8. April
161 km fra Addis Ababa til Ziway
Mødte op klokken ni hos chief immigration director’s kontor, og blev et kort øjeblik nervøs for om han havde ment etiopisk ni, der havde været klokken tre om eftermiddagen. Efter en kort kø, lidt baksen og insisteren blev det der skulle være gjort for to dage siden gjort, chefen fik en rengøringsdame til at låse det lukkede office 104 op, tog det eneste brev på bordet derinde, åbnede det, tog en million kopier af mit pas og gav mig det.
For satan jeg er glad for at jeg ikke skal bakse med myndighederne igen i noget tid. Jeg forudser dog problemer ved grænsen da jeg ikke har noget ankomst-stempel i mit pas.
Jeg ved ikke om Addis Ababa nogensinde har taget sig smukkere end da jeg trillede ud af byen med mit pas i på mig.

Trafikken var helt skør de først 25 kilometer, heldigvis så skør at den nærmest stod helt stille, så nød forhindringsbanen mellem de køholdende biler, nød dog ikke den ulidelige larm og os (tung blå eller sort røg fra helt trætte benzin- og dieselmotorer) så meget. Efterhånden var jeg ude på landet igen som jeg kender det, dyr og børn på vejene. Dagens  første 73 kilometer var i en lidt strid side-modvind mens resten var i en skøn medvind der fik mig til at tænke på de flyvende ture oppe i Sudan. For første gang i mange dage har det også været stort set fladt, befinder mig 700 meter lavere end Addis nu (så helt fladt var det nok ikke). Samtidig er det helt vildt støvet, man kan ikke se ret langt.

Her mens jeg sidder og spiser en vildt klam burger (man skal tage chancen når der serveres kød i fastetiden) og afviser at købe både tyggegummi og høns af en dreng der står her kom jeg til at tænke på det at savne folk. Det er pudsigt, menneskerne hjemme er hverken bedre eller værre end dem hernede, alligevel har man mere lyst til at se på ansigter man har set før, vi er nogle underlige nogen, mennesker.