25. Maj
209km fra Vryburg til Kimberley
Stod tidligt op for at nå hele vejen, men måtte alligvel sidde vente på solopgangen og varmen især. Jøsses jeg frøs, selv med mine svært allergene handsker på mistede jeg fuldstændig følelsen i fingrene, der først kom tilbage relativt sent på formiddagen.

Jeg gav den alt hvad jeg kunne grundet den lidt sene afgang, en svag rygvind hjalp en del, klokken 10:30 havde jeg kørt 100km. Syd for byen med det pudsige navn ‘Jan Kampdorf’ så jeg så det måske smukkeste skilt jeg har set på turen indtil videre. Godt nok kører jeg i første omgang ikke direkte ned til Cape Town, skal først til kap Agulhas, Afrikas sydligste punkt. Kan dog allerede nu konstatere at hele turen bliver et sted mellem 13800 og 14000km, de manglende 1000km skyldes at turen gennem Zimbabwe og Botswana er væsentligt kortere end ned gennem Mozambique.

Dagens sidste 70km var helt ulidelige, en kombination af at vinden skiftede til syd, at jeg allerede havde cyklet 140 og at jeg brugte en masse kræfter i starten af dagen gjorde at jeg bare gik helt i stå. Ville bare gerne være fremme.
Efter at have bidt tænderne sammen og ignoreret kroppens (og hovedets) brok nåede jeg så her til storbyen Kimberley, hovedstad i Northern Cape provinsen og hjemsted for Sydafrikas diamantindustri. Der ligger nogle kæmpe miner midt i byen, en af dem, ‘the big hole’ er verdens største hul gravet med håndkraft.

Det er lidt underligt pludselig at være i Sydafrika hvor det ikke længere er totalt ekstraordinært at jeg er hvid, ekstraordinært er det dog at jeg er på cykel. Jeg har på turen gennem Afrika fåer sådan en “her kommer jeg” attitude, her er folk forståeligt, og forventeligt, nok skide ligeglade med at jeg her kommer. Bedste eksempel er når jeg cykler forbi en skole, når jeg førhen nærmede mig kunne jeg se og høre hele skolegården gå fuldstændigt bananas, børn der stormede mod hegnet og råbte, skreg og vinkede, her står der 15 smarte fyre og svarer lidt akavet mine ivrige vink tilbage. Tænkte på hvor tosset jeg selv havde syntes det så ud med en fyr der cykler forbi og vinker og siger “godmorgen” til alle.

1000km til Agulhas

24. Maj
164km fra Mafikeng til Vryburg
Efter at have sagt farvel til min værtinde og inviteret mig selv med på den vestafrikanske etape af hendes Afrika-rundt i en lille Nissan tur (viste sig at hendes onde bagtanke ved at invitere mig på overnatning var råd om turen), kom jeg afsted efter at den værste kulde havde lagt sig. Jeg havde en udmærket vind og friske ben, så kom lynhurtigt frem.

Vejene her i Sydafrika er lange, flade og snorlige. Ikke verdens mest interessante landskab, uendelige marker. Havde dog en skøn dag. Nåede Vryburg og måtte konstatere at alle gæstehuse og hoteller havde skruet prisen i vejret i forbindelse med Ruth Mompatis begravelse i byen, så valgte et af byens lækreste steder da de ikke havde skruet prisen op og derfor kostede det samme som de mindre kønne.

Inden jeg får for meget kritik for indlægget igår skal det siges at min utilfredshed i høj grad er rettet mod manglende viden om malaria. At en person der ikke blot er læge men kalder sig rejselæge uskriver mere end det dobbelte antal nødvendige piller er sgu uprofessionelt, malaria er afhængig af høje temperaturer og høj fugtighed, havde lægen haft lidt basal viden om geografi og regntider havde jeg sparet en masse penge. Det er ikke blot mig der har haft en dårlig oplevelse, alle rejsende jeg møder indtager enten helt unødvendige mængder farlig kemi, eller har tænkt selv (noget jeg skulle have gjort tidligere). At jeg så ikke har taget en eneste pille skyldes måske også at jeg aldrig har brudt mig om tanken om medicin, slet ikke før jeg er blevet syg.

