21. Marts
207km fra Al Dabbah til ørkenlandsby
Så begyndte de to dage jeg måske har frygtet mest på turen. Dagens første 30 km fulgte jeg Nilen indtil vejen mod Khartoum drejer ind i ørkenen. Herfra er der 330km til Khartoum.
Efter allerede 60km kom en af de værste kriser på turen. Efter en 1cm revne i den ellers skønne vej gav den højre bolt på bagagebæreret op og det hele kollapsede. Lavede dog en cowboy-løsning af dimensioner, skruede to løse skruer i de huller der førhen holdt skærmen og bandt med noget elastik det hele sammen. Det var mens jeg fiksende bagagebæreret at jeg fandt ud af at jeg havde sprunget en eger i baghjulet (højest sandsynligt på den dårlige vej fra et par dage siden). For ikke at overbelaste baghjulet ville jeg så flytte noget vægt over på forhjulet. Det var i denne proces at jeg fandt ud af at en af mine halvanden liter vandflasker var sprunget i min taske, ikke fedt når man er midt i ørkenen. Sahara 3, Ingmar og cykel 0. Tænkte for første gang på turen at det faktisk kunne gå hen og ende helt helt galt, det var fortsat tidligt om morgenen så var eneste levende væsen i ørkenen. Ved ikke om det var dumhed eller determination, men pløjede svært nervøs videre.

Ti kilometer senere blev det endnu værre, havde nu monteret to to-liter vandflasker på hver side af forhjulet, en flaske faldt ud og der gik hul i den, fik dog reddet den nogenlunde ved sætte den på hovedet i en flaskeholder. Fortsatte videre, med for lidt vand og en cykel der kunne give op når som helst ud i ørkenen. Omkring klokken 11 begyndte der dog at passere lidt busser og senere biler (mange stoppede og tjekkede om jeg var ok, vidst ikke hver dag de ser en cyklist i sahara), de to timers nervøse Ingmar gik så småt over.

Varmen er vild, og når man sveder og sandet fyger så får man sand de mærkeligste steder, har lige brugt fem minutter på at tømme ørene (mine bussemænd er 80% sand). Var samtidig meget bange for at drikke alt mit vand, men hver 50km står der urner med drikkevand i siden af vejen. Vinden var det meste af dagen i ryggen, så kom på trods af kriser et pænt stykke sydpå. En af de stoppede biler fortalte mig at der ville ligge en landsby langs vejen, hvilket der også gjorde, omend landsby er for meget sagt, men fem lerhuse og en moske, der jeg har fået lov at slå teltet op, er også noget. Altid rart at sove i nærheden af mennesker.
Meget sjovt at første gang jeg i mit liv skifter en eger foregår det midt i Sahara med ti nysgerrige drenge som tilskuere.

Dagen slutter af på skønneste manér, efter at have spist rykker man sengene ud i ørkenen og sidder under stjernerne og hygger.
Til sidst lige en sjov observation, godt nok er internettet billigt her, men er komplet ubrugeligt (kan ikke loade Google) hvis ikke det er mellem klokken 05 og 09 om morgenen, men her i ørkenen spiller det bare maks.

20. Marts
156km fra Dongola til Al Dabbah
Efter at have gået byen tynd med mig for at finde noget at spise igår og idag for at hjælpe mig med at få bagagebæreret fikset (var ikke en succes, måtte bede den let inkompetente cykelhandler om at stoppe efter at han i ti minutter med sko og mejsel havde banket ind i gevindet med den knækkede skrue, det gevind er kaput nu) spurgte mohamed fra hotellet om vi skulle tage en kop kaffe. Jeg havde mest lyst til at sige nej da jeg allerede var sent på den og havde desuden paraderne oppe efter at være blevet hustlet i Egypten. Men fyren havde dog gjort så meget for mig at jeg satte mig med ham. Kaffen var skøn, han spurgte om jeg ville have noget kage til, tænkte åh nej han er i ledtog med cafémanden, svarede dog bare ja. Da jeg havde spist kagerne (de smagte vildt godt) hentede han straks flere til mig (kunne godt mærke at jeg skulle finde den store pung frem). Som man af overskriften kan regne ud betalte den 16 år gamle universitetsstuderende, der arbejder på sovesalen for at få råd til studierne, på trods af mine protester for det hele. Det tog 40 kilometers jokken i pedalerne at ryste den værste skam af.

