3. Juni
105km fra Struisbaai til Caledon
Intet var selvfølgelig blevet tørt over natten, sko, sokker, tasker, jakke, trøje. Desuden underligt hvor lidt plastikposer i skoene hjalp.
Nye plastikposer og afsted ud i småregnen der dog kort efter blev erstattet af solskin og ingen vind, perfekte forhold.

På trods af forholdene gik det stadig meget langsomt, min krop duer stort set ikke længere, min venstre skulder nærmer sig, grundet et minimalt skævt styr tror jeg, gigtlignende tilstande og har gjort ondt ad helvede til de sidste uger, venstre hånd har været ubrugelig siden jeg kom til Afrika, den er for svag til noget som helst arbejde, da jeg skriver med venstre hånd har det skabt mig den del problemer. Vigtigst dog, så kan jeg næsten ikke holde cyklen igang længere, siden Nairobi, Kenya, har jeg cyklet næsten 6000km med i alt to dages pause, mine ben vil bare ikke.

Med 30km igen, var jeg helt munter over næsten at være der, inden Afrika for forhåbentlig sidste gang ville have mig til at give op. Kvalmen og ubehaget fra den anden dag kom tilbage og vejret skiftede på få minutter, temperaturen faldt voldsomt, det begyndte at regne helt sindsygt og vestenvinden gik amok. 67km/t eller små 20m/s lige i ansigtet, med absurde mængder vand samtidig. Alt var selvfølgelig, efter lige at være blevet tørt, vådt på få minutter. Regnen gjorde bogstavelig talt ondt i ansigtet så hårdt ramte den. Jeg kunne heller ikke styre cyklen og blev flere gang blæst midt ud på vejbanen (hvor man må køre 120). De sidste 20km blev tilbagelagt med præcis fem kilometer i timen i snit.
Det var virkelig ikke sjovt, en bil stoppede “that, that is just stupid” fortalte ejeren mig. Begge halvfyldte vandflasker blæste af cyklen og ned af en skrænt, (efterladt affald koster punkteringer i fremtiden) men havde på ingen måde overskud til at fange dem.

Det var virkelig bare ikke sjovt, måske meget passende måde at slutte af på, gerne at ville være færdig.
Imorgen skulle jeg gerne få “tak for kampen”-vejr fra Afrika på de sidste 117 ind til Cape Town.

Et sidste surt opstød. Der var mange folk der kaldte mig lidt tarvelige ting inden jeg tog afsted, jeg håber at det at jeg er nået hertil -ikke skudt, røvet, spist, voldtaget, død, får banket lidt vindermentalitet ind samt lidt fordomme ud i nogle af dem der uden et glimt i øjet kaldte mig sindsyg. Jeg skylder jer et tak, jeg har tænkt meget på jer når hænderne gjorde allermest ondt af kulde, benene skreg af smerte, bagdelen ligeså, og cyklet endnu mere til. Jeg bryder mig virkelig ikke om at folk på forhånd skal vurdere hvad jeg evner at gøre, er der noget jeg ikke dur til vil jeg helst finde ud af det selv.