10. April
124km fra Hawassa til Yiriga Chefe (Yiriga Shafi)
Allerede få kilometer uden for Hawassa kunne jeg mærke at benene stadig ikke var klar til fest. Jeg er nu virkelig kommet til frugt land, her dyrkes bananer , mangoer og ananas i massevis. Det er et af de grønneste områder jeg i mit liv har set, luftfugtigheden er også væsentligt højere. Der dufter af træer, blomster og frugt alle steder.

Kun få kilometer efter Hawassa stoppede asfalten brat samtidig med at stigningerne begyndte. De gode Japanere renoverer også her, men hele vejen på en gang, så de 85km asfalt fra Hawassa til Dilla er bare blevet fjernet og erstattet med tarvelige sten, jord og grus. Gennemsnitsfarten var omkring de ti hele vejen, nedkørseler der normalt ville tage under fem minutter tager mere end et kvarter. Man bliver fuldstændig ødelagt i rumpen. Enten har jeg været ekstremt heldig, enormt god til at rette hjulet op ellers var de tre knækkede eger dårlige fra starten, på dagens absurde rystetur holdt begge hjul og bagagebæreret stand.

Stoppede foran en lille bager i en lille landsby, efter at have forhandlet en nogenlunde fair pris for lidt brød og nogle samosaer lagde jeg mærke til hvor mange tilskuere der var, nogen gange er det helt ekstremt. Omkring 50-60 mennesker stod bare og stirrede på mig ‘kan mennesker være hvide?’. Jeg tror de ville eksplodere af chock hvis de så en lyshåret. Prøvede at sige noget sjovt for at bryde den underlige stemning, men de stirrede bare, indtil jeg var cyklet ti meter væk hvor et hav af “You you you” begyndte.

Hele dagen har jeg været vildt træt af “you you” råb, det lyder som en sirene hver gang jeg kommer i nærheden af mennesker. Sent på dagen cykler jeg forbi en voksen mand der  begynder “you….” jeg var ved at kamme over, inden han fortsatte “…look like a million dollars”, jeg havde lyst til at stoppe og kramme ham, men han fik bare en tommel op.
Kort efter byen Dilla begyndte dagens lange hårde stigning, kun fem kilometer fra målet åbnede himlen sig bare i bedste regntidsstil. En lille dreng kaldte mig ind under taget foran hans og familiens hus. Her gemte jeg mig med de ca. ti børn samt en ged for regnen. Forældre har de nok ikke længere.

Stod der i lidt over en time og fik set hvor voldsomt det går til når man byder en børneflok på kiks. Inden jeg af kikssultne børn blev overfaldet stak den eneste dreng, der tydeligvis er patriarken (og desuden den mest fornuftige) i huset, pigerne nogle lussinger og delte herefter roligt en kiks ud til hver inden han selv tog en, lukkede fint pakken og gav mig den.
Nå cyklede i kraftigt regnvejr de sidste fem kilometer til byen Yiriga Chefe (også stavet Yiriga Shafi) der er meget berømt for sine kaffeplantager. Kaffekendere vil måske kende til Yirgacheffe. Desuden sjovt hvor høj hotelprisen pludselig er når en regnvåd hvid mand desperat leder efter et sted at sove.

9. April
113km fra Ziway til Hawassa
Stod op klokken fem og tog afsted klokken seks da jeg gerne ville nå til byen Dilla, men som det fremgår af ovenstående nåede jeg ikke så langt. Mine ben er helt færdige, forhåbentlig er det bare fordi de lige skal igang igen efter Addis.

Efter ca. 80 km kom jeg til byen Shashamene. Tilbage i 1948 gav den etiopiske kejser Ras Tafari Makonnen (senere Haile Selassie) et stykke land i byen til den religiøse jamaicanske bevægelse af folk der troede han var den genfødte Jesus, Rastafari bevægelsen. Selv mente den koptisk kristne Tafari vist at de var komplet skøre. Stadig idag er der folk der migrerer dertil, og man kunne tydeligt mærke rasta bevægelsen. Bob Marley kom ud af højtalere fra en hver lille kiosk og på murene blev både hashrygning (ganjah) og Ras Tafari (der jo reelt var en diktator) hyldet.

