Yes! Så skete det endeligt: blev stoppet ved en grænse! Jeg ved ikke helt hvorfor, men eventyreren i mig kan godt lide ideen om at skulle gennem en grænsepost, det føles mere autentisk, så kvinden ved den kroatiske grænse fik med stor glæde mit pas. På dagens 143 km har jeg krydset både den slovenske og den tidligere nævnte kroatiske grænse.

Dagen har budt på fantastisk solskin og 10 grader i skyggen (mindst 16 i solen!) og jeg har derfor for første gang på turen kunnet køre uden handsker!

Da jeg nærmede mig byen trieste fik jeg et maveonde, kom på dårlige tanker, og befandt mig pludselig i panikgearet på helt flad vej og kørte 5-6 km/t. Det gik dog over og jeg fik for første gang i en del dage set havet.

Nu befinder jeg mig i den super flotte kroatiske by Rijeka hvor min kroatisk talende chilenske værelseskammerat har vist mig rundt, lader til at jeg desværre er kommet en dag for sent til stedets store carneval, øv. Har dog spist mig stop-mæt og lige besøgt en konditor efter maden, alt sammen til under 35 kr, samholdt med de 135 kr for sengen giver det mig den hidtil billigste dag (igår var den dyreste).

Søndag d. 15 februar
Dagens post, starter lige med en pudsig situation fra igår aftes efter at jeg havde skrevet gårsdagens indlæg. På Gasthof Tirolerhof i Dolsach. Jeg sætter mig ind for at få noget at spise, mens jeg sidder og spiser min alt for dyre goulash  (det billigste på menuen) sætter der sig to ældre herrer ved bordet, på trods af at alle naboborde var tomme, og snakker tysk sammen. Deres venner kom siden og satte sig, efterhånden sad vi syv mennesker omkring bordet, hvoraf de seks snakker sammen. På trods af at jeg intet forstod nød jeg at være med i en eller anden social samling. Da den ottende dog kommer er der ikke plads til flere ved bordet, og jeg bliver simpelthen bedt om at forlade bordet (de omkringliggende var fortsat tomme) betalte og gik, forstod absolut ingenting. Pudsige østrigere.

Nå, til dagens oplevelser, efter de første flade kilometer besteg jeg dagens første stigning i et (synes jeg selv) pænt tempo. Nede fra næste dal stod den på den absolut sidste og hårdeste af stigningerne jeg skulle passere i alperne, Plockenpass. Det tog to timer at kæmpe mig op af de 14 km, med sneen faldende tungt omkring (og på) mig, kunne ikke mærke hænder og fødder af kulde, var gennemsvedt på resten af kroppen.
Da jeg når toppen bliver jeg mødt af et skræmmende syn, vejen er kun ryddet fra den østrigske side.

Det kommer til at stå som noget af det farligste jeg nogensinde har begivet mig ud i, at fræse ned gennem de 13 hårnålesving med 2 cm sne på vejen, tåge overalt, fingre for kolde til at bremse hårdt og et par goggles der er sneet fuldstændig til. Rundt i svingene var jeg flere gange på vej ud over autoværnet og ud i ingenting.
Nede i dalen på den italienske side var det straks varmere, det heftige snefald var derfor blot styrtregn, jeg blev fuldstændig gennemblødt.

Da alperne dog var lagt langt nok bag mig, var der pludseligt solskin og 11 italienske grader, fantastisk! Herefter gled jeg fra de sorte skyer over alperne bag mig ind i den italienske by Udine (ja der Helveg og Jørgensen spillede). Her blev jeg mindet om hvorfor jeg holder mig fra storbyer, byens billigste værelse har kostet mig næsten 60 euro for en nat (avavav).
Imorgen begiver jeg mig så ud i det for en knægt i min alder ubehagelige og ukendte land, verden uden internet. Fra jeg rammer den slovenske grænse imorgen har jeg ikke længere internet på min telefon, og må klare mig med hvad der dukker op af free-wifi. Vil holde hjemmesiden opdateret ved en hver mulig lejlighed. Beklager de mange ord.

Efter en nats søvn i Saalbach var planen oprindeligt at blive der og holde en dags pause, lige at få fikset cyklen, slappet lidt af, måske endda stået lidt på ski og måske fået hul på ølstatistikken. Jeg valgte dog at drage videre, måske fordi at de glade, travle og energiske guiders rutineprægede og ansvarsfulde hverdag lå for langt fra vagabondlivsstilen jeg praktiserer eller fordi at jeg var bange for at for megen social omgang ville gøre det svært at forlade dem senere. Jeg skylder dog de flinke guider fra Højmark skirejser i Saalbach et kæmpe tak for at have taget godt i mod mig.