Hvad jeg skriver skal ikke tolkes som råd, håber at folk tænker selv. Man skal for min skyld tage alverdens piller, mod stress, hoste, influenza, kærestesorger – og man skal selvfølgelig huske at ingorere lægens første råd “husk at motionere lidt en gang i mellem”. Får man nogle sygdomme som konsekvens af ens krops elendige fysiske tilstand, hey, så findes der sikkert piller mod det også.

23. Maj
Da jeg kom lige lovligt sent i seng igår, samt blev lovet store demonstrationer i byen Vryburg som jeg havde tænkt mig at cykle til, den afdøde anti apartheidkæmper Ruth Mompati bliver begravet i byen, valgte jeg at blive en dag hos min flinke vært. Efter lidt indkøb ville jeg vældigt gerne have taget en sidste malariatest, ikke at jeg føler mig syg, men jeg har nu været definitivt ude af malariafare i 10 dage og hvis ikke det er i kroppen er jeg fri. Det lykkedes dog ikke at finde et sted der kunne teste og jeg tror også at den går.

For lige at tage den kort, nej jeg har ikke taget malariaforebyggende medicin overhovedet, på trods af protester fra både rejselæger og min mor. Jeg må indrømme at indkompetancen fra rejselægerne og hjemmesider der skal oplyse om sygdommen er enorm, vurderingen af hvor jeg skulle tage malariapiller blev lavet på baggrund af et kort på WHOs hjemmeside over lande med Malaria (som desuden er dybt fejlagtigt), ikke på baggrund af regntider, min rute og min tur. Lægen insisterede på at jeg skulle tage malariapiller fra en dag før den Sudanesiske grænse til syv dage efter dek Sydafrikanske. Sandheden er at jeg kun har været i reel malariafare gennem dele af Tanzania, Malawi, Mozambique og det nordlige Zimbabwe. Jeg har hele tiden haft kuren med mig, skulle jeg få malaria, så jeg kunne behandle sygdommen, der med tidlig behandling altså ikke er farligere. Nå nu til det mere sjove, her i byen er det også en safaripark, det kostede præcis en tiendedel af parken fra igår og man må cykle derinde! – Og jeg så en masse sjove dyr. Må indrømme at det er lidt skræmmende sådan ubeskyttet at cykle rundt, men fik at vide at det vidst kun er bøffelen som er rigtig farlig.

Nå en sidste pudsig medicinsk observation, tyfusvaccinationen kostede næsten 1000kr og forhindrede mig som bekendt ikke i at få tyfus, kuren mod sygdommen kostede ca. 12kr og jeg havde det bedre efter et par timer.

22. Maj
142km fra backpackersted til Mafikeng
Tænkte, nu skal det fandme være. Efter morgenmad med de amerikanske studerende, cyklede jeg op til naturparken, betalte 300pula for et game drive. Må indrømme at jeg var lidt skuffet, jeg ved godt at de i høj grad er held hvad man ser, men så en giraf i løbet af de halvanden time. Tænkte hele resten af dagen hvor tidligt jeg ville være kommet frem hvis jeg ikke havde brugt to timer på safari.

Da jeg endelig kom afsted var jeg vildt stresset og gav den alt hvad jeg kunne for at nå frem inden det ville blive for sent. Landskabet er fantastisk flot i det sydlige Botswana.

Jeg pænt udkørt til grænsen i god tid. Sydafrika er visumfrit som Botswana. Den sidste forhindring jeg skulle forbi inden jeg nåede det forjettede Sydafrikanske land var tolden. Der på næsten ubehagelig vis ville have penge af mig, jeg sagde selvfølgelig nej (jeg ved hvad straffen for korruption er her), men alligvel en skidt start på et land jeg hører meget dårligt om.