Stedet er dog historisk set morsomt, et af rastafari bevægelsens store mål var at samle alle efterkommere af Afrikanere i Amerika og Caribien og rejse tilbage, den bølge skulle jo så være startet her i byen.

Nå kunne efterhånden godt mærke at jeg måtte opgive at køre de 200 til Dilla, eftersom at byen her er en populær ferieby langs Awassasøen tænkte jeg at jeg kunne finde et billigt godt hotel her. Cyklede rundt i over en time for at finde noget jeg kunne betale, et sted, der godt nok også så lækkert ud, kostede 2800 Birr for en nat (næsten 1000 danske!!!) til sammenligning sov jeg på et udmærket hotel til 50 birr igår, kontrasten er skræmmende.

Idag var også dagen hvor jeg begyndte på den medbragte lydbog ‘Fem Uger i Ballon’ af Jules Verne, der handler om en opdagelsesrejsende der vil krydse Afrika i en luftballon. Krydse Afrika med uortodokst transportmiddel, lyder som en urealistisk historie!
Imorgen begynder bjergene igen, så håber jeg at mine ben er klar til kamp.

Under 500km til Kenya!

8. April
161 km fra Addis Ababa til Ziway
Mødte op klokken ni hos chief immigration director’s kontor, og blev et kort øjeblik nervøs for om han havde ment etiopisk ni, der havde været klokken tre om eftermiddagen. Efter en kort kø, lidt baksen og insisteren blev det der skulle være gjort for to dage siden gjort, chefen fik en rengøringsdame til at låse det lukkede office 104 op, tog det eneste brev på bordet derinde, åbnede det, tog en million kopier af mit pas og gav mig det.
For satan jeg er glad for at jeg ikke skal bakse med myndighederne igen i noget tid. Jeg forudser dog problemer ved grænsen da jeg ikke har noget ankomst-stempel i mit pas.
Jeg ved ikke om Addis Ababa nogensinde har taget sig smukkere end da jeg trillede ud af byen med mit pas i på mig.

Trafikken var helt skør de først 25 kilometer, heldigvis så skør at den nærmest stod helt stille, så nød forhindringsbanen mellem de køholdende biler, nød dog ikke den ulidelige larm og os (tung blå eller sort røg fra helt trætte benzin- og dieselmotorer) så meget. Efterhånden var jeg ude på landet igen som jeg kender det, dyr og børn på vejene. Dagens  første 73 kilometer var i en lidt strid side-modvind mens resten var i en skøn medvind der fik mig til at tænke på de flyvende ture oppe i Sudan. For første gang i mange dage har det også været stort set fladt, befinder mig 700 meter lavere end Addis nu (så helt fladt var det nok ikke). Samtidig er det helt vildt støvet, man kan ikke se ret langt.

Her mens jeg sidder og spiser en vildt klam burger (man skal tage chancen når der serveres kød i fastetiden) og afviser at købe både tyggegummi og høns af en dreng der står her kom jeg til at tænke på det at savne folk. Det er pudsigt, menneskerne hjemme er hverken bedre eller værre end dem hernede, alligevel har man mere lyst til at se på ansigter man har set før, vi er nogle underlige nogen, mennesker.

7. April
Sådan lyder turen rundt i Addis Ababa Immigration Office. Ankommer klokken otte og håber på en af to muligheder. Nr 1, at jeg får pas med det samme, er lykkelig og kører sydpå. Nr. 2 at jeg får at vide “come back two days bye bye” er halvt lykkelig og kører videre uden pas. Kommer og bliver sendt til et helt andet kontor, og typisk for myndigheder i Afrika får jeg noget helt helt andet at vide end jeg gjorde igår. Får først at vide at jeg skal vente en time, ok. Herefter, klokken halv ti får jeg at vide at jeg skal vente til klokken 8 (betyder klokken 14 på dansk) ok. Venter, går en tur og køber noget mad. Meget hyggeligt da jeg køber nogle friturestegte kager man altid kan få i afrikanske storbyer (smager af en blanding af æbleskiver og klejner) at de bliver leveret i en sammenklipset gammel matematikeksamen (det er genbrug).