Det skal siges at selvom jeg har følger Nilen, kører den kinesiskbyggede asfaltvej, der er blødere at køre på end er par flotte bryster (har aldrig været fan af babynumser), altid et par kilometer ude i ørkenen, man kan altid se træerne der krammer Nilen og de små landsbyer langs den, men man kommer ikke igennem dem. Jeg var derfor glad da jeg i en sulten stund så en vejsidecafe (café bob bob). Stoppede og spurgte om jeg kunne få noget at spise, manden åbnede skiftevis låget på fire gryder han havde stående, alle med ubestemmelige gryderetslignende masser i. Pegede på den flotteste og fik servet en skål. Det var først et par håndfulde (i troede vel ikke at man bruger bestik) inde at jeg regnede ud at der var indvolde. Spiste selvfølgelig op, men min mave var svært utilfreds i de næste 30 kilometer.

Det har generelt været en hård dag, jeg ved ikke om det skyldes de rigtig mange kilometer fra igår, at jeg hele dagen har været sulten, at jeg for første gang længe har kørt meget dagen i sidevind, om jeg er småsyg eller at det begynder at være rimelig varmt, men det gled bare ikke rigtig idag. Kom ret sent og lidt utilfreds frem. Var dog så heldig at jeg på byens marked kunne købe en ske, ikke helt ‘surviver’ agtigt som sporken, men super.

Sover som altid på en sovesal, her forgår baddet med en spand henover hullet, der her har et das monteret, det kan selvfølgelig ikke skylle. Alt sammen udmærket, man føler sig bare ikke ren når man lige har taget et bad i en lerudgave af et Roskildetoilet, lugten ødelægger det.
Imorgen skal jeg igen ud i den store ørken med mod Sudans hovedstad Khartoum. Jeg når ikke alle 350km imorgen og må derfor sove et sted i ørkenen.

19. Marts
229km fra Abri til Dongola
Igen Idag begynder vi igen med en lille van(d)ekdote (sikke han kan). Havde sovet skønt i teltet, set solopgangen og lavet lort i naturen for første gang i mit liv! Jeg gik så hen til en vandpost lignende den fra indlægget igår (de er over det hele) satte mig og begyndte at filtrere det grumsede drikkevand med mit vandfiltersystem (har ved flere lejligheder drukket det ufiltreret, men når det er en hel dags forbrug vil jeg gerne være sikker). Så skete det jeg bare ville undgå, to lokale kom og drak lidt og satte sig. Jeg havde det forfærdeligt, skreg usagt at “det vand i drikker er ikke godt nok til den hvide mand”. Det hele blev værre da jeg spurgte hvor jeg kunne gøre at mit skrald og den ene af dem tog posen og sagde “let me help you with that” Og gik.

Midt på dagen slog vejen et 20km slag mod øst, hvor jeg i sidevind tydeligt kunne mærke hvor hård en medvind jeg kører i, det havde jeg rigtig godt af, man tager hurtigt den slags for givet.
Kort herefter tvang min eventyrlyst mig ud på en lille grusvej, allerede efter en kilometer da den viste sig at være en klippe/sandvej fortrød jeg valget, men hvis der er en ting man ikke gør, så er det at vende om, aldrig.

