5. Maj
163km fra Phwedzi til Chintheche
Vågnede efter en nat på den måske dårligste seng i verden, tre store kæppe der løb på langs under sengen, dækket af en to cm tyk skummadras, av.
Som igår regnede det voldsomt, men jeg kom dog afsted allerede klokken seks. Dagen bød på forholdsvist mange regnbyer og onde skyer.

Oppe i dalen væk fra søen var der behageligvis ingen vind og det føltes som at flyve afsted.
Efter dagens første 80km nåede jeg endelig til nedkørslen ned fra højderne. Nede i varmen igen, gik vejen gennem en kæmpestor gummiplantage (skov er det vel nærmere). Jeg kunne simpelthen ikke i min nysgerrighed lade være at gå hen og stikke fingeren ned i en af de små skåle der opsamler gummien fra barken. Det havde en lidt anden konsistens end forventet og jeg kom til at plaske gummi ud over mig selv.

Det var på trods af de mange kilometer ikke den hårdeste dag, mest på grund af den manglende vind og den lange nedkørsel. Jeg har dog cyklet i 12 dage i træk og rundede med dagens 163km præcis de 10000km siden København. Har besluttet mig for at finde et lækkert sted langs søen en af de kommende dage og lige tage en fridag, skal alligvel også snart testes for Malaria da jeg har sovet en del nætter i områder med risiko for det skidt, og vil hellere være på forkant, skulle jeg være uheldig.

Efter en god portion Ugali (klump majsgrød serveret med diverse sovser, hvis man er heldig lidt sejt kød, jeg er vild med stadset, niende dag i træk jeg spiser det – ikke at der er noget valg) begyndte jeg at tænke at jeg så småt begynder at savne folk derhjemme, imorgen har jeg nydt mit eget selskab i 3 måneder.

4. Maj
141km fra Karonga til Phwedzi
Stod op klokken 4:45 i håbet om at kunne komme afsted før vinden. Jeg vidste fra det sekund jeg vågnede at den var gal, for første gang siden jeg kom til Afrika kunne jeg høre vinden udenfor. Som sidst jeg løb ind i (alvorlige) vindproblemer er der ikke blot tale om lidt blæsevejr, men om et decideret vindfænomen: mwera’en. Da jeg skulle til at komme afsted begyndte det at vælte ned som det kun kan i Afrika, i seng igen.
Kom afsted klokken syv, ud i den ultra fugtige men okay vindstille morgen. Det er altså en fornøjelse at være på vejen i Malawi trafikken består udelukkende af mænd på cykler og kvinder med enorme oppakninger på hovedet, et barn på ryggen og overskud til at vinke til den hvide mand der cykler forbi.

Klokken otte var vinden igang igen. Og selvom søen byder på nogle utrolige syn ville jeg nogle øjeblikke gerne væk fra dens vind. Det begyndte at regne igen, jeg er dog blevet hurtig til at få sko og sokker af, våde sko ødelægger hele dagen og man ser lidt sej ud når man cykler i bare tæer.

Efter ca 100km stoppede jeg og spiste et par friturestegte bananer (jeg er ikke den store fan af madbananer, men det er en billig spise) til frokost og herfra gik vejen ind i land og op i luften. Mens jeg langsomt klatrede klarede det efterhånden lidt op og jeg kunne for første gang se til den anden side af søen. Malawi er virkelig et sindsygt flot land, hvis landet var beboet af mændene fra Sudan og kvinderne fra Etiopien, ville jeg aldrig tage hjem.

Halvvejs oppe af den ret hæftige stigning mødte jeg to modkørende australske motorcyklister, selv med motor havde de været tre måneder om at komme fra Sydafrika, destinationen var skandinavien.
Herefter fik jeg ud af ingenting et virkelig smertefuldt sidestik, det har jeg ikke fået før på turen, jeg kommer åbenbart i dårligere form af at cykle hver dag.

