2. April
156km fra Addis Kidan til Debre Markos
Idag har været en af de mest modbydelige dage på turen. Vågnede flere gange i nat med mavekramper efter maden igår, og har haft dem hele dagen. Dagen har stort set kun haft to lyspunkter, det ene (som er ret fedt) er at der begynder at være små aber mange steder, desværre er de for hurtige til at man kan tage billeder, det andet er at jeg overhovedet nåede frem.

Det går bare op og ned og op og ned og op og ned og op og ned hele dagen hver dag, det er simpelthen modbydeligt. Højden gør det bare ikke lettere 1800-2600m luften er tynd som pokker. Det er desuden vildt frustrerende når man ved at man skal sove i 2400m og vejen bare bliver ved med at gå nedad.
Nå efter at have kæmpet hele dagen stoppede jeg med kun 45km igen og blev nødt til at spise noget. Fik serveret det klassiske pasta med chili, det eneste man kan få der ikke er injera.

De sidste fyrre kilometer var forfærdelige kørte simpelthen så langsomt, og de gik bare op og op, skoen gnaver i såret på akilleshælen, maven driller og børn råber konstant. Alt i kroppen skreg på at stoppe. Når man virkelig lider så lader man det nogen gange gå ud over den nærmeste “money” råbende knægt (eller knægtinde, de er næsten værre) hvilket er synd, det er ikke hans skyld at bjerget er der og det er heller ikke ham der har lært sig selv at pengene gror på de hvide mennesker. Heldigvis er de nok ikke så stærke i danske bandeord omend de forstår tonen, hvorfor incitament til at kaste et par sten bliver større.

De sidste fire kilometer op til byen her var jeg bange for at jeg skulle besvime hvert et øjeblik. Ignorerede alle råb, fra gaden og forsøgte at holde øjnene på vejen foran mig. Så et skilt med “red barnet” på vej ind i byen, jeg er nok den første nogensinde der har kunnet læse det, nødhjælpsorganisationerne har en pudsig tendens til at reklamere for sig selv hernede hvor de arbejder.

Hotellet har ikke vand og orker ikke et iskoldt spandbad, så går beskidt og helt færdig i seng.