Den lille bævej skulle dog vise sig at have væsentligt større konsekvenser. Vi skal lige spole seks dage tilbage i tiden til Aswan, her finder jeg nemlig ud af at et af de enorme egyptiske vejbump (de kunne stoppe et fly i luften) har knækket den bolt der holder venstre side af bagagebæreret fast. For at undgå totalt kollaps på vejen satte jeg mit lappegrej (ligger i en lille kasse) i klemme mellem bagagebæreret og rammen. De voldsomme vibrationer fik selvfølgelig lappegrejet til at vælte ud, desuden også min dyrt indkøbte spork og flere gange væltede de mange vandflasker jeg har sat fast diverse steder på cyklen af.
Da jeg lagde mærke til at lappegrejet var røget stoppede jeg, lagde cyklen og løb tilbage ad vejen (langt hurtigere end at cykle) fandt selvfølgelig ingenting. Efter 25 kilometers lort, kom jeg endelig tilbage på asfalt. Fløj de sidste 150km til Dongola. Bor nu på endnu en sovesal, ægte palmeblade som tag, der skal under en dags tilvænning til før det egentlig ikke er særligt imponerende.

Bliver desuden nødt til at sige, havde allerede hørt det fra alle udover dem der ikke engang tør kigge på Afrika i et atlas, menneskerne her i Sudan er fantastiske. Alle vil gøre hvad som helst for at hjælpe en uden at man spørger.

17. Marts
61km fra Abu Simbel til Wadi Halfa

Havde brugt flere timer igår på at finde ud af hvad tid færgen sejlede, det var sådan jeg mødte bryllupsmanden, uden at have fået et reelt svar, jeg stod foran færgen klokken syv.

Hurtig “mand spørger hvornår færgen fra din by sejler” guide: start dit svar med “maybe” og kom herefter med et interval på mindst tre timer, tilføj gerne et ekstra maybe midt i svaret. Eksempel: “maybe seven, eight, maybe nine”.

Nå der var ikke et øje, gik tilbage til hotellet hvor der var wifi og sendte det sidste blogindlæg. Kom tilbage klokken otte hvor der nu var sømænd ombord, spurgte hvad tid færgen sejlede: “maybe eight” da jeg konfronterede ham med at det var om to minutter svarede han “maybe nine”. Den sidste ramte han dog, klokken 9 sejlede en helt fyldt færge afsted mod søens modsatte bred.

På den anden bred ventede der 35 helt ensomme ørkenkilometer inden jeg nåede min første rigtige grænse. Vel at mærke den kun nogle måneder gamle og første landegrænse mellem Sudan og Egypten nogensinde.

-Først købes billet til at forlade Egypten til 50pund.
-Herefter tjekkes billet og pas indgående før man må komme ind til grænsen.
-Så går man til tolden, hvor en tilfældig taske bliver udvalgt og indholdet vises frem.
-Efterfølgende røntgenscannes resten af taskerne.
-Så gives passet til en mand der skal stemple det, man må ikke være i samme lokale og han skal angiveligt bruge fem minutter på det.
-Med passet udleveret, skal pas, stempel og billet tjekkes indgående af sidste grænsenvagt.
-Herefter afviser man bestandigt at betale samme grænsenvagt bestikkelse (havde brugt alle mine pund anyway).
Egypten officielt forladt.

500m igennem ingenmandsland senere når man til Sudans lukkede låger, de holder frokostpause ifølge manden med nøglerne, frokostpause.

-Efter lidt venten bliver man af en glad soldat der åbner lågen ønsket et varmt “Welcome to Sudan”.
-Ind i arrivals hall, hvor man bliver bedt om at sætte sig og vente.
-Mens man venter tager man et par bukser udover cykelshortsene da man tydeligvis er upassende.
-Ca. 20 minutters ventetid senere skal man udfylde nogle papirer: destination, hotelnavn, længde på ophold, rejseudbyder (alt sammen meget svært at svare på når man cykler gennem landet. Som altid vigtigt at udfylde sin religion, da man ellers ingen vegne kommer.
-Efter lidt baksen får man sit stempel.
-Videre til tolden der på den sudanensiske side blot er et stort rum med en militærmand der går rundt blandt de mange rejsende, de fleste med med nye tv, vaskemaskiner og fødevarer hentet i Egypten, og besigtiger varerne. Da han efter en halv time nåede mine ting, kiggede han opgivende ned i hver enkelt taske og smed et orange klistermærke på hver taske.
-Sidste stop, en mand sætter et sort kryds på klistermærkerne, og man er inde i Sudan tre og en halv time efter ankomsten til grænsen.
Mere sahara senere, er jeg nu i Wadi Halfa, Sudan.

