17. Maj
142km fra Shangani til Figtree
Har de sidste par nætter sovet elendigt i teltet, for det første er mit super dyre ‘ultra-durable’ liggeunderlag er punkteret, for det andet er det iskoldt. Fuldt påklædt i soveposen er det stadig lidt køligt. Nu hvor Victoria har behandlet mig så pænt på det seneste, tænkte jeg at jeg ville skifte kæden, da den gamle har kørt over 8000km og er ved at være slidt.
Mens jeg sad og skiftede kæde, politimændene pudsede sko og var imponerede over min tur udbrød en af dem “ehh you very strong mista’ man, I want to give you my sista'”. Jeg ved ikke om kvinderne der læser med finder det er morsomt men jeg synes nu det er vældig sjovt. Det er heller ikke første gang at enten piger har spurgt om jeg vil giftes eller familiemedlemmer har tilbudt mig døtre, den slags sker bare ikke på et luksus safari Lodge.

Halvvejs på dagen nåede jeg til storbyen Bulawayo, Zimbabwes næststørste by. Jeg lodt mig drage til et enormt hypermarked og endte med at rende forvirret rundt i en time og glemte hvad det var jeg skulle bruge, den slags steder er forfærdelige og præcis det jeg flygter fra.

Nåede så til dagens slutby, med navnet Figtree, så bliver det ikke mere kolonialt. Der var et skilt mod Hotel, men jeg spurgte alligevel dumt en mand på gaden om der var et sted i byen at sove, lynhurtigt snakkede vi om alverdens andre ting, til sidst inviterede han mig til at overnatte hos ham og hans kone. Den lille familie er ved at bygge deres eget flotte hus i byen, de arbejder begge i Bulawayo hvor de også har boet hele livet, nu ville de væk fra byen. Huset har ikke strøm, men de arbejder på noget solcellesystem, ligesom at byen ikke har forbundet vandsystemet (det sker aldrig ifølge familien) så man tager en spand med et par hundrede meter ud i busken og bader der.

Jeg har fået snakket ufatteligt meget med de to skønne mennesker og jeg har lært en masse. De tør fordi de tilhører Ndebelestammen godt tale åbent om (mod) Mugabe “we are already dead” som manden sagde det. Han arbejder med fjernsyn og ved alt hvad der foregår af propaganda. De viste mig også rundt i byen og hver gang man ser en pæn bygning så er den ejet af nogle med kontakter i partiet, det er noget forfærdeligt noget.
Efter Sadza med bønner rister man jordnødder over ilden, i anledning af den fine gæst købte de tidligere også to liter cola.
De to er et skønt indblik i en rigtig familie, i den vel lave ende af middelklassen, 450 dollar om måneden. De er lykkelige.