Solen sneg sig ned inden jeg nåede frem, og jeg måtte sidde i en halv time før Sidestikket gik væk. Så var det til gengæld lækkert at få varmet en spand vand til baddet, det har jeg ikke prøvet før.

3. Maj
110km fra Kiwira til Karonga
Lang dag. Begyndte imorges at koge min sidste Nairobiske (eller noget, det var købt i Nairobi) havre for at få lidt kalorier ind. Med regnen udenfor fyrede jeg op inde på værelset, og satte ild til malingen på væggene, heldigvis var jeg alt for morgentræt til at gå i panik så hældte vand ud over det hele. Efter havregrød kogte jeg vand til turen.
Da det et øjeblik stoppede med at regne skyndte jeg mig afsted, skyerne var nogle af de mørkeste jeg i mit liv har set.

Klarede mig gennem de mørke skyer med et par dråber. For de sidste penge jeg havde fik jeg nogle friturestegte kager og over et kilo bananer af en bananplantagemand. Herfra gik det gennem de fantastisk flotte temarker nedad hele vejen til grænsen. Malawi er visumfrit, ikke at man kan mærke forskel på proceduren når man ankommer, man sparer dog 50 dollar.

Det øjeblik jeg forlod grænseposten, kunne jeg mærke vinden, oh vinden. Der blæser en modbydelig vind sydfra, de sidste 45km tog lidt over 4 timer at tilbagelægge, avs.
Malawi er dog et fantastisk land, de fleste snakker engelsk, der er absolut ingen motoriserede køretøjer på vejene, kun cyklister og selvfølgelig kvæg og får, og så er der i en by som Karonga her fire rigtige supermarkeder, i hele Tanzania så jeg ét og det var mikroskopisk (det er bare nemmere at købe ind når man selv kan tage varene og læse prisen). Efter at have købt ind og købt simkort gik jeg ned til søen, oh søen.

For det første ligner det mere et hav end en sø, men med de kæmpehøje bjerge rundt om ser det bare utroligt ud. Efter at have været væk fra havet siden jeg var i Montenegro var det bare en drøm. Spurgte en lille dyrt udseende bar (der selvfølgelig viste Premier Leage på fjernsyn, siden Kenya har folk ikke set andet) om jeg måtte slå mit telt op der, efter en times overvejen fik jeg et nej. Nå endte her på et Lodge ved bredden, at campere koster penge (og desuden det samme som et værelse) så fik et meget billigt værelse, parkerede Victoria, smed alt tøjet og løb ned i søen. Folk kiggede lidt mærkeligt, ikke fordi at jeg var nøgen, det var de også selv, tror det er den hvide penis, sådan en har de ikke set før.

Hvis vinden fortsætter de næste dage bliver paradis dog et helvede.

2. Maj
147km fra Igawa til Kiwira
Lang hård dag, kørte fra de 1000 meters højde jeg sov i op i 2300m før jeg igen kom ned i de 1400 jeg er nu.
Benene ville ikke ret meget, men efter små tredive kilometer fangede jeg en gammel langsom lastbil og lagde mig på hjul af den. Lagde mærke til at containeren var ejet af “Damskibselskabet af Svendborg og Dampskibsselskabet af 1912” (ved ikke om det bare er et langt navn for Mærsk?). Victoria slog på en lille nedkørsel fartrekord med 89km/t jeg måtte herefter lade lastbilen køre, det var sgu for farligt, man kan som man ligger der 2-5cm bag lastbilen ikke se eventuelle huller i den ret dårlige vej, et styrt svarer jo til at hoppe ud af en bil.

Da jeg nærmede mig storbyen Mbeya så jeg et yderst besynderligt syn. En lastbil kom bragende ned ad med kæmpe flammer op fra lastrummet, alle mennesker råbte og forsøgte at indikere at den skulle stoppe, men da selv samme armbevægelser også bruges af folk der ikke har råd til minibussen og gerne vil samles op, ignorerede chaufføren disse.
Da jeg desværre lige præcis ikke havde penge nok hævede jeg 10000 skillinger i Mbeya (surt at betale 30kr for at hæve 35).