Nå tilbage på kontoret og her tager det fart. Går ind i office 97 hvor jeg står og glor i 20 minutter uden at nogen kigger på mig før en mand beder mig snakke med sin sekretær der straks siger “go to 86”, går ned til 86 (samme kontor besøgte jeg imorges) der insisterer på at jeg skal gå til 97, går der op igen kvinden siger “ahh go to 84” går til 84. Her får jeg at vide “85” hvor jeg får at vide “86”. Manden i 86 er meget meget sur over at se mig for tredje gang, skælder mig ud og sender mig til 97 for tredje gang. Denne gang går jeg ikke derind (da de med garanti sender mig ned igen), men går til kontoret ved siden af, 98, som sender mig til 99, hvor jeg står en lille time i kø, inden jeg ved hjælp af en flink etiopier bosat i London kommer ind til chefen. Han beder mig at gå ud på gangen og vente på at vi får passet sendt ind. 20 minutter senere kommer han ud og siger; “Come here tomorrow at nine. Bye bye”.

Nå, heldigvis havde jeg i køen til big Boss’ mødt en fantastisk flink herre der arbejder for en norsk plastikkirurg der opererer brændsårsofre hernede. Efter en biljagt,  skulle følge efter den gode mand, kom jeg til children’s burn care foundations lille kontor, hvor jeg har fået lov at sove. Blev sågar inviteret på middag hos Einar som den norske læge hedder, sammen med hans fantastisk flinke lokale medarbejdere.

Tredje gang er forhåbentlig lykkens gang imorgen…

6. April
Banker på døren på office 104 hos Addis Ababa Immigration Office der har mit pas, intet svar. Banker på 103, døren bliver åbnet, mand snakker i telefon, tager mit papir i hånden – “come back in three days, bye bye” – døren lukkes.
Enormt effektiv ineffektivitet

Nå tager tilbage til de flinke schweizere der tager imod mig med åbne arme igen. Spiller badminton, spiser pizza, spiser kokkens kanelsnegle, giver de beskidte tallerkener til en kvinde i køkkenet og kan godt forstå hvorfor man skulle få lyst til at være diplomat.

Prøver immigration igen imorgen og tager afsted uden pas hvis ikke jeg får det, gider ikke vente længere.

5. April
Lidt af en tam dag, derfor også en lidt kort og tam update, men jeg har internet og tid så i får den alligevel.
Cyklede til immigration-office der forventeligt var lukket. Så en meget begrænset sightseeing cykeltur i en af de kedeligste byer længe var jeg tilbage i The Norwegian compound som stedet her vidst hedder.
Så er der til gengæld lidt tid til at nævne det såkaldte expat liv som de hvide mennesker lever når de bor væk fra deres hjemlande. Der er typisk tale om diplomater, men også folk i NGOer og nødhjælpsorganisationer. Man bor med hvide mennesker, man omgås de hvide mennesker, man fester med de hvide mennesker og børnene går i skole med de hvide mennesker. Det sidste er dog fordi at de lokale skoler er af en voldsomt ringe kvalitet sammenlignet med de dyre private ‘international schools’ som der er mange af her i byen. Alting foregår bag lukkede mure og med vagter. Ifølge familien jeg bor hos har Addis Ababa verdens tredjestørste samling af diplomater efter New York og Geneve primært grundet at byen er hovedsæde for AU (EUs mindre succesfulde bror) og for store dele af FN’s mission i Afrika.

Jeg har lært utroligt meget om Afrika og især Etiopien gennem nogle lange snakke med den utroligt gæstfrie og venlige familie. Især snakken om den langsomhed (ofte kaldet Africa-time) man tit oplever i Afrika affødte et lille væddemål: superoptimisten Ingmar tror at han har sit pas inden for en time, manden i huset tror det tager mig hele dagen imorgen og til sidst kvinden der mener at jeg kommer til at bo her mellem tre dage og en uge for at få mit pas igen. Slutter af med et citat fra min vært Stephané: “if you are an impatient person you will become patient in Ethiopia, if you already are patient you will loose your patience”