Første punkt på dagsordenen i sudan var at få vekslet mine Dollars til Sudanensiske pund. Da USA sanktionerer Sudan kan man ikke bruge amerikanske kort i landet (dvs. alle, visa, Mastercard osv.) man skal derfor have al valuta med kontant. Da sudanensiske banker veksler til en fuldkommen latterlig kurs, køber man valuta på det sorte marked. Uden at vide hvor det sorte marked lige var, kom jeg efterhånden i kontakt med nogle der ville sælge penge, herefter er det en forhandling om kursen. Takkede nej til de første fem vekslere og fik hos den sidste forhandlet mig til ni pund pr dollar, vil gerne op omkring 9,2.
Har derudover skaffet sudanensisk simkort ca. 50øre om dagen for ubegrænset internet.

Alt, alt alt er noget andet her, bor på en sovesal, sengene er ikke med madrasser, men noget vævet snor, taget er af blik, gulvet i badet er af jord, toilettet er et hul – ja et hul. Vejene, undtaget hovedvejen sydpå, er af sand. Skal akklimatiseres…

Uden at forstå hvordan i alverden det skete var jeg pludselig til et bryllup. Ham der havde inviteret mig og kørt mig herhen var væk. Jeg sad bare og ventede lidt, mens den imponerende pavillon blev bygget.

Pludselig blev jeg revet i armen, og trukket ind til et spisebord hvor jeg hvid (arhh rimeligt tan), ikke arabisktalende og ikke muslim sad og spiste i tavshed midt i mængden af ældre mænd i kjoler.
Mens jeg stadig spiste rejste alle sig fra bordet, jeg skyndte mig at gøre det samme, og gik så (til at starte med ufrivilligt vel at mærke) arm i arm med endnu en mand der satte mig ned på aller forreste række med et “very special guest” (oh shit). Det var først her det gik op for mig at vi kun var mænd.
Fik under påskud af at skulle tisse sneget mig lidt bagud i rækkerne.
Havde været her i to og en halv time da en voldsomt forstærket prædiken gik igang, det sveg i ørene så højt var det. Efter en halv times skrigen tog en ny taler over. Det jeg troede ville være en festlig forestilling var et religiøst marathon på 180db.
Tre en halv time inde, var det stadig blot en højlydt mandefest.
Herefter begyndte dansen, hvilket dog var meget sjovt.

Jeg overvejede om jeg skulle hoppe ind og være med (eventuelt vise dem et par europæiske moves), men jeg tror ikke at det var blevet taget godt imod. Dansen lod til at være et religiøst ritual, der blev i hvert fald sunget heftigt om gud og hans profet.
Efter at have hilst på en tydeligt nervøs brudgom og ventet i fire en halv time uden at se skyggen af en kvinde (dermed ikke sagt at en god herrefest ikke kan være sjov) gav jeg op, skal nå en færge kl. 07 imorgen tidlig.

16. Marts
101km fra ørken til Abu Simbel
Efter stort set ikke at have sovet, grundet larm på caféen, og ikke at måtte tage afsted for ejeren Ali der blev ved at servere te for at få mig til at blive, kom jeg afsted kl. 8. Bragede ned gennem ørkenen i medvind, passerede det enorme og i vesten fuldstændigt ukendte ‘New Valley’ bygningsprojekt, bygningen af en ekstra Nil.

Lidt mere ørken og nogle meget forvirrede Checkpoint-vagter (de havde aldrig set en hvid mand uden for konvojen) senere var jeg i Abu Simbel.

Kom desværre for sent til færgen over Nassersøen, hvorfor jeg skal vente til imorgen, hvilket er noget rod da jeg således imorgen kun får kørt små 70km ned til Wadi Halfa (kan ikke køre længere da der er 160km ørken til næste vandpost derfra).
Jeg havde således tid til at se templerne i Abu Simbel og eftersom at turisterne kun må køre i konvojen var jeg helt, jeg mener helt, alene derinde, hvilket var overraskende uhyggeligt, forventede hele tiden at de store statuer skulle sige noget til mig.

