Pøller

28. Maj
169km fra Britstown til Three Sisters
Lidt underlig dag, benene var totalt on-off, diamantben til elefantben og tilbage.

image

Der begynder at komme pænt mange stigninger i det ellers flade Karoo, det ser fantastisk flot ud, heldigvis kan jeg tage billeder når min hukommelse er blevet for arrogant til at nyde udsigterne.

image

Den eneste bebyggelse mellem start og slut idag var byen Victoria West. Jeg stoppede for at købe frokost, det Afrika jeg kender er definitivt slut, de havde ikke ‘pap’ (majs stadset) men pommes frites med grilpølser, hvor er jeg? Billigt var det, og massere af kalorier, men Sydafrika er sgu en anden verden.

image
Victoria i Victoria

Imorgen bliver lidt besværlig, enten kan jeg køre under 100km eller omkring 200km mellem Beaufort West og byen Klaarstroom er der 120 kilometers ingenting.
Spøjst mens jeg ligger her på det alt for dyre gæstehus og skriver, ligger der tre ‘Se og Hør’ lignende magasiner på Afrikaans og venter på at blive åbnet. Var det ikke fordi at der står Suid-Afrika på bagsiden havde jeg aldrig troet at de var herfra, ikke et strejf af en person med bare en smule melanin i huden (bortset fra en artikel om Boko-Haram i Nigeria). Apartheid

Reklamer

Karoo

27. Maj
130km fra Hopetown til Britstown
Trillede ud af Hopetown uden at benene var væsentligt bedre end igår. Det er et sjovt sted at cykle her i Sydafrika. Der er absolut ingen mennesker, området jeg kører i ‘the Karoo’ er enormt øde og enorm goldt.

image
Den cyklende fotograf

Selv de små små landsbyer er bedre udrustede end storbyer i det øvrige Afrika, butikker, vand og el, selv i blikhusene lader der til at være strøm. Ti meter væk fra byerne er der absolut intet. Uhyggeligt tomt. Det skaber lidt problemer i forhold til planlægningen, idag ville jeg gerne have kørt lidt længere, men næste landsby er præcis 107km herfra, ingenting imellem de to byer og nætterne for kolde til at campere, så måtte stoppe her hvor der er en by. Det bliver endnu mere irriterende om et par dage.

image
Blik

Området er beboet af omkring 15% hvide mennesker. Oplevelsen er dog tættere på 75%, halvdelen af bilerne køres af hvide, alle gæstehuse jeg har sovet i har været ejet af hvide. Opdelingen er stadig ret tydelig, hvide børn i hvide skoler, farvede i farvede, sorte i sorte. Hudfarve betyder samtidig en del, folk pointerer hele tiden hudfarver. Kvinden der ejer huset her ville fortælle en anekdote om sin nabo “who is black”, ikke at det havde en negativ tone, jeg kunne bare ikke se relevansen.

image

Området er egentlig utrolig smukt, men jeg kan godt mærke at jeg er ved at være mæt, troede ikke at man kunne blive det, men flotte udsigter tænder mig bare ikke så meget som tidligere , hvilket jo er lidt spild af flotte landskaber. Min hjerne ved godt at vi nærmer os.

Hvorfor?

26. Maj
120km fra Kimberley til Hometown
Kørte ikke meget mere fem kilometer før jeg vidste at der ikke var noget at skyde med. Trillede stille og roligt afsted og vidste at det på trods af en kort distance ville blive en lang dag. Nåede dog den svært kristne by, med det passende navn Hopetown. Har allerede fået en del foldere om gud med på vejen, bilen parkeret foran hotellet har “god is awsim” skrevet med sprittusch på baggruden (med awsim formoder jeg at der menes Awesome, uden dog at være sikker).

image
Bliver overhalet af et tog også et par snegle og skildpadder uden for billedet

