Akropolis er besteget,  gyroen er spist, øllene er drukket med banden af backpackere og selfierne er taget i massevis. Jeg føler bare ikke at jeg passer ind. Jeg er ikke backpacker eller selfiegal amerikaner på besøg i det våbenfri kommunist-kontinent. Det virker på en måde bare forkert at går rundt og være turist. Jeg ved ikke om det er selvfed arrogance eller for at minde mig selv om at jeg ikke skal falde for godt til, men jeg har en konstant lyst til at gå med en T-shirt med påskriften “I got here by bicycle”.

Stedet føles lidt som et venteværelse, oplevelserne er ikke ægte hvis ikke de opleves fra ryggen af en jernhest. Ærgerligt at jeg har det sådan.

Nå, den stupide filosofering lagt til side. Athen har også budt på nogle sjove oplevelser, besøgte på en apotekers opfordring skadestuen for at få kigget på mine hænder. Træder ind i et fuldkommen kaotisk lokale med 500 ventende mennesker, to minutter senere stod jeg med et papir i hånden og skulle finde dermatologisk afdeling der ligger i “old building, right, left, left, second floor, door 22”. Rendte alene rundt i små 45 minutter og morede mig egentlig meget godt indtil jeg fandt door 22. Ingen kø, det græske sundhedsvæsen er yderst effektivt. En læge kiggede i fem minutter på mine hænder inden jeg fik et papir på græsk med de engelske ord “seven days” i bunden, ikke et ord blev udvekslet mellem os. Papiret var selvfølgelig en recept og putter nu noget creme på mine stakkels pølser.

Min smukke jernhest skulle også til lægen, og den hjælpsomme mekaniker og jeg måtte i fællesskab konstatere at begge hjulnav har tabt kampen til de saltede nordeurpæiske veje og mit kroatiske styrt. Hun røg straks på intensiv og får i skrivende stund skiftet begge nav, en større operation.
Afrika bliver så spændende!