Det er en fantastisk historie om templerne, der ville ligge og boble dybt under Nassersøen hvis ikke en enorm flytningsproces havde reddet dem før bygningen af ‘High Dam’.
Mens jeg ventede i Abu Simbel blev jeg af en mand der betalte min frokost (jeg lugter forfærdeligt af fisk efter at have indtaget to hele Nilbars med fingrene) inviteret til et stort bryllup, mere herom i del 3.

15. Marts
177km fra Aswan til ørkencafe.
Ankommer ved konsulatet ved åbningstid, ved at man ansøger visum på første sal. Manden i stueetagen besigtiger mit pas og beder mig sætte mig og vente. 30 minutter senere sidder jeg stadig, kan godt mærke at jeg ikke skal stille dumme spørgsmål som “hvad er det jeg venter på?” (er tydeligvis eneste ‘kunde’ på stedet) eller “hvorfor skal jeg flytte min cykel fra jeres vej?” Nå efter en time og en kop te, det var god stil, senere får jeg lov at gå ovenpå hvor jeg efter ti minutters ventetid får leveret den ansøgning jeg udfyldte for fire dage siden udleveret. Der er absolut intet gjort ved den!!!! Går efter yderligere ventetid ind til ‘passport officer’ som udspørger mig om mine intentioner med besøget, inden han stempler og sender mig op til konsulen på anden sal. Her bliver jeg yderligere udspurgt og betaler de 50 amerikanske dollar, får endnu et stempel. Herefter går jeg ned igen, til sekretæren som får ansøgningen nu med to stempler. Herefter så jeg sekretæren gå ind til ‘passport officer’ med passet, et kvarter senere havde jeg visum. Det hele kunne være gjort på tre minutter i torsdags.
Jeg havde et møde med politimesteren kl. 11 angående at få tilladelsen til at køre sydpå, klokken var dog halv, og eventyreren tænkte at jeg bare skulle give den et skud, og ellers tage til mødet hvis jeg blev stoppet. Stoppede en bil der kørte mig over dæmningen. Efter en lang diskussion og nogle telefonopkald ved checkpointet, råbte politimanden (og ramte udtalen lige i øjet) “Oemig go!”. Jeg var fri! Sahara lå foran mig.

Det er noget helt vildt at cykle i ørkenen, havde en meget kraftig medvind og fløj afsted på min meget tungt læssede cykel (næsten ti kilo tungere end den plejer).
Der er intet at se på, sand sand sand. Efterhånden dagdrømmer man så tungt at man ikke aner hvor man er, indtil en passerende lastbil blinker og dytter et “er du okay” dyt, hvortil man vinker og giver thumbs-up.

På blot fem og en halv time havde jeg tilbagelagt 179km, var jeg kommet tidligere afsted var jeg cyklet alle 277 til Abu Simbel, men tog den fornuftige beslutning og stoppede ved en ørkencafe (bygning nummer tre siden jeg forlod Aswan).
Her fik jeg mad, vand, te, te, te, tilbud om hash (gør man alle steder her) og lov til at slå mit telt op. Måtte lige hjælpe med at fylde nogle dieseltanke (hvilket involverede at jeg skulle køre ejerens bil) på den mest beskidte manér da stedet også er en sort tankstation. Mine bukser stinker af diesel og de måtte sove uden for teltet.

Solnedgangen er et vildt syn her midt i ørkenen, surrealistisk at være midt i Sahara og kigge på den klareste stjernehimmel jeg nogensinde har set.

13. Marts
45km fra Aswan til High Dam til Aswan
14. Marts
Aswan
Igår lod jeg min rastløse og utålmodige krop cykle ned til ‘High Dam’, den enorme russiskbyggede dæmning der har skabt Nassersøen en af verdens største kunstige søer, og samtidig har sørget for en stabil vandstand i Nilen gennem Egypten. Måtte selvfølgelig ikke cykle ud på den for militæret, mand på cykel – det kan kun være en terrorist.

