1. April
99km fra Bahir Dar til Addis Kidan
Jeg starter idag med lidt cykelmekanisk snak, hvis ikke den slags siger dig noget så kan du læse videre efter billedet.
Eftersom at jeg kom så sent frem igår fik jeg ikke skiftet den knækkede eger. Imorges gik det så op for mig at den der var knækket sidder i samme side som kassetten (kransen) hvilket er noget rigtigt rod da den var knækket oppe i niplen. Da jeg ikke har værktøjet til at pille kassetten af med mig, kan det ikke umiddelbart lade sig gøre at få den knækkede eger ud, da den skal trækkes ud i den side kassetten sidder. Det tog mig næsten en time at bøje, dreje, volde og kæmpe den knækkede eger ud (se billedet). Samtidig kan man selvsagt heller ikke få en ny eger ind, dog har min cykelmand i København lavet en smart eger til mig der i stedet for den rigtige ‘lås’ blot er lidt bøjet i enden, den kan man så sætte i klemme og når man strammer den sidder den helt fast! Genialt, men da den nu er brugt har jeg jo ikke flere skulle det gå galt igen.

Nu jeg alligevel var sent på den ville jeg prøve at skaffe et simkort. Jeg fandt den statslige telfonibutik, uden for var der en kø på 50 mennesker, sikkerhedsvagten gav mig et stykke ituklippet pap med et nummer på, ved ikke helt hvad det skulle til for. Efter 20 minutters venten gad jeg det ikke og tog bare afsted. På vejen ud af Bahir cyklede jeg sammen med en engelsktalende fyr, som forsøgte at forklarede mig hvorfor så mange privatpersoner har automatvåben, noget med at den tidligere regering lod det ske og at de russiske våben er meget billige, lidt pudsig forklaring.

Jeg ved ikke om det skyldes efterdønninger af min sygdom, generel træthed eller om det er højden (sover i nat i 2500m), men jeg er vildt udmattet, cykler hulens langsomt, og sidst på dagen må jeg bare stoppe og stå lidt hver femte kilometer, benene gider bare ikke rundt. Når vejene samtidig aldrig er flade så bliver man lidt frustreret.
Mødte idag igen hvide mennesker, to baskere og en australier der kørte Afrika tyndt i en 4×4.
Spøjst som jeg på to uger i Sudan så én hvid mand, i hovedstaden Khartoum, her har jeg set mindst en hvid person om dagen.

Ellers bød dagen ikke på andet end klassiske etiopiske syn som kvæg der stopper trafikken, mænd der pisker deres tyre til at trække ploven lidt hurtigere, mænd der pisker deres æsler til at trække vognen lidt hurtigere, kvinder der bærer enorme krukker på hovedet, tusindvis af børn der løber efter mig og råber “money” og så selvfølgelig levende geder spændt fast til taget af minibuser (de lyder svært utilfredse som de ligger der).

Er nu kommet til et overraskende godt hotel her i byen. Prøvede for første gang siden første aften i landet kræfter med nationalretten injera, en kæmpestor svampet surdejspandekage serveret med forskellige sovser, salater, kød (ikke i denne måned da etiopiere faster) eller ris ovenpå, den var ved at slå mig ihjel, jeg håber virkelig ikke at jeg vågner og kaster op i nat.