3. April
109km fra Debre Markos til Gohatsion
Havde igen ondt i maven hele natten, og vågnede med kvalme og maveonde. Nå spiste lidt kage på en dyr café med wifi og så afsted. Det gik (troede ikke at det var muligt) endnu langsommere idag. Stod hele morgnen praktisk taget stille på stigningerne. Skulle desuden tidligt på dagen af med den tynde brune væske der har erstattet min afføring. Det er dog umådeligt svært at finde et sted uden mennesker der står og stirrer på den hvide mand, men i et heldigt øjeblik fik jeg sneget mig ind under en vejbro.
Jeg var desuden plaget af at de gode Japanere er ved at opgradere vejen mange steder, opad kørte jeg uforståeligt langsomt, nedad måtte jeg trække cykel gennem det grus der bliver fundamentet for den nye silkebløde vej.

Jeg fik idag endeligt købt mig en etiopisk landsholdstrøje, da jeg efter den gode Felix’, jeg mødte mellem Albanien og Grækenland, forbillede tænkte at den ville gøre folk mere venligt stemte over for mig. Den virker en lille smule, men ikke som jeg havde regnet med. Fordi at ca. halvdelen af alle mennesker til hver en tid bærer denne trøje, opstår der der hos børn på afstand af vejen det øjebliks forvirring over om jeg nu er hvid, der gør at de ikke begynder at skrige “money”, “ferenji” eller “you” dermed vækkes byens resterende børn ikke før at nogen langs vejen ser mig, smart!

Klokken 15 kom jeg til byen Dejen der ligger på kanten af den Blå Nils kløft. Den Blå Nil, der fra Tanasøen lige tager et smut sydpå inden den vender snuden mod Sydsudan, Sudan og Egypten, har skåret en 1400m dyb rende gennem det etiopiske højland. Det er en af de vildeste naturområder i verden, en flere tusind kilometer lang omvendt bjergkæde. En af hele turens højdepunkter. Jeg havde drømt om en 20km lang flyvetur ned, men vejen var noget så forfærdelig, varmen og stejlheden får asfalten til at ‘flyde’ nedad og der dannes nogle kæmpe bølger. Samtidig råber man ofte “så flytte dig dog dit dumme æsel”, men de står bare og ser uskyldige ud mens man brager mod dem 50km/t. En klovn som jeg er ville jeg lige hælde lidt vand på bremseskiven nede i bunden af kløften, det så fedt ud, og fik et brandsår på fingeren da jeg rørte den.

Nede i bunden var der 15 grader varmere end oppe i højlandet, og luften, luften var magisk, man kunne nærmest spise den så meget ilt var der i den. Måske derfor havde jeg det på trods af vanvittige stigningsprocenter og udsigten til fire timers klatretur bedre end jeg har haft de sidste par dage, og meget bedre end i morges, da jeg begyndte at træde.
Bør inden jeg begynder at lyve for mig selv og senere glemmer det, sige at jeg i 2,5 af stigningens 20 kilometer holdt fast i en lastbil, det var helt formidabelt, snyd med stort S.

Jeg vidste da jeg startede på stigningen udmærket godt at det ville blive mørkt inden jeg var oppe. Det var på mange måder rørende at klatre langsomt opad der alene i stilheden tæt på solnedgangen med kløften under mig, jøsses vi er kommet langt mig og den trofaste maskine.
At se den kæmpe store røde sol forsvinde over kløften fra sadlen gjorde de sidste dages sygdom det hele værd.

Den eneste smule besvær var at finde et hotel i en by med ingen eller begrænset strømforsyning, i mørket, men var så ovenpå at det ingenting betød.