22. April
Når et land efterhånden bliver udviklet og begynder at ligne vesten som Kenya i meget høj grad gør det, så tager det også nogle af de forfærdeligheder det medfører med sig. Kriminalitet. Hvor Sudan og Etiopien er nogle af de sikreste lande i verden at befinde sig i, er det noget andet her i Kenya. I Addis Ababa kunne jeg stille Victoria ulåst fra mig i flere timer, komme tilbage og se hende stå urørt (hun ventede otte timer foran immigration office). I Sudan det samme. Her i Nairobi kan jeg derfor desværre ikke komme rundt på cykel, hvilket gør mig meget umobil (imobil, er det overhovedet et ord?).
Mine fantastisk flinke danske værter droppede mig af ved The Nairobi Hospital, et rigtig lækkert hospital, hvor jeg efter at have betalt en pæn portion penge blev testet for de samme sygdomme som i det lidt mindre professionelt udseende laboratorium i Marsabit. Jeg er rask når jeg er færdig med min antibiotikakur.

Tog to minibusser, en kunst jeg har store evner udi, ind til byen. Det kræver sin mand, minibusserne har ikke noget ruteskilt eller stoppested, men kører typisk altid ligeud, og stopper hvor nogen vil på eller af, kan man nogenlunde regne ud hvor man vil hen, så er det bare at hoppe på en minibus i den retning så går det nok. Købte idet store shoppingcenter en ny cykelkæde, mens butikkens indiske ejer i store vendinger fyrede sin chauffør. Spiste mig mæt 3 gange ved diverse gadekøkkener, inden jeg endelig fik besøgr en frisør. Blev dog i sidste øjeblik forælsket i mit skæg og bad ham om kun at trimme det i stedet for at barbere mig.

Tog herefter i bedste sightseeing stil op på toppen af en af byens højeste bygninger, heldigvis er det her Afrika, man må selv finde toppen ad diverse små vindeltrapper og deroppe er man ikke fanget indenfor eller i et metalbur, kravler man udover det lave hegn, jamen så er man sgu for dum.