4. April
192km fra Gohatsion til Addis Ababa
Desværre led jeg imorges under at jeg igår kom så meget længere end forventet, da mindre end 200km skal køres på én dag ifølge Turkomiteen.
Afsted klokken syv. Mine sokker lugter efterhånden ikke længere af sure fødder, men har en lugt der er overraskende tæt på den de døde kameler jeg så langs vejen oppe i ørkenen udsender. Har siden Athen været på jagt efter et par sandaler. En lille kiosk solgte dem langs siden af vejen, fandt desværre ud af at det var FN sandaler. Dem kan jeg ikke tillade mig at købe og kan slet ikke støtte det illegale marked for salg af nødhjælp. Desværre er det sådan over det hele, nødhjælpen sælges af privatpersoner der var hurtige at få fat i den, det kul man kan købe langs vejen er “a bag of heat from USAid” og hveden man kan købe er “a gift from the European Union” (vejen jeg kører på er “a token of friendship from the people of Japan to the federal democratic republic of Ethiopia”).

Den nye trøje har øget andelen af “i love you” råb betragteligt, omend det stadig er en meget lille andel. De helt spøjse er “China China China” råb og skyldes at de ‘lærde’ har troet at de japanske vejarbejdere var kinesere og har fortalt den almene etiopier dette. Da de fleste aldrig har set en lyshudet går de derfor ud fra at jeg må være fra Kina.
Vejen gik fra de 2500m jeg sov i, yderligere op hele morgenen, tjekkede kort GPS appen i min telefon: 3114m toppede den på, det højeste jeg nogensinde har cyklet mig til (der er kun en vej i Europa der er højere). Heroppe var det decideret koldt.
Herfra gik det igen op og ned resten af dagen. Var overraskende frisk dog og pløjede videre. Da jeg endelig nærmede mig sidste stigning inden Addis var jeg pænt færdig, ikke som i forgårs hvor jeg havde det decideret skidt, mere bare træt som når man har cyklet 170km i bjerge og er på vej opad igen. Bed tænderne sammen, lukkede øjnene og jokkede i pedalerne.

Op over sidste stigning med solen på vej ned. Herfra stod den på dødskørsel i den vanvittige trafik på vejen ned. Tror min mor skal være glad for at jeg ikke filmede turen ned gennem byen. Jeg er desværre af den type der ikke gider at spilde den energi jeg har optjent på stigningerne på at bremse på nedkørselerne. 40km/t zigzag mellem bilerne ned gennem storbyen, hvis der findes en rekord for at krydse Addis Ababa har jeg med garanti slået den idag.

Byen her er kæmpestor og moderne som bare pokker, glas, beton og højhuse over det hele. Bliver nødt til at blive i byen til at jeg har fundet mit pas.
Jeg bor hos en fantastisk venlig schweizisk diplomatfamilie bag lukkede låger med egen vagt, kok, chauffør, rengøringsdame og gartner her i ambassadekvarteret. Familien er jeg kommet i kontakt med gennem et cykelforum. Her har jeg efter en lang snak lært utroligt meget om etiopien bl.a. hvorfor det meste af landet reelt stadig er i middelalderen mens storbyerne er i vesten, hvorfor folk er så enormt uoplyste og hvor stor en grad af demokrati der egentlig er i “federal democratic republic of Ethiopia”.

Er dog selv skræmt over hvor rart det var at komme til et hjem med (ud med det) europæere. De taler engelsk, de laver mad jeg kan spise, de forstår de problemer man støder ind i som hvid mand i landet her og føles på mange måder ligesindede. Dog uhyggeligt at man cykler jorden rundt for at nyde sine naboers selskab…..

Racist.

3. April
109km fra Debre Markos til Gohatsion
Havde igen ondt i maven hele natten, og vågnede med kvalme og maveonde. Nå spiste lidt kage på en dyr café med wifi og så afsted. Det gik (troede ikke at det var muligt) endnu langsommere idag. Stod hele morgnen praktisk taget stille på stigningerne. Skulle desuden tidligt på dagen af med den tynde brune væske der har erstattet min afføring. Det er dog umådeligt svært at finde et sted uden mennesker der står og stirrer på den hvide mand, men i et heldigt øjeblik fik jeg sneget mig ind under en vejbro.
Jeg var desuden plaget af at de gode Japanere er ved at opgradere vejen mange steder, opad kørte jeg uforståeligt langsomt, nedad måtte jeg trække cykel gennem det grus der bliver fundamentet for den nye silkebløde vej.