Jeg havde ikke rigtig kræfter til at træde i pedalerne og det var mere tyngdekraften der fik benene til at falde ned og dermed få pedalerne rundt. Det hjalp ikke at modvinden pludselig stod på syv sekundmeter i ansigtet på Ingmar.
Det er i disse situationer jeg tænker lidt over hvorfor jeg overhovedet er afsted. Jeg med 30km igen mindet om en af årsagerne.
Jeg stod stille i siden af vejen da mine ben på det kraftigste afviste at træde videre, en bil stopper bag mig, jeg siger hurtigt at jeg er ok, holder bare pause, manden kommer alligvel ud med en kold Stoney (ingefærsodavand der smager fantastisk, men desværre kun indeholder halvt så mange kalorier som almindelig sodavand) og giver den til mig. Herefter vender bilen om og kører tilbage igen, der var åbenbart nogen der havde set mig og tænkt “det der ser ikke sjovt ud” og kørt efter mig for at hjælpe.

image

Turen her er nemlig ud over at være et personligt opgør mellem mig og mig selv, også en uddannelse og forhåbentlig er hjemmesiden her også lærerig for nogle derhjemme. Jeg vil så gerne nedbryde nogle af de fordomme om ‘den farlige verden’ der findes oppe i trygge Europa.
Terror og bomber i Egypten, krig og folkemord i Sudan, ekstrem fattigdom i Etiopien og Malawi, al shabab i Kenya, korruption og forfølgelse af hvide i Zimbabwe. Man lærer på afstand bare at “det land er farligt, det land er sikkert” uden at forholde sig til at begge er beboet af mennesker.
Jeg kommer sent til en lille tysk landsby, iskold, aner ikke hvor jeg skal sove, spørger nogle folk på gaden, de ved det ikke. Spørger nogle andre der peger på et hotel, jeg siger det er lukket, nå så ved de det heller ikke, farvel.

Kommer sent til en lille by uanset landet i Afrika, ved ikke hvor jeg skal sove, inden for fem minutter er det blevet hele byens projekt at finde mig det bedst mulige sted at overnatte, ingen stopper før det perfekte sted er fundet.

Jeg er langt mere bange for Tyskland.

image
Flere vilde strudse, de ser sgu fjollede ud når de stormer forvirrende rundt

Forhåbentlig sidste 200+ dag

25. Maj
209km fra Vryburg til Kimberley
Stod tidligt op for at nå hele vejen, men måtte alligvel sidde vente på solopgangen og varmen især. Jøsses jeg frøs, selv med mine svært allergene handsker på mistede jeg fuldstændig følelsen i fingrene, der først kom tilbage relativt sent på formiddagen.

image

Jeg gav den alt hvad jeg kunne grundet den lidt sene afgang, en svag rygvind hjalp en del, klokken 10:30 havde jeg kørt 100km. Syd for byen med det pudsige navn ‘Jan Kampdorf’ så jeg så det måske smukkeste skilt jeg har set på turen indtil videre. Godt nok kører jeg i første omgang ikke direkte ned til Cape Town, skal først til kap Agulhas, Afrikas sydligste punkt. Kan dog allerede nu konstatere at hele turen bliver et sted mellem 13800 og 14000km, de manglende 1000km skyldes at turen gennem Zimbabwe og Botswana er væsentligt kortere end ned gennem Mozambique.

image

Dagens sidste 70km var helt ulidelige, en kombination af at vinden skiftede til syd, at jeg allerede havde cyklet 140 og at jeg brugte en masse kræfter i starten af dagen gjorde at jeg bare gik helt i stå. Ville bare gerne være fremme.
Efter at have bidt tænderne sammen og ignoreret kroppens (og hovedets) brok nåede jeg så her til storbyen Kimberley, hovedstad i Northern Cape provinsen og hjemsted for Sydafrikas diamantindustri. Der ligger nogle kæmpe miner midt i byen, en af dem, ‘the big hole’ er verdens største hul gravet med håndkraft.