Cyklende på vej ind i byen her, hører jeg en kvinde råbe efter mig fra en bil, jeg tænkte at hun havde er problem med at jeg kørte over for rødt (der er jo ikke lyskryds i resten af Afrika), men hun spurgte helt uprovokeret om jeg ville have et sted at sove. Jeg må ærligt indrømme at jeg stadig er i tvivl om min villighed til at følge efter en komplet fremmeds bil ud på landet (i et land jeg hører er top farligt, det er det selvfølgelig ikke) havde været en anden havde hun ikke været hvid. Det blev selvfølgelig en super hyggelig aften hvor hun betalte alt for mig og hendes nabo, på en restaurant.
De vil meget gerne have mig til at blive en dag, jeg skal angiveligt mødes med en journalist fra en lokal avis imorgen. Det hele virker helt surrealistisk, men folk, især min værtinde, er dog fantastisk flinke og Afrikaans er et vældig morsomt sprog at lytte til.
Første aften i sidste land på en dyr bar, er det overhovedet CPH to Cape Town? 

21. Maj
129km fra Dibete politistation til backpackersted 15km syd for Gaborone
Vågnede efter endnu en svær nat i teltet og måtte konstatere at jeg ikke havde mere brød, måtte bruge tid på at kogr havregrød. Politimændene ville lige sige farvel så jeg kom pænt sent afsted.
Jeg havde dog en skøn medvind og kom lynhurtigt sydpå.

Jeg stoppede ti kilometer udenfor Botswanas hovedstad Gaborone for at købe frokost og finde Wifi og derigennem et sted at sove. Stilte mig bagerst i køen i en bistro ting, bliver selvfølgelig overhalet hundrede gange jeg havde dog overskud, da det blev min tur blev jeg bare ingoreret af damen som bare hjalp personen bag mig, sådan blev det ved til jeg bare måtte gå. Gik så hen til et andet sted hvor kvinden som det første da det bliver min tur siger: “i’m not married” og peger på sin finger. Sjovt så forskellige oplevelser man får.

Måtte konstatere at Gaborone var alt, alt for dyr at sove i, billigste sted kostede omkring 500 pula, 180kr, det har jeg ikke råd til. Da byen desuden så ret usexet ud fortsatte jeg sydpå hvor der skulle være et lille backpackersted.
Stedet var desværre fyldt op (af amerikanske studerende), men jeg måtte gerne slå teltet op.

Stedet ligger lige ved siden af et naturreservat, så jeg tænkte at det var på tide at jeg skulle se noget vildt.
Jeg tror bare ikke cykelguderne vil at jeg ser dyr, jeg havde slået teltet op klokken tre og fik at vide at der var et “game drive” klokken seks, kørte op til naturreservatet klokken fem for at være sikker på at nå det, og får at vide at de ikke kører efter fire. Jeg må selvfølgelig ikke cykle ind, jeg må ikke hyre en chauffør privat, ingen chance for at se dyr. Jeg har krydset hele Afrika uden at se andet end aber og et par zebraer.

20. Maj
166km fra Palapye til Dibete politistation
Det var en iskold nat, især fordi at jeg lå på direkte på betongulvet, koldt både nedefra og oppefra. Jeg tog afsted klokken seks på trods af at solen ikke var stået op og jeg ikke havde spist noget, orkede ikke at skulle høre på kvindernes tiggen. Den gik mig faktisk lidt på, efter hvad jeg har været igennem er jeg blevet lidt selektiv angående hvem jeg har ondt af. Piger uden arbejde der lever på onkels penge i et fint hus med glasvinduer, en vandhane udenfor, strøm indenfor og et fjernsyn, men alligevel påstår at de er verdens fattigste, det minder mere om noget man møder oppe i Europa.

