Søndag d. 15 februar
Dagens post, starter lige med en pudsig situation fra igår aftes efter at jeg havde skrevet gårsdagens indlæg. På Gasthof Tirolerhof i Dolsach. Jeg sætter mig ind for at få noget at spise, mens jeg sidder og spiser min alt for dyre goulash  (det billigste på menuen) sætter der sig to ældre herrer ved bordet, på trods af at alle naboborde var tomme, og snakker tysk sammen. Deres venner kom siden og satte sig, efterhånden sad vi syv mennesker omkring bordet, hvoraf de seks snakker sammen. På trods af at jeg intet forstod nød jeg at være med i en eller anden social samling. Da den ottende dog kommer er der ikke plads til flere ved bordet, og jeg bliver simpelthen bedt om at forlade bordet (de omkringliggende var fortsat tomme) betalte og gik, forstod absolut ingenting. Pudsige østrigere.

Nå, til dagens oplevelser, efter de første flade kilometer besteg jeg dagens første stigning i et (synes jeg selv) pænt tempo. Nede fra næste dal stod den på den absolut sidste og hårdeste af stigningerne jeg skulle passere i alperne, Plockenpass. Det tog to timer at kæmpe mig op af de 14 km, med sneen faldende tungt omkring (og på) mig, kunne ikke mærke hænder og fødder af kulde, var gennemsvedt på resten af kroppen.
Da jeg når toppen bliver jeg mødt af et skræmmende syn, vejen er kun ryddet fra den østrigske side.

Det kommer til at stå som noget af det farligste jeg nogensinde har begivet mig ud i, at fræse ned gennem de 13 hårnålesving med 2 cm sne på vejen, tåge overalt, fingre for kolde til at bremse hårdt og et par goggles der er sneet fuldstændig til. Rundt i svingene var jeg flere gange på vej ud over autoværnet og ud i ingenting.
Nede i dalen på den italienske side var det straks varmere, det heftige snefald var derfor blot styrtregn, jeg blev fuldstændig gennemblødt.

Da alperne dog var lagt langt nok bag mig, var der pludseligt solskin og 11 italienske grader, fantastisk! Herefter gled jeg fra de sorte skyer over alperne bag mig ind i den italienske by Udine (ja der Helveg og Jørgensen spillede). Her blev jeg mindet om hvorfor jeg holder mig fra storbyer, byens billigste værelse har kostet mig næsten 60 euro for en nat (avavav).
Imorgen begiver jeg mig så ud i det for en knægt i min alder ubehagelige og ukendte land, verden uden internet. Fra jeg rammer den slovenske grænse imorgen har jeg ikke længere internet på min telefon, og må klare mig med hvad der dukker op af free-wifi. Vil holde hjemmesiden opdateret ved en hver mulig lejlighed. Beklager de mange ord.