10. April
124km fra Hawassa til Yiriga Chefe (Yiriga Shafi)
Allerede få kilometer uden for Hawassa kunne jeg mærke at benene stadig ikke var klar til fest. Jeg er nu virkelig kommet til frugt land, her dyrkes bananer , mangoer og ananas i massevis. Det er et af de grønneste områder jeg i mit liv har set, luftfugtigheden er også væsentligt højere. Der dufter af træer, blomster og frugt alle steder.

Kun få kilometer efter Hawassa stoppede asfalten brat samtidig med at stigningerne begyndte. De gode Japanere renoverer også her, men hele vejen på en gang, så de 85km asfalt fra Hawassa til Dilla er bare blevet fjernet og erstattet med tarvelige sten, jord og grus. Gennemsnitsfarten var omkring de ti hele vejen, nedkørseler der normalt ville tage under fem minutter tager mere end et kvarter. Man bliver fuldstændig ødelagt i rumpen. Enten har jeg været ekstremt heldig, enormt god til at rette hjulet op ellers var de tre knækkede eger dårlige fra starten, på dagens absurde rystetur holdt begge hjul og bagagebæreret stand.

Stoppede foran en lille bager i en lille landsby, efter at have forhandlet en nogenlunde fair pris for lidt brød og nogle samosaer lagde jeg mærke til hvor mange tilskuere der var, nogen gange er det helt ekstremt. Omkring 50-60 mennesker stod bare og stirrede på mig ‘kan mennesker være hvide?’. Jeg tror de ville eksplodere af chock hvis de så en lyshåret. Prøvede at sige noget sjovt for at bryde den underlige stemning, men de stirrede bare, indtil jeg var cyklet ti meter væk hvor et hav af “You you you” begyndte.

Hele dagen har jeg været vildt træt af “you you” råb, det lyder som en sirene hver gang jeg kommer i nærheden af mennesker. Sent på dagen cykler jeg forbi en voksen mand der  begynder “you….” jeg var ved at kamme over, inden han fortsatte “…look like a million dollars”, jeg havde lyst til at stoppe og kramme ham, men han fik bare en tommel op.
Kort efter byen Dilla begyndte dagens lange hårde stigning, kun fem kilometer fra målet åbnede himlen sig bare i bedste regntidsstil. En lille dreng kaldte mig ind under taget foran hans og familiens hus. Her gemte jeg mig med de ca. ti børn samt en ged for regnen. Forældre har de nok ikke længere.

Stod der i lidt over en time og fik set hvor voldsomt det går til når man byder en børneflok på kiks. Inden jeg af kikssultne børn blev overfaldet stak den eneste dreng, der tydeligvis er patriarken (og desuden den mest fornuftige) i huset, pigerne nogle lussinger og delte herefter roligt en kiks ud til hver inden han selv tog en, lukkede fint pakken og gav mig den.
Nå cyklede i kraftigt regnvejr de sidste fem kilometer til byen Yiriga Chefe (også stavet Yiriga Shafi) der er meget berømt for sine kaffeplantager. Kaffekendere vil måske kende til Yirgacheffe. Desuden sjovt hvor høj hotelprisen pludselig er når en regnvåd hvid mand desperat leder efter et sted at sove.