image

Det er lidt underligt pludselig at være i Sydafrika hvor det ikke længere er totalt ekstraordinært at jeg er hvid, ekstraordinært er det dog at jeg er på cykel. Jeg har på turen gennem Afrika fåer sådan en “her kommer jeg” attitude, her er folk forståeligt, og forventeligt, nok skide ligeglade med at jeg her kommer. Bedste eksempel er når jeg cykler forbi en skole, når jeg førhen nærmede mig kunne jeg se og høre hele skolegården gå fuldstændigt bananas, børn der stormede mod hegnet og råbte, skreg og vinkede, her står der 15 smarte fyre og svarer lidt akavet mine ivrige vink tilbage. Tænkte på hvor tosset jeg selv havde syntes det så ud med en fyr der cykler forbi og vinker og siger “godmorgen” til alle.

1000km til Agulhas

Piller

24. Maj
164km fra Mafikeng til Vryburg
Efter at have sagt farvel til min værtinde og inviteret mig selv med på den vestafrikanske etape af hendes Afrika-rundt i en lille Nissan tur (viste sig at hendes onde bagtanke ved at invitere mig på overnatning var råd om turen), kom jeg afsted efter at den værste kulde havde lagt sig. Jeg havde en udmærket vind og friske ben, så kom lynhurtigt frem.

image
Bomuld

Vejene her i Sydafrika er lange, flade og snorlige. Ikke verdens mest interessante landskab, uendelige marker. Havde dog en skøn dag. Nåede Vryburg og måtte konstatere at alle gæstehuse og hoteller havde skruet prisen i vejret i forbindelse med Ruth Mompatis begravelse i byen, så valgte et af byens lækreste steder da de ikke havde skruet prisen op og derfor kostede det samme som de mindre kønne.

image
Struds langs vejen

Inden jeg får for meget kritik for indlægget igår skal det siges at min utilfredshed i høj grad er rettet mod manglende viden om malaria. At en person der ikke blot er læge men kalder sig rejselæge uskriver mere end det dobbelte antal nødvendige piller er sgu uprofessionelt, malaria er afhængig af høje temperaturer og høj fugtighed, havde lægen haft lidt basal viden om geografi og regntider havde jeg sparet en masse penge. Det er ikke blot mig der har haft en dårlig oplevelse, alle rejsende jeg møder indtager enten helt unødvendige mængder farlig kemi, eller har tænkt selv (noget jeg skulle have gjort tidligere). At jeg så ikke har taget en eneste pille skyldes måske også at jeg aldrig har brudt mig om tanken om medicin, slet ikke før jeg er blevet syg.

image
Overskudsjord fra en guldmine, det ligner et lille bjerg

Hvad jeg skriver skal ikke tolkes som råd, håber at folk tænker selv. Man skal for min skyld tage alverdens piller, mod stress, hoste, influenza, kærestesorger – og man skal selvfølgelig huske at ingorere lægens første råd “husk at motionere lidt en gang i mellem”. Får man nogle sygdomme som konsekvens af ens krops elendige fysiske tilstand, hey, så findes der sikkert piller mod det også.

Ingmar på safari

23. Maj
Da jeg kom lige lovligt sent i seng igår, samt blev lovet store demonstrationer i byen Vryburg som jeg havde tænkt mig at cykle til, den afdøde anti apartheidkæmper Ruth Mompati bliver begravet i byen, valgte jeg at blive en dag hos min flinke vært. Efter lidt indkøb ville jeg vældigt gerne have taget en sidste malariatest, ikke at jeg føler mig syg, men jeg har nu været definitivt ude af malariafare i 10 dage og hvis ikke det er i kroppen er jeg fri. Det lykkedes dog ikke at finde et sted der kunne teste og jeg tror også at den går.

image
Selv efter 8000km i McDonald'sfri lande, giver synet af skiltet mig stadig let kvalme

