15. Marts
177km fra Aswan til ørkencafe.
Ankommer ved konsulatet ved åbningstid, ved at man ansøger visum på første sal. Manden i stueetagen besigtiger mit pas og beder mig sætte mig og vente. 30 minutter senere sidder jeg stadig, kan godt mærke at jeg ikke skal stille dumme spørgsmål som “hvad er det jeg venter på?” (er tydeligvis eneste ‘kunde’ på stedet) eller “hvorfor skal jeg flytte min cykel fra jeres vej?” Nå efter en time og en kop te, det var god stil, senere får jeg lov at gå ovenpå hvor jeg efter ti minutters ventetid får leveret den ansøgning jeg udfyldte for fire dage siden udleveret. Der er absolut intet gjort ved den!!!! Går efter yderligere ventetid ind til ‘passport officer’ som udspørger mig om mine intentioner med besøget, inden han stempler og sender mig op til konsulen på anden sal. Her bliver jeg yderligere udspurgt og betaler de 50 amerikanske dollar, får endnu et stempel. Herefter går jeg ned igen, til sekretæren som får ansøgningen nu med to stempler. Herefter så jeg sekretæren gå ind til ‘passport officer’ med passet, et kvarter senere havde jeg visum. Det hele kunne være gjort på tre minutter i torsdags.
Jeg havde et møde med politimesteren kl. 11 angående at få tilladelsen til at køre sydpå, klokken var dog halv, og eventyreren tænkte at jeg bare skulle give den et skud, og ellers tage til mødet hvis jeg blev stoppet. Stoppede en bil der kørte mig over dæmningen. Efter en lang diskussion og nogle telefonopkald ved checkpointet, råbte politimanden (og ramte udtalen lige i øjet) “Oemig go!”. Jeg var fri! Sahara lå foran mig.

Det er noget helt vildt at cykle i ørkenen, havde en meget kraftig medvind og fløj afsted på min meget tungt læssede cykel (næsten ti kilo tungere end den plejer).
Der er intet at se på, sand sand sand. Efterhånden dagdrømmer man så tungt at man ikke aner hvor man er, indtil en passerende lastbil blinker og dytter et “er du okay” dyt, hvortil man vinker og giver thumbs-up.

På blot fem og en halv time havde jeg tilbagelagt 179km, var jeg kommet tidligere afsted var jeg cyklet alle 277 til Abu Simbel, men tog den fornuftige beslutning og stoppede ved en ørkencafe (bygning nummer tre siden jeg forlod Aswan).
Her fik jeg mad, vand, te, te, te, tilbud om hash (gør man alle steder her) og lov til at slå mit telt op. Måtte lige hjælpe med at fylde nogle dieseltanke (hvilket involverede at jeg skulle køre ejerens bil) på den mest beskidte manér da stedet også er en sort tankstation. Mine bukser stinker af diesel og de måtte sove uden for teltet.

Solnedgangen er et vildt syn her midt i ørkenen, surrealistisk at være midt i Sahara og kigge på den klareste stjernehimmel jeg nogensinde har set.