Jeg begav mig ud i den iskolde og utroligt flotte alpemorgen og måtte efter ikke alt for mange kilometer konstatere at mine øjenvipper var frosset til, hvilket havde en ikke så lidt sexet effekt på mit udseende:

Dagens første 80km bragte mig op til, og forbi, skisportsbyen Bad Gastein inden jeg skulle på biltransporttoget gennem tunnellen mellem Bockstein og Mallnitz, og nej det er ikke en kapitulation, den eneste vej over alperyggen, vejen forbi Grossglockner er dækket af fire meter sne og er særdeles lukket.
Da jeg kommer ud på den anden side var det et par grader varmere og der var næsten ingen sne, pudsigt som vejret kan variere inden for blot 10 kilometer.

Jeg befinder mig nu i byen Dolsach og har altså kun kørt 129 km idag, dog har der været nok med højdemeter, må acceptere at dagsgennemsnittet daler lidt her i alperne

Så tog vi i høj sol og -7 grader hul på alperne det var helt fantastisk endelig at komme herop.

Dagen har været meget kort og kun budt på 85 hurtige kilometer op til skibyen Saalbach hvor en god veninde der for tiden er skiguide venligst lader mig overnatte, og ikke mindst vaske mit tøj, hvilket især mine to par cykelbukser har ladet min lugtesans fortælle at de har trængt til.

Så er vi nået den første kilometermæssige milepæl, 1000 km passeret på en forholdsvis begivenhedsløs dag. Den startede dog på skønneste manér, efter ved udcheckning at have small-talket om min cykeltur med hotelkvinden gav hun mig 6 euro for meget tilbage og sagde med et stort smil på sit bedste tysk-engelsk “you will need lot’s of money”.

Desværre skulle jeg ikke den vej, kunne ellers godt bruge en god tan:

Vejrudsigten havde lovet blå himmel og sol, og jeg glædede mig på forhånd til at skulle se alperne komme tættere i horisonten. Virkeligheden var dog en anden, helt overskyet og desuden tåget fra morgenstunden, så har absolut intet kunnet se.
Dagens 146 km var som sagt forholdsvis begivenhedsløse, højdepunktet kom da jeg passerede Tysklands bedste supermarked år 2014, wuhuuu, havde desværre ikke tid til at besøge stedet (byen Trostbergs absolutte stolthed, supermarkedet havde sågar fået en reklameplads på byskiltet).

Dagens sidste, tæt tåge indhyllede kilometer har bragt mig 650m op til byen Siegsdorf, hvor jeg nu vil forsøge at spise mig gennem de alt for store mængder surkål jeg er blevet serveret (av det smager tarveligt). Får brug for al energi til imorgen når jeg skal op i alperne.

Onsdag d. 11 februar
Da jeg vågnede imorges havde jeg en tarvelig smærte i det øverste af lungerne, sammen med generelle sygdomstegn og manglende søvn (4 klasse fra Beyreuth evangelishe schule boede i naboværelserne) vidste jeg tidligt at jeg ikke ville nå langt. Lagde da også hårdt ud med en række modbydelige stigninger og har allerede fået testet panikgearet flere gange (absolut letteste udveksling på cyklen).

Efter at have kørt ikke andet end opad (sådan føltes det) med voldsomme mængder koldsved over det hele nåede jeg endelig sidste top på dagen. Herfra gik det behageligt nedad hele vejen væk fra den højderyg jeg har kørt på de sidste par dage.

De sidste ti flade km har bragt mig over floden Donau (den der løber gennem Wien, Budapest og Beograd) til byen Straubing. Byens hostel var, som så mange andre her på min tur, lukket frem til marts så efter en times rundcykling i byen for at finde noget billigt har jeg måttet konstatere at den slags ikke findes her.

Den meget korte tur, ca. 90km betød samtidig at jeg har haft en del tid på et hotelværelse her i byen, den slags er ikke sundt på en solotur. For pokker det er sørgeligt at være helt alene, har sagt det før, men sheisse jeg glæder mig til varme og lange lyse dage!!

Tirsdag d. 10 februar:
Så fik jeg idag krydset hele to grænser, ind og ud af Tjekkiet. Idag var samtidig også første dag med begyndende bjerge, jeg har ifølge Google maps kørt 1700 højdemeter!
Jeg befinder mig i den meget idylliske by (for idyllisk til interetdækning) Trausnitz i den nok mest kendte af de tyske delstater, Bayern.

Turens første klipper!

Ankom for første gang tidligt til min destination her idag for at være sikker på at finde et sted at sove. Kvinden der styrer dette jugendherberge taler dog absolut intet andet end tysk. Efter at have talt absurd hurtigt på tysk i fem minutter, uden at jeg fattede en dyt, stak hun mig blot en nøgle og gik. Byen viste sig at være helt i vinterhi og jeg har for anden gang måtte spise Bananer og chokolade til aftensmad, øv jeg er sulten.