Byen Mbeya var sidste chance for at køre den “officielle” Cairo til Cape Town rute, gennem Zambia og Botswana, men jeg valgte nu engang at holde mig til planen og dreje sydpå mod Malawi (turen er 1500km længere, men jeg vil gerne ud til havet). Stigningen op var modbydelig og jeg stod helt stille det meste af vejen, heldigvis gik det dog nedad de sidste 25km. Efter at have betalt for gæstehuset her, havde jeg 6000 skillinger tilbage, gik ud for at spise aftensmad og bestilte chips and egg (omelet med gamle pommes frites i) da det plejer at være det billigste man kan få. Efter at have spist krævede de 5000 for retten jeg normalt betaler 1500 for. Mine sidste 1000 skillinger rækker ikke til en flaske vand, eller noget som helst andet for den sags skyld, jeg har derfor hverken vand, morgenmad eller mad til dagen imorgen.

Der er kun 61km til grænsen til og jeg må klare mig derned på tom mave. Forhåbentlig kan jeg få sovet lidt, byens billigste sovested er selvfølgelig også bar-(africa-style)natklub, regnen mod bliktaget hjælper dog på at camouflere den forfærdelige bas-støj.

1. Maj
175km fra Ifunda til Igawa
Kørte afsted ud i det bakkede landskab og kunne godt mærke at jeg ikke rigtig orkede idag, trafikken er ret vild her på hovedvejen og mine ben ville ikke igang efter igår.
Efter 30km stoppede jeg kort for at købe vand og sodavand i byen Mafinga, jeg besluttede at rette Victorias voldsomt eksede baghjul inden endnu en eger lader livet. Gjorde det så godt jeg kunne, det var en væsentlig forbedring. Som var vores humør forbundet havde jeg det selv meget bedre (måske bare mindre nervøs) da jeg trillede videre.

Selvom jeg selv bruger ordet flittigt om mig selv når jeg skal gøre grin med hvor dårlig jeg er til at spise med fingrene (jeg er nu blevet ret god) eller bare underholde generelt, er jeg virkelig træt af at blive kaldt mzungu. Jeg ignorerer alle der råber det efter mig på vejen (det er rigtig mange) og går ud når en butiksejer kalder mig det. Jeg synes at det er pinligt at man ikke kan forholde sig til et menneske på anden måde end “hvid mand”. Når det dog er sagt er jeg pjattet med diverse hilsener på Swahili og endnu mere med “good morning” alle døgnets 24 timer og “good afternoonii”, “what about you?” uden nogen forudgående dialog er også en klassiker.

Selvom det gik op og ned hele dagen sluttede jeg 800m lavere end igår hvilket sammen med en især om eftermiddagen fordelagtig vind betød at jeg kørte rigtig stærkt. Jeg lagde knapt nok mærke til at jeg bragede gennem den landsby jeg havde udset mig som målet de 30km ekstra føltes slet ikke som noger problem. Samtidig var jeg lidt heldig at undgå regnen (den begyndte i det øjeblik jeg kom ind på gæstehuset). Har for første gang på hele turen nydt det kolde spandbad (måske fordi at jeg de sidste mange dage lidt fimset har pjasket vandet på mig uden rigtig at blive ren, så trængte til det).

Om to dage skulle jeg gerne, efter planen vel at mærke, nå Malawi, man er som altid lidt nervøs når man nærmer sig en grænse.

30. April
167km fra Mtera til Ifunda
Vågnede tredje morgen i træk klokken tre om natten med smadder ondt i ryggen, lå herefter og vred mig til jeg stod op op klokken seks.
Stoppede i en lille by for at købe vand, men endte med at købe en meter sukkerrør i stedet, det stads er endelig vidt tilgængeligt igen.

Hele det første af dagen blev kørt i et fantastisk flot landskab. Samtidig gik det dog også opad det meste af dagen, endte 1100 meter højere end jeg startede.