Vågnede meget tidligt på grund af kulden og var på vejen allerede klokken seks. De første par timer var decideret forfrosne. Herefter var det igen som igår snorlige vej, meget trafik, kedelig kørsel. Blev midt på dagen, måske på grund af manglende søvn, helt vildt træt, fik en sådan lyst til at lægge mig og sove. Dagens helt store lyspunkt, og overraskelse, var da jeg passerede stenbukkens vendekreds, den var skiltet!

Det lyder måske lidt dumt sådan at lade sig ophidse af et skilt, en streg, men kunne ikke lad være med at tænke på at jeg for 8000km siden, helt grøn hvad angår Afrika, krydsede krebsens vendekreds et sted mellem Egypten og Sudan, nu er jeg her, tilbage i en verden med én vinter og én sommer. Herefter fortsatte jeg glad til målbyen Dibete der viste sig at være 11 små hytter og nogle fulde mennesker. Det er vildt svært at vurdere hvor man skal køre til da Botswana er enormt øde og byernes størrelse ikke fremgår af kortet, nogle byer er deciderede storbyer andre under ti huse. Fik fortalt at jeg skulle fortsætte ti kilometer til politi-checkpointet de ville lade mig overnatte.

Politistationen viste sig at være større end hele byen, og langt langt flottere. Den ligner jo en dansk provinsbys rådhus mere end noget man kan forvente af en landregion i Afrika.

19. Maj
168km fra Francistown til Palapye
Dagen har været relativt begivenhedsløs. Vejen mellem Francistown og hovedstaden Gaberone er en komplet lige linje mellem de to byer, idag fik jeg tilbagelagt den første tredjedel.

På trods af at bilerne må køre 120 er det forholdsvist ufarligt at køre i siden af vejen da der er et fint nødspor. Da der ikke er ret meget at se på falder man helt i staver. På vejen har jeg dog for første gang i Afrika set tyske biler, der siger vel lidt om velstandsniveauet, og om hvor meget jeg har kedet mig.
Højdepunktet var et lille træskur der servede Sadza i siden af vejen.

Nu er jeg så kommet til byen Palapye hvor jeg på trods af hundredvis af skilte der lover Guest House ikke har kunnet finde et eneste, to lidt lumske kvinder tilbød mig at sove i deres hus. Takkede ja og betalte dem fem gange hvad et værelse koster i Malawi,men nu vil de ikke stoppe med at bede om penge.

Den ene kvindes børn er dog meget søde, og vældig glade for de enorme mængder jordnødder jeg fik med af mine værter den anden dag og som jeg aldrig når igennem alligevel. Internet får man ved at gå lidt rundt og finde et sted hvor tyve mennesker sidder med deres smartphones på gaden, der er en der har glemt at sætte en kode på sit Wifi.

19. Maj
159km fra Figtree til Francistown
Teksten forsvandt i forbindelse med upload, gider ikke at udfærdige den igen. Botswana ligner vesten, penge, biler og indkøbscentre.

17. Maj
142km fra Shangani til Figtree
Har de sidste par nætter sovet elendigt i teltet, for det første er mit super dyre ‘ultra-durable’ liggeunderlag er punkteret, for det andet er det iskoldt. Fuldt påklædt i soveposen er det stadig lidt køligt. Nu hvor Victoria har behandlet mig så pænt på det seneste, tænkte jeg at jeg ville skifte kæden, da den gamle har kørt over 8000km og er ved at være slidt.
Mens jeg sad og skiftede kæde, politimændene pudsede sko og var imponerede over min tur udbrød en af dem “ehh you very strong mista’ man, I want to give you my sista'”. Jeg ved ikke om kvinderne der læser med finder det er morsomt men jeg synes nu det er vældig sjovt. Det er heller ikke første gang at enten piger har spurgt om jeg vil giftes eller familiemedlemmer har tilbudt mig døtre, den slags sker bare ikke på et luksus safari Lodge.

