Uden at forstå hvordan i alverden det skete var jeg pludselig til et bryllup. Ham der havde inviteret mig og kørt mig herhen var væk. Jeg sad bare og ventede lidt, mens den imponerende pavillon blev bygget.

Pludselig blev jeg revet i armen, og trukket ind til et spisebord hvor jeg hvid (arhh rimeligt tan), ikke arabisktalende og ikke muslim sad og spiste i tavshed midt i mængden af ældre mænd i kjoler.
Mens jeg stadig spiste rejste alle sig fra bordet, jeg skyndte mig at gøre det samme, og gik så (til at starte med ufrivilligt vel at mærke) arm i arm med endnu en mand der satte mig ned på aller forreste række med et “very special guest” (oh shit). Det var først her det gik op for mig at vi kun var mænd.
Fik under påskud af at skulle tisse sneget mig lidt bagud i rækkerne.
Havde været her i to og en halv time da en voldsomt forstærket prædiken gik igang, det sveg i ørene så højt var det. Efter en halv times skrigen tog en ny taler over. Det jeg troede ville være en festlig forestilling var et religiøst marathon på 180db.
Tre en halv time inde, var det stadig blot en højlydt mandefest.
Herefter begyndte dansen, hvilket dog var meget sjovt.

Jeg overvejede om jeg skulle hoppe ind og være med (eventuelt vise dem et par europæiske moves), men jeg tror ikke at det var blevet taget godt imod. Dansen lod til at være et religiøst ritual, der blev i hvert fald sunget heftigt om gud og hans profet.
Efter at have hilst på en tydeligt nervøs brudgom og ventet i fire en halv time uden at se skyggen af en kvinde (dermed ikke sagt at en god herrefest ikke kan være sjov) gav jeg op, skal nå en færge kl. 07 imorgen tidlig.