Jeg fik idag endeligt købt mig en etiopisk landsholdstrøje, da jeg efter den gode Felix’, jeg mødte mellem Albanien og Grækenland, forbillede tænkte at den ville gøre folk mere venligt stemte over for mig. Den virker en lille smule, men ikke som jeg havde regnet med. Fordi at ca. halvdelen af alle mennesker til hver en tid bærer denne trøje, opstår der der hos børn på afstand af vejen det øjebliks forvirring over om jeg nu er hvid, der gør at de ikke begynder at skrige “money”, “ferenji” eller “you” dermed vækkes byens resterende børn ikke før at nogen langs vejen ser mig, smart!

Klokken 15 kom jeg til byen Dejen der ligger på kanten af den Blå Nils kløft. Den Blå Nil, der fra Tanasøen lige tager et smut sydpå inden den vender snuden mod Sydsudan, Sudan og Egypten, har skåret en 1400m dyb rende gennem det etiopiske højland. Det er en af de vildeste naturområder i verden, en flere tusind kilometer lang omvendt bjergkæde. En af hele turens højdepunkter. Jeg havde drømt om en 20km lang flyvetur ned, men vejen var noget så forfærdelig, varmen og stejlheden får asfalten til at ‘flyde’ nedad og der dannes nogle kæmpe bølger. Samtidig råber man ofte “så flytte dig dog dit dumme æsel”, men de står bare og ser uskyldige ud mens man brager mod dem 50km/t. En klovn som jeg er ville jeg lige hælde lidt vand på bremseskiven nede i bunden af kløften, det så fedt ud, og fik et brandsår på fingeren da jeg rørte den.

Nede i bunden var der 15 grader varmere end oppe i højlandet, og luften, luften var magisk, man kunne nærmest spise den så meget ilt var der i den. Måske derfor havde jeg det på trods af vanvittige stigningsprocenter og udsigten til fire timers klatretur bedre end jeg har haft de sidste par dage, og meget bedre end i morges, da jeg begyndte at træde.
Bør inden jeg begynder at lyve for mig selv og senere glemmer det, sige at jeg i 2,5 af stigningens 20 kilometer holdt fast i en lastbil, det var helt formidabelt, snyd med stort S.

Jeg vidste da jeg startede på stigningen udmærket godt at det ville blive mørkt inden jeg var oppe. Det var på mange måder rørende at klatre langsomt opad der alene i stilheden tæt på solnedgangen med kløften under mig, jøsses vi er kommet langt mig og den trofaste maskine.
At se den kæmpe store røde sol forsvinde over kløften fra sadlen gjorde de sidste dages sygdom det hele værd.

Den eneste smule besvær var at finde et hotel i en by med ingen eller begrænset strømforsyning, i mørket, men var så ovenpå at det ingenting betød.

2. April
156km fra Addis Kidan til Debre Markos
Idag har været en af de mest modbydelige dage på turen. Vågnede flere gange i nat med mavekramper efter maden igår, og har haft dem hele dagen. Dagen har stort set kun haft to lyspunkter, det ene (som er ret fedt) er at der begynder at være små aber mange steder, desværre er de for hurtige til at man kan tage billeder, det andet er at jeg overhovedet nåede frem.

Det går bare op og ned og op og ned og op og ned og op og ned hele dagen hver dag, det er simpelthen modbydeligt. Højden gør det bare ikke lettere 1800-2600m luften er tynd som pokker. Det er desuden vildt frustrerende når man ved at man skal sove i 2400m og vejen bare bliver ved med at gå nedad.
Nå efter at have kæmpet hele dagen stoppede jeg med kun 45km igen og blev nødt til at spise noget. Fik serveret det klassiske pasta med chili, det eneste man kan få der ikke er injera.

