17. Marts
61km fra Abu Simbel til Wadi Halfa

Havde brugt flere timer igår på at finde ud af hvad tid færgen sejlede, det var sådan jeg mødte bryllupsmanden, uden at have fået et reelt svar, jeg stod foran færgen klokken syv.

Hurtig “mand spørger hvornår færgen fra din by sejler” guide: start dit svar med “maybe” og kom herefter med et interval på mindst tre timer, tilføj gerne et ekstra maybe midt i svaret. Eksempel: “maybe seven, eight, maybe nine”.

Nå der var ikke et øje, gik tilbage til hotellet hvor der var wifi og sendte det sidste blogindlæg. Kom tilbage klokken otte hvor der nu var sømænd ombord, spurgte hvad tid færgen sejlede: “maybe eight” da jeg konfronterede ham med at det var om to minutter svarede han “maybe nine”. Den sidste ramte han dog, klokken 9 sejlede en helt fyldt færge afsted mod søens modsatte bred.

På den anden bred ventede der 35 helt ensomme ørkenkilometer inden jeg nåede min første rigtige grænse. Vel at mærke den kun nogle måneder gamle og første landegrænse mellem Sudan og Egypten nogensinde.

-Først købes billet til at forlade Egypten til 50pund.
-Herefter tjekkes billet og pas indgående før man må komme ind til grænsen.
-Så går man til tolden, hvor en tilfældig taske bliver udvalgt og indholdet vises frem.
-Efterfølgende røntgenscannes resten af taskerne.
-Så gives passet til en mand der skal stemple det, man må ikke være i samme lokale og han skal angiveligt bruge fem minutter på det.
-Med passet udleveret, skal pas, stempel og billet tjekkes indgående af sidste grænsenvagt.
-Herefter afviser man bestandigt at betale samme grænsenvagt bestikkelse (havde brugt alle mine pund anyway).
Egypten officielt forladt.

500m igennem ingenmandsland senere når man til Sudans lukkede låger, de holder frokostpause ifølge manden med nøglerne, frokostpause.

-Efter lidt venten bliver man af en glad soldat der åbner lågen ønsket et varmt “Welcome to Sudan”.
-Ind i arrivals hall, hvor man bliver bedt om at sætte sig og vente.
-Mens man venter tager man et par bukser udover cykelshortsene da man tydeligvis er upassende.
-Ca. 20 minutters ventetid senere skal man udfylde nogle papirer: destination, hotelnavn, længde på ophold, rejseudbyder (alt sammen meget svært at svare på når man cykler gennem landet. Som altid vigtigt at udfylde sin religion, da man ellers ingen vegne kommer.
-Efter lidt baksen får man sit stempel.
-Videre til tolden der på den sudanensiske side blot er et stort rum med en militærmand der går rundt blandt de mange rejsende, de fleste med med nye tv, vaskemaskiner og fødevarer hentet i Egypten, og besigtiger varerne. Da han efter en halv time nåede mine ting, kiggede han opgivende ned i hver enkelt taske og smed et orange klistermærke på hver taske.
-Sidste stop, en mand sætter et sort kryds på klistermærkerne, og man er inde i Sudan tre og en halv time efter ankomsten til grænsen.
Mere sahara senere, er jeg nu i Wadi Halfa, Sudan.

Første punkt på dagsordenen i sudan var at få vekslet mine Dollars til Sudanensiske pund. Da USA sanktionerer Sudan kan man ikke bruge amerikanske kort i landet (dvs. alle, visa, Mastercard osv.) man skal derfor have al valuta med kontant. Da sudanensiske banker veksler til en fuldkommen latterlig kurs, køber man valuta på det sorte marked. Uden at vide hvor det sorte marked lige var, kom jeg efterhånden i kontakt med nogle der ville sælge penge, herefter er det en forhandling om kursen. Takkede nej til de første fem vekslere og fik hos den sidste forhandlet mig til ni pund pr dollar, vil gerne op omkring 9,2.
Har derudover skaffet sudanensisk simkort ca. 50øre om dagen for ubegrænset internet.

Alt, alt alt er noget andet her, bor på en sovesal, sengene er ikke med madrasser, men noget vævet snor, taget er af blik, gulvet i badet er af jord, toilettet er et hul – ja et hul. Vejene, undtaget hovedvejen sydpå, er af sand. Skal akklimatiseres…