24. Maj
164km fra Mafikeng til Vryburg
Efter at have sagt farvel til min værtinde og inviteret mig selv med på den vestafrikanske etape af hendes Afrika-rundt i en lille Nissan tur (viste sig at hendes onde bagtanke ved at invitere mig på overnatning var råd om turen), kom jeg afsted efter at den værste kulde havde lagt sig. Jeg havde en udmærket vind og friske ben, så kom lynhurtigt frem.

Vejene her i Sydafrika er lange, flade og snorlige. Ikke verdens mest interessante landskab, uendelige marker. Havde dog en skøn dag. Nåede Vryburg og måtte konstatere at alle gæstehuse og hoteller havde skruet prisen i vejret i forbindelse med Ruth Mompatis begravelse i byen, så valgte et af byens lækreste steder da de ikke havde skruet prisen op og derfor kostede det samme som de mindre kønne.

Inden jeg får for meget kritik for indlægget igår skal det siges at min utilfredshed i høj grad er rettet mod manglende viden om malaria. At en person der ikke blot er læge men kalder sig rejselæge uskriver mere end det dobbelte antal nødvendige piller er sgu uprofessionelt, malaria er afhængig af høje temperaturer og høj fugtighed, havde lægen haft lidt basal viden om geografi og regntider havde jeg sparet en masse penge. Det er ikke blot mig der har haft en dårlig oplevelse, alle rejsende jeg møder indtager enten helt unødvendige mængder farlig kemi, eller har tænkt selv (noget jeg skulle have gjort tidligere). At jeg så ikke har taget en eneste pille skyldes måske også at jeg aldrig har brudt mig om tanken om medicin, slet ikke før jeg er blevet syg.

Hvad jeg skriver skal ikke tolkes som råd, håber at folk tænker selv. Man skal for min skyld tage alverdens piller, mod stress, hoste, influenza, kærestesorger – og man skal selvfølgelig huske at ingorere lægens første råd “husk at motionere lidt en gang i mellem”. Får man nogle sygdomme som konsekvens af ens krops elendige fysiske tilstand, hey, så findes der sikkert piller mod det også.