De sidste fyrre kilometer var forfærdelige kørte simpelthen så langsomt, og de gik bare op og op, skoen gnaver i såret på akilleshælen, maven driller og børn råber konstant. Alt i kroppen skreg på at stoppe. Når man virkelig lider så lader man det nogen gange gå ud over den nærmeste “money” råbende knægt (eller knægtinde, de er næsten værre) hvilket er synd, det er ikke hans skyld at bjerget er der og det er heller ikke ham der har lært sig selv at pengene gror på de hvide mennesker. Heldigvis er de nok ikke så stærke i danske bandeord omend de forstår tonen, hvorfor incitament til at kaste et par sten bliver større.

De sidste fire kilometer op til byen her var jeg bange for at jeg skulle besvime hvert et øjeblik. Ignorerede alle råb, fra gaden og forsøgte at holde øjnene på vejen foran mig. Så et skilt med “red barnet” på vej ind i byen, jeg er nok den første nogensinde der har kunnet læse det, nødhjælpsorganisationerne har en pudsig tendens til at reklamere for sig selv hernede hvor de arbejder.

Hotellet har ikke vand og orker ikke et iskoldt spandbad, så går beskidt og helt færdig i seng.

1. April
99km fra Bahir Dar til Addis Kidan
Jeg starter idag med lidt cykelmekanisk snak, hvis ikke den slags siger dig noget så kan du læse videre efter billedet.
Eftersom at jeg kom så sent frem igår fik jeg ikke skiftet den knækkede eger. Imorges gik det så op for mig at den der var knækket sidder i samme side som kassetten (kransen) hvilket er noget rigtigt rod da den var knækket oppe i niplen. Da jeg ikke har værktøjet til at pille kassetten af med mig, kan det ikke umiddelbart lade sig gøre at få den knækkede eger ud, da den skal trækkes ud i den side kassetten sidder. Det tog mig næsten en time at bøje, dreje, volde og kæmpe den knækkede eger ud (se billedet). Samtidig kan man selvsagt heller ikke få en ny eger ind, dog har min cykelmand i København lavet en smart eger til mig der i stedet for den rigtige ‘lås’ blot er lidt bøjet i enden, den kan man så sætte i klemme og når man strammer den sidder den helt fast! Genialt, men da den nu er brugt har jeg jo ikke flere skulle det gå galt igen.

Nu jeg alligevel var sent på den ville jeg prøve at skaffe et simkort. Jeg fandt den statslige telfonibutik, uden for var der en kø på 50 mennesker, sikkerhedsvagten gav mig et stykke ituklippet pap med et nummer på, ved ikke helt hvad det skulle til for. Efter 20 minutters venten gad jeg det ikke og tog bare afsted. På vejen ud af Bahir cyklede jeg sammen med en engelsktalende fyr, som forsøgte at forklarede mig hvorfor så mange privatpersoner har automatvåben, noget med at den tidligere regering lod det ske og at de russiske våben er meget billige, lidt pudsig forklaring.

Jeg ved ikke om det skyldes efterdønninger af min sygdom, generel træthed eller om det er højden (sover i nat i 2500m), men jeg er vildt udmattet, cykler hulens langsomt, og sidst på dagen må jeg bare stoppe og stå lidt hver femte kilometer, benene gider bare ikke rundt. Når vejene samtidig aldrig er flade så bliver man lidt frustreret.
Mødte idag igen hvide mennesker, to baskere og en australier der kørte Afrika tyndt i en 4×4.
Spøjst som jeg på to uger i Sudan så én hvid mand, i hovedstaden Khartoum, her har jeg set mindst en hvid person om dagen.

Ellers bød dagen ikke på andet end klassiske etiopiske syn som kvæg der stopper trafikken, mænd der pisker deres tyre til at trække ploven lidt hurtigere, mænd der pisker deres æsler til at trække vognen lidt hurtigere, kvinder der bærer enorme krukker på hovedet, tusindvis af børn der løber efter mig og råber “money” og så selvfølgelig levende geder spændt fast til taget af minibuser (de lyder svært utilfredse som de ligger der).

Er nu kommet til et overraskende godt hotel her i byen. Prøvede for første gang siden første aften i landet kræfter med nationalretten injera, en kæmpestor svampet surdejspandekage serveret med forskellige sovser, salater, kød (ikke i denne måned da etiopiere faster) eller ris ovenpå, den var ved at slå mig ihjel, jeg håber virkelig ikke at jeg vågner og kaster op i nat.