Cyklede så herfra til den anden dæmning, ‘Aswan Dam’ lidt længere nede ad Nilen, dæmningen der efter blot 10 år i tjeneste viste sig at være alt for lille. Her måtte jeg heller ikke køre over for militæret. Dette er således et problem da det er de eneste to måder at krydse Nilen på, og vejen sydpå er på den anden side af Nassersøen. Rart til gengæld lige at få cyklet de kilometer jeg mangler nordfra, selvom det ikke rigtig tæller (har uofficielt rundet 4000km nu).

Det endnu større problem er dog at vejen herfra ned til Abu Simbel ikke må røres af turister, ikke engang i en egyptisk bil. Den eneste undtagelse er i de to daglige konvojer, hvor turister beskyttet af politi bliver fulgt ned til Abu Simbel templet i biler, busser og minibusser klokken 04:00 og 12:00. Det kræver en speciel tilladelse at kunne køre med i konvojen, der kører med 130km/t.
Besøgte idag turistpolitiet der selvfølgelig ikke snakker engelsk, men en flink ung fyr fra vejen tolkede. Efter et meget langt arabisk telefonopkald blev jeg af politimanden og den unge fyr fulgt til politihovedkontoret (en svært pansret bygning med maskingeværer overalt), hvor jeg fik lov at møde politimesteren. Han ville umiddelbart ikke sige noget andet end at jeg muligvis ville få lov at starte med en af konvojerne og herfra have en eskorte ned til Abu Simbel, han ville dog ikke hjælpe før jeg fik mit visum.

Det står umiddelbart uvist om han forventer at jeg cykler med 130km/t, om jeg ville få min egen bil eller ingen bil, til hvilken dag jeg kan få tilladelsen ved jeg heller ikke. Uanset hvad lader det til at være forventet at jeg skal tilbagelægge de 277km på én dag.
Egypten Egypten Egypten…. Hvornår bliver jeg dog fri for dit besvær.

Egypten: Ingmar Ingmar Ingmar, hvornår slipper vi dog for dit besvær, brok og din meningsløse cykeltur

12. Marts
Aswan
Går til det sudanensiske konsulats adresse, på døren er et skilt hvor der står at de er flyttet. Adressen står på arabisk, great. Går tilbage til hotellet hvor det er WiFi og Googler det, går til adressen fra Google maps, der er ingenting. Spørger en taxachauffør om han ved hvor det er “of course my friend”, i sin iver efter at få mig som kunde forhandler vi os til at han kører mig derhen for ti pund. Bliver herefter kørt til togstationen tæt på den gamle adresse med skiltet. Han spørger en ven hvor det ligger og finder ud af at det er længere væk end han forventede (han anede ikke hvor der var), og vil pludselig ikke køre mig derhen for ti pund, men heller ikke lukke mig ud af bilen uden at jeg betaler de ti. Ender med at betale ham 20 pund, og han kører forkert 30 gange men får mig dog frem.
At sidde og vente på at komme ind til generalkonsulens sekretær er værre end at vente før en svær eksamen. Kommer ind og afleverer de relevante dokumenter og den udfyldte formular sammen med et japansk par der skal samme vej som jeg, dog med bus. Grundet mit danske pas skal jeg aflevere alle ti (!!!!) fingeraftryk, de japanske skal nul. De kan samtidig få deres ansøgning hastebehandlet, noget jeg ikke kan, tak Kurt. Må nu finde på noget at lave her i Aswan til på søndag, hvor jeg forhåbentlig kan få et visum og komme ud i ørkenen.

Noget jeg dog passende kunne lave er at købe mig nogle par sokker, vaskede tøj i en håndvask i morges og hang tøjet op overalt på værelset. Da jeg kommer tilbage fra konsulatet er alle sokkerne fløjet ud af vinduet, ups.
Det nager mig gevaldigt at være her i Aswan, jeg føler mig meget alene i den travle by, er lidt irriterende ikke at gøre fremskridt.

Har kun tre led af mit sidste sukkerrør tilbage.