For lige at tage den kort, nej jeg har ikke taget malariaforebyggende medicin overhovedet, på trods af protester fra både rejselæger og min mor. Jeg må indrømme at indkompetancen fra rejselægerne og hjemmesider der skal oplyse om sygdommen er enorm, vurderingen af hvor jeg skulle tage malariapiller blev lavet på baggrund af et kort på WHOs hjemmeside over lande med Malaria (som desuden er dybt fejlagtigt), ikke på baggrund af regntider, min rute og min tur. Lægen insisterede på at jeg skulle tage malariapiller fra en dag før den Sudanesiske grænse til syv dage efter dek Sydafrikanske. Sandheden er at jeg kun har været i reel malariafare gennem dele af Tanzania, Malawi, Mozambique og det nordlige Zimbabwe. Jeg har hele tiden haft kuren med mig, skulle jeg få malaria, så jeg kunne behandle sygdommen, der med tidlig behandling altså ikke er farligere. Nå nu til det mere sjove, her i byen er det også en safaripark, det kostede præcis en tiendedel af parken fra igår og man må cykle derinde! – Og jeg så en masse sjove dyr. Må indrømme at det er lidt skræmmende sådan ubeskyttet at cykle rundt, men fik at vide at det vidst kun er bøffelen som er rigtig farlig.

image

Nå en sidste pudsig medicinsk observation, tyfusvaccinationen kostede næsten 1000kr og forhindrede mig som bekendt ikke i at få tyfus, kuren mod sygdommen kostede ca. 12kr og jeg havde det bedre efter et par timer.

Republiek van Suid-Afrika(åndsvagt safari)

22. Maj
142km fra backpackersted til Mafikeng
Tænkte, nu skal det fandme være. Efter morgenmad med de amerikanske studerende, cyklede jeg op til naturparken, betalte 300pula for et game drive. Må indrømme at jeg var lidt skuffet, jeg ved godt at de i høj grad er held hvad man ser, men så en giraf i løbet af de halvanden time. Tænkte hele resten af dagen hvor tidligt jeg ville være kommet frem hvis jeg ikke havde brugt to timer på safari.

image

Da jeg endelig kom afsted var jeg vildt stresset og gav den alt hvad jeg kunne for at nå frem inden det ville blive for sent. Landskabet er fantastisk flot i det sydlige Botswana.

image

Jeg pænt udkørt til grænsen i god tid. Sydafrika er visumfrit som Botswana. Den sidste forhindring jeg skulle forbi inden jeg nåede det forjettede Sydafrikanske land var tolden. Der på næsten ubehagelig vis ville have penge af mig, jeg sagde selvfølgelig nej (jeg ved hvad straffen for korruption er her), men alligvel en skidt start på et land jeg hører meget dårligt om.

image
Turens sidste land!

Cyklende på vej ind i byen her, hører jeg en kvinde råbe efter mig fra en bil, jeg tænkte at hun havde er problem med at jeg kørte over for rødt (der er jo ikke lyskryds i resten af Afrika), men hun spurgte helt uprovokeret om jeg ville have et sted at sove. Jeg må ærligt indrømme at jeg stadig er i tvivl om min villighed til at følge efter en komplet fremmeds bil ud på landet (i et land jeg hører er top farligt, det er det selvfølgelig ikke) havde været en anden havde hun ikke været hvid. Det blev selvfølgelig en super hyggelig aften hvor hun betalte alt for mig og hendes nabo, på en restaurant.
De vil meget gerne have mig til at blive en dag, jeg skal angiveligt mødes med en journalist fra en lokal avis imorgen. Det hele virker helt surrealistisk, men folk, især min værtinde, er dog fantastisk flinke og Afrikaans er et vældig morsomt sprog at lytte til.
Første aften i sidste land på en dyr bar, er det overhovedet CPH to Cape Town?