Al tiden alene har efterhånden også fået mig til at tænke over hele turen her. Inden jeg tog afsted var jeg meget determineret og helt militant omkring det at komme hele vejen på cykel. Jeg vil ikke til Cape Town for en hver pris, hvis noget bliver usundt, farligt eller på anden måde ubehageligt må jeg hoppe på en bus og cykle videre fra hvor det igen er trygt. Hvis dette skuffer nogle, så kan jeg egentlig godt forstå det, men turen er nu en gang min. Jeg håber selvfølgelig ikke at en bus bliver nødvendig.

Efter igår var målet idag blot 110 km,
men allerede et par korte kilometer ude af Leipzig virkede det helt håbløst at nå nogen vegne.

Det gik absurd langsomt og hverken benene, vejret eller mit sind var med mig mens jeg kørte gennem et trist og gråt Østtyskland.
Det er især i stunder hvor ingenting fungerer, hvilket de ikke gjorde idag, at man føler sig meget alene. Blev helt overvældet af tanken om at jeg lige er startet på den her tur samt at jeg ikke ser familie og venner i lang tid endnu.

Efter at have bandet mig gennem dagen ankom jeg alt for sent til dagens mål, et Hostel syd for byen Limburg, der viste sig at være et google-maps fatamorgana, intet Hostel her. Jeg ringede til telefonnummeret men der blev lagt på da jeg spurgte til engelsk. Cyklede herefter lettere desperat rundt i regnvejr mellem mørklagte tyske landsbyer i min søgen efter et sted at sove, 10 spildte kilometer. Følelsen af at cykle rundt i et mørkt mennesketomt område man ikke kender uden at vide hvor man skal hen er svært ubehagelig. De første tre hoteller og pensioner var lukkede. Ringede på nabodøren til et lukket Hotel og ejeren kom herefter og åbnede for mig! Har fået både mad, et værelse samt set hans modeltogbane! Håber ikke at det er alt for dyrt.

Kan læse at min gamle træner herinde har skrevet at jeg bør tage den lidt med ro her i starten, det bør jeg have vidst inden idag, jeg befinder mig nu i Leipzig 234 km syd for hvor jeg startede imorges.

For lige at starte hvor jeg sluttede igår, så havde den gæstfrie tysker lagt morgenboller og kaffe frem inden han kom for at hente nøglerne imorges, god stil!

Og lige et billede af gården:

Herefter stod den på solskin og en fantastisk nordenvind, mens jeg begav mig sydpå. Eventyreren i mig lokkede mig væk fra hovedvejen ud på nogle små tyske markveje, en beslutning jeg hurtigt fortrød, tip fra Ingmar: hvis du ønsker at forælde din cykel og dit underliv, men ikke har tiden til det så find en tysk markvej og kør lidt på den. Det tog en time at tilbagelægge 5 km.

Herefter blev jeg på hovedvejene resten af dagen. Efter en yderst uautenstisk frokost/aftensmad på World of pizza i Dessau 64 km nord for Leipzig kl. 17:30 gik turen videre sydpå efter solnedgangen. Efter nogle yderst ubehagelige og meget mørke kilometer (med et faretruende lavt strømniveau på cykellygterne) ankom jeg kl. 21:20, 12 timer efter starten imorges, på AO hostel i Leipzig, med meget ømme ben og et endnu mere ømt mellemkød!

Tak for alle de fine ord her på siden! Det lader til at min lille cykeltur har fået et publikum stort nok til at jeg kan tillade mig at skrive så ofte det er muligt. Det vil jeg med glæde! Idag var planen at køre fra Rostock til den forholdsvis lille by Pritzwalk 119km syd for førnævnte. Dagen startede til stor utilfredshed ud med et par fuldstændigt sneklædte cykelstier der reducerede min hastighed til 3-4 km/t, ikke just tilfredsstillende når 14844 km venter.

Efter jeg besluttede at holde mig til de større veje gik resten af dagen relativt begivenhedsløst.

Da jeg klokken lidt over 7 ankom til Pritzwalk besluttede jeg grundet en blanding af overmod og høje hotelpriser at fortsætte lidt endnu, ud på landet, ud i mørket. En beslutning jeg hurtigt fortrød da tyske bilister giver godt med gas på de mørke landeveje. Det viste sig at være mere end svært at finde et sted at sove, ved et held fik jeg af en hundeluftende kvinde et telefonnummer til en herre der havde en tom gård i nærheden, han kom forbi og gav mig nøglerne mod en betaling på 35 euro (dyrere end hotellerne, øv). Helt alene på en iskold gård i Tyskland, der er dog varmt (omend foruroligende grumset) badevand. Der er for langt til nærmeste spisested, så en banan og nogle chokoladebarer udgør dagens aftensmad.
Forhåbentlig finder jeg et mere fornuftigt sted at sove imorgen.