18. Marts
174km fra Wadi Halfa til Abri
En lille pudsig vandoplevelse, her i Sudan har man ikke rindende vand og vand opbevares derfor i diverse tanke. Jeg ved allerede fra Egypten at drikkevandet opbevares i lerurner og skovles typisk op med en kop. Alt andet vand opbevares i olietønder eller andre tanke. Imorges da jeg havde gjort min gerning på toilettet (hullet) tænkte jeg at jeg ville vaske mine fingre, skovlede med en lille spand noget vand op fra en tank og hældte der ud over fingrene, fik dog skæld ud af en lokal da vandet jeg tog var alt for rent til håndvask, det var beregnet til vask af ansigt og mundskyl. Man skal passe godt på det vand man har.

Inden for tre dage fra sin ankomst til Sudan skal man registrere sin ankomst på et af indenrigsministeriets kontorer, jeg stod som altid foran kontoret (kontor og kontor) ved åbningstid. Blev efter lidt søgen efter en engelsktalende bedt om at udfylde en formular identisk med den jeg nu har udfyldt på konsulatet og to gange ved grænsen. Herefter venter man ti minutter på at få et stempel på sin formular, så venter man ti minutter på at få lov at betale de 380pund for registreringen. Herefter venter man en time og tyve minutter med sine papirer i hånden (det er altså ikke under behandling) før man kan få lov at få et ekstra stempel i sit pas.

Nå to timer sent afsted og ud på dagens første, fortsat medvindsblæste, 135 kilometer der var de mest ensomme indtil videre Blev passeret af 12 biler, ellers ikke et menneske, en bygning, en sidevej eller en vandpost. Min telefon gik ud efter et par kilometer og begyndte at kede mig lidt uden musik. Landskabet har ændret karakter og ligner mere månen end Sahara, store sorte bjerge tårner sig op over det hele. Efterhånden sluttede jeg mig til Nilen igen hvorfor den lille serie om Sahara også slutter, om end jeg skal i ringen med den skønne kvinde igen om nogle dage.
Ankommer til Abri og giver nogle unge fyre i en tobalsbutik min telefon og oplader. Fik lov af en god herre at slå teltet op bag hans hjem.

Havde fra teltet en skøn udsigt til solnedgangen på Nilen. Jeg kokkererede en trangia klassiker (et held at jeg fik spritet man bruger som brændstof, gennem tolden da alkohol er strengt forbudt i Sudan) pasta med tomat og tun. Det var mens jeg sad alene i mørket og spiste at jeg, for første gang siden det hele blev rigtig spændende, blev ramt af ensomheden, her er så smukt, jeg er så lille.