Kontinentets sidste skud (de får mig aldrig ned)

3. Juni
105km fra Struisbaai til Caledon
Intet var selvfølgelig blevet tørt over natten, sko, sokker, tasker, jakke, trøje. Desuden underligt hvor lidt plastikposer i skoene hjalp.
Nye plastikposer og afsted ud i småregnen der dog kort efter blev erstattet af solskin og ingen vind, perfekte forhold.

image

På trods af forholdene gik det stadig meget langsomt, min krop duer stort set ikke længere, min venstre skulder nærmer sig, grundet et minimalt skævt styr tror jeg, gigtlignende tilstande og har gjort ondt ad helvede til de sidste uger, venstre hånd har været ubrugelig siden jeg kom til Afrika, den er for svag til noget som helst arbejde, da jeg skriver med venstre hånd har det skabt mig den del problemer. Vigtigst dog, så kan jeg næsten ikke holde cyklen igang længere, siden Nairobi, Kenya, har jeg cyklet næsten 6000km med i alt to dages pause, mine ben vil bare ikke.

image

Med 30km igen, var jeg helt munter over næsten at være der, inden Afrika for forhåbentlig sidste gang ville have mig til at give op. Kvalmen og ubehaget fra den anden dag kom tilbage og vejret skiftede på få minutter, temperaturen faldt voldsomt, det begyndte at regne helt sindsygt og vestenvinden gik amok. 67km/t eller små 20m/s lige i ansigtet, med absurde mængder vand samtidig. Alt var selvfølgelig, efter lige at være blevet tørt, vådt på få minutter. Regnen gjorde bogstavelig talt ondt i ansigtet så hårdt ramte den. Jeg kunne heller ikke styre cyklen og blev flere gang blæst midt ud på vejbanen (hvor man må køre 120). De sidste 20km blev tilbagelagt med præcis fem kilometer i timen i snit.
Det var virkelig ikke sjovt, en bil stoppede “that, that is just stupid” fortalte ejeren mig. Begge halvfyldte vandflasker blæste af cyklen og ned af en skrænt, (efterladt affald koster punkteringer i fremtiden) men havde på ingen måde overskud til at fange dem.

image
Omend de ligner det, er det ikke gråd, men et forsøg på ikke at få dråber hamret ind i øjnene. Har været meget ærlig med hvornår jeg har grædt, nu er jeg for tæt på til at være trist

Det var virkelig bare ikke sjovt, måske meget passende måde at slutte af på, gerne at ville være færdig.
Imorgen skulle jeg gerne få “tak for kampen”-vejr fra Afrika på de sidste 117 ind til Cape Town.

Et sidste surt opstød. Der var mange folk der kaldte mig lidt tarvelige ting inden jeg tog afsted, jeg håber at det at jeg er nået hertil -ikke skudt, røvet, spist, voldtaget, død, får banket lidt vindermentalitet ind samt lidt fordomme ud i nogle af dem der uden et glimt i øjet kaldte mig sindsyg. Jeg skylder jer et tak, jeg har tænkt meget på jer når hænderne gjorde allermest ondt af kulde, benene skreg af smerte, bagdelen ligeså, og cyklet endnu mere til. Jeg bryder mig virkelig ikke om at folk på forhånd skal vurdere hvad jeg evner at gøre, er der noget jeg ikke dur til vil jeg helst finde ud af det selv.

Reklamer

6 thoughts on “Kontinentets sidste skud (de får mig aldrig ned)

  1. Kære Ingmar,
    Også en stor tak fra os for din utrolige beretning om en vild tur. Håber vi får mod til at gøre noget lignende engang. Super inspirerende har det været at følge dig.
    Vi kommer i den grad til at savne det daglige Ingmar-fix!
    Held og lykke med sidste etape. Og god tur hjem 😀
    Mange, mange hilsner
    Annette og Thomas, Aksels forældre

    Like

  2. For satan Ingmar! Du er så lorte sej altså… God vind de sidste kilometer, jeg glæder mig som et lille barn til din næste post her på bloggen! Det har været en KÆMPE fornøjelse at følge med!!

    Like

  3. Hej Sønnike
    Du gjorde det! – jo, jeg har været bange, men jeg har aldrig tvivlet på, at du kunne. Jeg gir en tur hos en sportsmassør, når du hjemme – du trænger vist til at blive rullet lidt igennem.
    God tur i dag – det bliver solskin og medvind, jubi! i
    Glæder mig til onsdag!

    KH Far

    Like

  4. ingmar, min ven! Det er åbenlyst hvor sej og viljefast du er og det er vi mange som beundre.
    Bekymringer omkring turen har jo ikke været uberettigede, eftersom at det jo ikke er en badeferie du har været på, men jeg tror at vi alle blot ønsker at du er kom hjem i et stykke – hvilket slet ikke var givet på forhånd. Du gjorde alle skeptikere til skamme – men skepsisen udsprang jo kun af bekymring for dit ve og vel.. ikke af nedværdigelse..

    Glæder mig til at se dig igen snart!

    Like

    1. Hey Mads, tak for det. Bekymringer og skepsis er jo naturligt. “syg i hovedet” er (sagt uden et glimt i øjet) jo ikke skepsis men bare motivation 😀
      Og i lige måde! Hils derhjemme!

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s