Omkring middag opstod der ud af en næsten helt blå himmel bare den vildeste regn jeg nogensinde har befundet mig i. Nåede ikke ind under er træ før alt alligevel var gennemblødt.

Planen var egentlig at køre til storbyen Iringa, men et hurtigt kig på kortet viste dog at jeg ville få nogle alt for lange dage hvis jeg skulle nå til næste storby, Mbeya, på to dage som planlagt. Jeg fortsatte derfor 40 kilometer og ankom helt smadret til denne lille by. Byens gæstehus er ikke ret lækkert, men uforskammet dyrt alene af den grund at de har glasvinduer.

29. April
134km fra Dodoma til Mtera
Dagen lagde ud med en klassisk afrikansk forvirring. Fulgte asfaltvejen ud af byen sydpå som viste sig at slutte i ingenting. Den nybyggede highway A104 til Iringa starter selvfølgelig med grus ud gennem hovedstaden.

Siden jeg kom til Tanzania har der været baobabtræer mange steder, men idag var de over det hele, man kan ikke lade være at smile ved synet af de enorme, sjove, forvirrede og ulogisk voksende træer.

Dagens flade, korte tur på god vej betød at jeg for første gang meget længe havde tid til at stoppe og spise frokost på en restaurant (med restaurant menes altid et sted hvor man sidder udenfor på en plastikstol og får serveret den udendørs tilberedte mad på en plastikskammel). Fik en glimrende portion bønner og ris i byen Fufu hvor en engelsktalende herre insisterede på at jeg tog et billede af hans familie.

Efter snart to måneder i Afrika, størstedelen tilbragt i små gæstehuse i små byer, kan man ikke lade være at tænke på at vi i Europa skyller vores afføring ud med rent drikkevand…

Ville egentlig gerne slutte med ovenstående, men mens jeg sidder foran en lille kiosk og skriver dette kravler et tusindben på størrelse med en grilpølse rundt på jorden her. En lille dreng virker meget utilfreds med dens tilstedeværelse, jeg prøver at spille cool, men jeg har mest lyst til at løbe væk.

28. April
159km fra Kondoa til Dodoma (heraf 117km kørsel på lort)
Ved ikke helt hvordan jeg klarede dagen idag, lovede igår mig selv at jeg ville rejse hjem hvis jeg skulle fortsætte meget længere på den elendige vej, det tog over 11 timer på cyklen at nå frem.
Stod meget skeptisk op efter stort set ingen søvn, havde forfærdeligt ondt i ryggen. Vejen fortsatte hvor den slap, og jeg var meget tidligt ved at miste modet. Op og ned gennem junglen på en fuldkommen håbløs “vej”, med begyndende regn der lovede at skylle det sidste brugbare underlag væk.

Det var en lettelse da det klarede op, dermed, så ville jeg da i hvert fald ikke drukne i et mudderskred. Vibrationerne havde allerede efter 20 langsommelige kilometer fået Victoria til at brokke sig højlydt, samtidig var en af boltene der holder den ene cykeltaske sammen, rystet af. Kom dog til en lille landsby hvor motocykelmekanikeren (han elsker vidst den elendige vej) havde en bolt jeg kunne snuppe. Noget entydigt svar på hvornår der var “Black road” kunne han ikke komme med.

Efterhånden kom man væk fra bjergene og ud af junglen, hernede var vejen væsentligt bedre, stadig lort dog. Midt på dagen kom jeg til den kinesiske arbejder-lejr og de havde lagt 30km vejfundament, som jeg venligt fik lov at køre på, jorden er her så hårdt pakket at det næsten føles som asfalt.
Det var en kæmpe sejr da Victoria med 50km tilbage endelig fik asfalt under fusserne. Herfra var det som at flyve på en sky. Der kom pudsigt nok lige 7km udmærket grusvej tæt på Dodoma.