Halvvejs på dagen nåede jeg til storbyen Bulawayo, Zimbabwes næststørste by. Jeg lodt mig drage til et enormt hypermarked og endte med at rende forvirret rundt i en time og glemte hvad det var jeg skulle bruge, den slags steder er forfærdelige og præcis det jeg flygter fra.

Nåede så til dagens slutby, med navnet Figtree, så bliver det ikke mere kolonialt. Der var et skilt mod Hotel, men jeg spurgte alligevel dumt en mand på gaden om der var et sted i byen at sove, lynhurtigt snakkede vi om alverdens andre ting, til sidst inviterede han mig til at overnatte hos ham og hans kone. Den lille familie er ved at bygge deres eget flotte hus i byen, de arbejder begge i Bulawayo hvor de også har boet hele livet, nu ville de væk fra byen. Huset har ikke strøm, men de arbejder på noget solcellesystem, ligesom at byen ikke har forbundet vandsystemet (det sker aldrig ifølge familien) så man tager en spand med et par hundrede meter ud i busken og bader der.

Jeg har fået snakket ufatteligt meget med de to skønne mennesker og jeg har lært en masse. De tør fordi de tilhører Ndebelestammen godt tale åbent om (mod) Mugabe “we are already dead” som manden sagde det. Han arbejder med fjernsyn og ved alt hvad der foregår af propaganda. De viste mig også rundt i byen og hver gang man ser en pæn bygning så er den ejet af nogle med kontakter i partiet, det er noget forfærdeligt noget.
Efter Sadza med bønner rister man jordnødder over ilden, i anledning af den fine gæst købte de tidligere også to liter cola.
De to er et skønt indblik i en rigtig familie, i den vel lave ende af middelklassen, 450 dollar om måneden. De er lykkelige.

16. Maj
146km fra Mvuma til Shangani
Skæg morgen hvor jeg åbner teltet og ser en et par aber der sidder ved ildstedet og spiser den mad slagteren ikke fik solgt, og som jeg ikke fik spist, de er desværre umulige at nå at fange et billede af.

Benene var desværre ikke helt så gode som igår, men jeg kom dog pænt afsted. Halvvejs på dagens ridt, stoppede jeg i storbyen Gweru. Efter at have spist en portion Sadza stopper jeg ved en kvinde der sidder under et træ og sælger taletid. Mens jeg tanker min telefon kommer der en mand og spørger om han må tage et billede med mig, her skal det tilføjes at jeg let svedig uden et bad igår lugter lidt skidt, men jeg siger selvfølgelig ja. Pludselig kommer der en gruppe unge piger og vil have taget billeder, de kom virkelig tæt på, holdt om mig og sådan, de kan ikke have undgået at lugte at den hvide mand ikke lugter helt ren.

Landskabet var det samme som igår og jeg må indrømme at jeg begyndte at kede mig lidt. Heldigvis er vejen her bred så jeg kunne køre i siden og høre musik. Jeg kom forholdsvist tidligt til byen her og som det nu engang viser sig at være standarden er der ikke noget sted at sove. Folk vil igen ikke lade mig sove i det fri da det er “very very dangerous, you meet bad people”. Byens politimænd har ladet mig slå teltet op i haven på den ret flotte politistation, hvor jeg også fik lov at låne deres ægte, iskolde, bruser (yes!).

Mens politimændene arbejdede ude på hovedvejen ville jeg lige luske lidt rundt, i et rum sad en mand på gulvet med hånden hængende over hovedet, spændt fast til et jernrør med håndjern. Det kunne ikke være mere Afrika, selvfølgelig har de ikke en celle.
Den sydvestlige del af Zimbabwe som jeg er kommet til nu er primært befolket af Ndebele folket (stammen) der taler med de berømte kliklyde i deres sprog, det lyder sgu sjovt.