1. Juni
49km fra Barrydale til Swellendam
Vågnede og havde det egentlig væsentligt bedre end igår, omend appetitten fortsat er helt fraværende. Idag skulle ifølge vejrudsigterne være koldfrontens værste dag. Jeg havde allerede mistet følelsen i fingrene inden jeg kom afsted da jeg stod i regnen og rettede baghjulet op.
Det er fortsat et helt fantastisk flot landskab vi kører igennem, omend toppen af bjergene var skåret væk af skyerne. Men med syv grader og regn som makstemperatur var det ikke ret sjovt med mine cykelshorts og uden handsker.
Da jeg efter små halvtreds kilometer stoppede i en tank i byen her for at få varmen i fingrene blev jeg fortalt at der absolut ingenting var de kommende 70km sydpå, helt gennemblødt, kold og afkræftet tog jeg den kedelige beslutning at stoppe her.
Byens eneste vinteråbne gæstehus har eget køkken på værelset. Passende har jeg kunnet tømme det kilotunge madlager jeg har kørt rundt med siden Cairo, det er alligevel urealistisk at sidde og fyre op for trangiasættet i regnen de kommende dage. Det blev de måske mest internationale måltider i mit liv. Til frokost, pakistansk producerede hurtignudler købt i Cairo. Til aftensmad, Soyastykker fra Malawi, salt nogle flinke folk gav mig i Sudan, tomatpuré fra Italien købt i Ethiopien og Spaghetti købt i en kiosk for fem minutter siden her i Sydafrika, på forsiden står der Toscana, på bagsiden står der ‘made in Lithuania’.
En kort, kold og bjergrig dag på cyklen, ikke turens korteste, koldeste eller bjergrigeste dog:
Korteste dag: 35km Nairobi til Athi River, Kenya
Længste dag: 239km fra Soroppa til Moyale, Etiopien
Koldeste temperatur: -14 grader, Plockenpass, Østrig/Italien
Varmeste temperatur: 47 grader, sydlige Sudan
Laveste punkt: 0,5m, Gedser og Rostock
Højeste Punkt: 3114m, nord for Finche, Etiopien
Ingen af ovenstående ekstremer bliver formentlig overgået morgen når vi forhåbentlig når turens geografiske mål, Cape Agulhas.
Hvordan skal vi da kunne undvære din fantastiske daglige fortælling? Dine tanker og billederne?
LikeLike
Haha, elsker dit internationale måltid! Din lille statistisk vidner om, at du virkelig har være udsat for på din tur. KEEP FIGHTING, du er for sej, og næsten i mål ❤
LikeLike
*udsat for alt
LikeLike
Hej Ingmar
Ingmar hold ud – vi er med dig! Tag eventuelt en pause en dag eller 2. Onsdag ser rigtigt, rigtig skidt ud vejrmæssigt med regn hele dagen, men derefter ser det bedre ud – og der er ikke noget direkte vestenvind i sigte.
Du er sej, og jeg forstår, at du er kørt træt. Men fantastisk klaret.
KH far
LikeLike
Det var ikke en ‘kedelig beslutning’ – det var en fornuftig beslutning at stoppe kørslen.
LikeLike