Nu er jeg så kommet til Tanzanias “hovedstad” Dodoma. I 1973 besluttede man at hovedstaden skulle ligge midt i landet i stedet for Dar es Salaam. Sandheden er dog at den aldrig rigtigt flyttede, stort set alle ministerier, alle ambassader og alle Tanzanias finansielle institutioner ligger i Dar. Hver gang der er møde i parlamentet flytter alle politikere så fra Dar til Dodoma indtil de alle flytter tilbage igen. Hvorfra er det nu lige at man kender et lignende åndsvagt system?
Det lader til at den fortsatte vej sydpå blev færdiggjort for et par måneder siden, pyha…

27. April
107km fra Babati til Kondoa
Har haft en rigtig rigtig frustrerende møgdag og gider ikke rigtig skrive noget. Efter 15 kilometer sluttede asfalten helt uanmeldt i byen Bonga. Det jord-, grus- og stenhelvede der fulgte resten af dagen var ubeskriveligt. Det tog 10 timer og et tarveligt styrt at tilbagelægge de bjergrige 90 kilometer.
Da det midt på dagen begyndte at vælte ned blev vejen til et stort mudderskred, der er mudder overalt, kæde, klinger og tasker. Rystelserne har ødelagt min bagdel og Victoria med hendes skrøbelige baghjul virker slet ikke tilfreds. Asfalten er endnu ikke i sigte herfra, jeg gider virkelig ikke endnu en dag som idag, har ikke haft en eneste sjov meter.

Jeg bliver sur hvis nogen i kommentarfeltet påstår at det bare ligner en almindelig grusvej, kom herned og se selv hvis i er i tvivl.

26. April
167km fra Arusha til Babati
Kom tidligt afsted i et forfærdeligt regnvejr, mine fødder var drivvåde resten af dagen.
Kunne meget tidligt mærke at noget var galt med mit baghjul. Stoppede og tjekkede, den geniale eger fra min cykelhandler var desværre knækket, shitshitsheisse. Hele turen var pludselig i fare, når først en eger knækker, kan man bare vente på at de næste ryger en efter en under den øgede belastning.

På trods af lidt medvind på dagens første 80 kilometer og et fantastisk smukt landskab, tænkte jeg ikke på andet end det baghjul, måske derfor kørte jeg også hulens stærkt idag. Halvvejs på dagen nåede jeg til Tarangire nationalparken. Hovedvejen kører ind mellem Tarangire og Manyarasøen et fantastisk smukt område, var blevet lovet at de tørstige elefanter krydser vejen for at komme ned til søen, desværre er der vand over alt i regntiden, så så ingen vilde dyr, øv.

Kørte gennem en lille landsby hvor der stod nogle tydeligvis autodidakte cykelmekanikere ude på jorden og pillede ved gamle rustne sager. Ingen af dem snakkede noget engelsk, så jeg var lidt grov og skubbede dem væk fra deres egen værktøjskasse og begyndte at rode i den. De havde ikke det jeg skulle bruge, der var dog en til mekanikertype, ved ikke om det var tilfældigt eller på grund af mine fagter, men manden fandt sgu det lille stykke værktøj man skal bruge til at skrue kassetten af med. Den anden del af værkøjet, en kædepisk, havde de ikke så det endte med at vi bandt den ekstra-kæde jeg købte i nairobi fast til et træ og derfra hen på mit baghjul. Efter min oplevelse i Sudan lod jeg ikke nogen røre ved Victoria, men ordnede alt selv. Med lidt vold og afrika-vilje lykkedes det at få kassetten af, hvormed jeg kunne få en normal eger igennem navet og lave baghjulet.

Som for at fejre at det lykkedes kørte tre mænd med mig på deres oldgamle kinesere. Da de stadig cyklede med efter fem kilometer foreslog jeg på mit elendige Swahili/tegnsprog at vi byttede cykler, det var den ene fyr frisk på

Lykkeligt tilbage på Victoria cyklede jeg det sidste stykke hertil, og for at gøre en skøn dag skønnere havde de nogle kæmpestore flotte sukkerrør på byens marked, købte mig et par led som sælgeren så skrællede med en machete, tøsedreng – det skal bides af, det smagte som altid fantastisk.